Christine Nissen: Flygtninge har forvandlet EU fra fredsprojekt til fort Europa

I sidste uge var EU’s stats- og regeringsledere samlet til EU-topmøde i Østrig. Som så mange gange før handlede topmødet især om én ting: flygtninge.

EU blev grundlagt som det fredsprojekt, der skulle sikre, at der aldrig igen ville være krig i Europa. Dette har været EU’s største succeshistorie og primære fortælling om sig selv lige siden.

Det betød også, at da EU tilføjede en egentlig udenrigs- og sikkerhedspolitisk dimension til samarbejdet i 1990’erne handlede den ikke om at beskytte kontinentet mod udefrakommende trusler.

Dens formål var i stedet at eksportere det europæiske fredsprojekt til resten af verden, i håb om at den ville udvikle sig i samme fredelige og demokratiske retning, som Europa selv havde gjort det. EU's sikkerhedspolitik udmøntede sig specifikt i civile og militære operationer, der blev indsat i konfliktramte lande for at opbygge deres lokale institutioner i det europæiske billede.

Men ligesom al politik er et produkt af sin tid, er EU som fredsprojekt, der skal eksporteres, i dag forældet. Min generation, der er opvokset i fredstid, tilskriver ikke EU æren for freden i Europa. Derimod synes verdens problemer at være rykket nærmere som følge af globaliseringen, hvilket kom mest dramatisk til udtryk, da migranter i hundredtusindvis i 2015 stod ved Europas dør og ville ind.

Migrantkrisen førte hurtigt til nationale løsninger, herunder genoprettelse af den nationale grænsekontrol og dermed undermineringen af et af EU’s vigtigste mål og værdier; den fri bevægelighed i et grænseløst Europa.

Spørgsmålet fremover er, om et EU som sikkerhedsprojekt, der er villig til at forskanse sig defensivt, kommer i konflikt med de selv samme europæiske kerneværdier som tiltagene har til hensigt at beskytte.

Christine Nissen
Forsker på Dansk Institut for Internationale Studier

Dermed blev migrantkrisen også til en af de største politiske kriser for EU. Hurtigt blev modsvaret fra EU’s side, at for at den europæiske model og EU skulle overleve, måtte den forskanses; åbne indre grænser krævede skarpt optrukne ydre grænser, og denne idé accepteredes bredt af europæiske politikere på tværs af politiske skel.

Nødvendigheden af at afskærme det europæiske kontinent, og EU’s nyfundne opgave som Europas beskytter har siden forgrenet sig og medført en lang række af nye politiktiltag.

For eksempel har EU’s eksterne sikkerhedspolitik taget flere store skidt fremad de seneste par år – skridt væk fra dens oprindelige altruistiske formål til i stedet at fokusere på EU’s egeninteresser, herunder at gøre EU bedre rustet til at beskytte det europæiske kontinent og dets borgere.

Med lanceringen af det "permanent strukturerede samarbejde på forsvar", også kaldet PESCO, og EU’s nye Forsvarsfond, der begge blev lanceret i 2017, er EU for første gang i sin historie begyndt et egentligt samarbejde om forsvarspolitik.

I forlængelse heraf ses EU's eksterne politik i stigende grad som et instrument, der skal bruges til defensivt at beskytte det europæiske kontinent. Ligeledes er EU-Kommissionen – en af verdens største udviklingsdonorer – begyndt at bruge udviklingsbistand på indsatser, der skal begrænse migration til Europa.

EU’s grænseagentur Frontex er også de seneste år blevet tilført betydeligt øgede ressourcer og beføjelser med opbakning fra alle medlemslande, og i sin seneste årlige tale til det europæiske folk foreslog kommissionsformand Jean-Claude Juncker i sidste uge at etablere et grænsevagtkorps på 10.000 mand, der skal være operationelt allerede i 2020.

Sidstnævnte initiativ var højt på agendaen, da stats- og regeringslederne diskuterede migration over deres wienerschnitzel i Salzburg onsdag aften, mens emner som Brexit kun ganske kort blev rundet.

Således har EU på meget kort tid – og især som følge af flygtningekrisen – udviklet sig fra et rent fredsprojekt til nu også at være et sikkerhedsprojekt. Et sådant projekt vil kunne vise EU’s fortsatte relevans i en tid, hvor multilateralismen er under massivt pres, og internationale institutioner er blevet noget, man kan melde sig ud af.

Mange – herunder EU selv – ser dette skift som et udtryk for, at EU er begyndt at føre en pragmatisk – fremfor idealistisk og værdibaseret – sikkerhedspolitik.

Men dette paradigmeskift er mere og andet end nødvendighedens politik. Det handler lige så meget om identitet og her om at afgrænse – bogstaveligt talt – hvad der udgør den europæiske identitet og beskytte den mod udefrakommende trusler.

Spørgsmålet fremover er, om et EU som sikkerhedsprojekt, der er villig til at forskanse sig defensivt, kommer i konflikt med de selv samme europæiske kerneværdier, som tiltagene har til hensigt at beskytte.

---------------------

Christine Nissen (født 1986) er forsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og associeret forsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR), hvor hun fokuserer på EU's forsvars- og sikkerhedspolitik.