Kommentar af 
Thomas Roland

Thomas Roland: Supermarkederne skal turde udfordre kunderne – de har nemlig ikke altid ret

Det er på høje tid, at vi i dagligvarehandelen ikke kun stryger kunderne med hårene, men byder dem op til en mere bæredygtig dans. Og skal vi det, er vi nødt til at gå foran og skabe et lavere incitament for køb af de mest belastende varer, skriver Coops CRS-chef, Thomas Roland.

Kunderne kan være en bremse mod den grønne omstilling, når de konstant fokuserer deres grønne energi på de lavsthængende klimafrugter, skriver Thomas Roland. 
Kunderne kan være en bremse mod den grønne omstilling, når de konstant fokuserer deres grønne energi på de lavsthængende klimafrugter, skriver Thomas Roland. Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix
Thomas Roland
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

“The customer is king” hedder det oldgamle mantra i forretningsverdenen. Hvem kan være uenig? Det handler jo for alle i erhvervene om at tilgodese forbrugernes behov for at pirre deres købelyst og skabe vækst. Sådan fungerer fødevaresektoren også.

Men det er en sandhed med modifikationer. For kunden er ikke kun konge, men ofte også bremsen for udvikling. For som bekendt tør de færreste sige kongen imod, selv når han tager fejl.

Hvis vi spørger vores kunder, om de største problemer i vores ende af verden, er det madspild og forbruget af plastik, som scorer allerhøjest på deres barometer. Det er de problemer, de helst så deres supermarked løse.

Det tror jeg, alle i supermarkedssektoren forstår og tager alvorligt. Måske lidt for alvorligt. Vi skal nemlig også turde udfordre kunderne, hvis vi skal have energi til at løse de problemer, som er endnu større.

Lad det være sagt med det samme: Det er da skammeligt at smide mad ud, som kunne være solgt og spist. Men i detailhandelen har vi alle markedsincitamenter i verden med os, i vores forsøg på at eliminere kassationerne. De ligger i et dansk supermarked – uanset hvilken kæde – på mellem en og tre procent.

Plastik i fødevareemballager er et andet onde, som bliver gjort til et større problem, end det er. 

Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark

Omregnet til klimaaftryk tættere på en procent, fordi varer, som må kasseres, typisk er dem med lavest klimaaftryk som frugt og grønt. Men kongen – kunden – tror vi smider 20-30 procent væk.

I deres øjne er supermarkederne store madsvin, mens de måske selv uden samme fordømmelse, kasserer fem til ti gange mere fra deres egen husholdning.

Plastik i fødevareemballager er et andet onde, som bliver gjort til et større problem, end det er. Jeg er tæt på at sige, at plastik er Guds gave til det lange hyldeliv. Det er let, billigt og beskytter varen godt. Uden plastik skulle vi finde os i supermarkeder med måske en tredjedel af det udvalg, som findes i en almindelig butik i dag.

Når man tilmed i Danmark håndterer plastik på en måde, så det ikke ender i naturen eller havet, er de fleste alternativer faktisk værre for miljøet eller har et højere ressourceforbrug. Men ingen tør sige, at kongen ikke har noget tøj på – for her handler det om følelser, og vi har alle set en skildpadde med en plastikpose om livet på Facebook.

Inden lynchstemningen breder sig, må jeg hellere slå fast, at vi konstant arbejder med både at nedbringe madspildet, recirkulere vores affald og med at finde de mest bæredygtige fødevareemballager. Det manglede bare.

Men i min verden blegner indsatserne i forhold til den virkelig svære og usynlige udfordring: At forandre vores fødevaresystem og maden på vores alles tallerkener, så presset på klodens klima og artsrigdom letter.

Fødevaresektoren og supermarkederne spiller en helt afgørende rolle i den grønne omstilling. Ikke bare fordi fødevareproduktion og -forbrug sætter et stort aftryk, men også fordi vores fødevaresystem er sværere end de fleste andre sektorer at omstille, da grøn energi eller ny teknologi ikke her er tilstrækkeligt.

Fødevarernes aftryk stammer nemlig hovedsageligt fra arealanvendelsen og dyreholdet, og ikke fra energiforbruget. Og det uanset om man taler klimaaftryk eller aftrykket på jordens biodiversitet. I sidste ende er det kundernes valg af varer, der er afgørende. 

Derfor er det på høje tid, vi i dagligvarehandelen ikke kun stryger vores konger med plastik-hårene, men byder dem op til en mere bæredygtig dans. Og skal vi det, er vi nødt til at gå foran kunderne og skabe et lavere incitament for køb af de mest belastende varer.

Coop har som den første i dansk detailhandel fået godkendt sin klimaplan af Science Based Targets. Og vi glæder os over, at den næste koncern har ansøgt om det samme.

Det er vores fødevaresystem og maden på vores tallerkener, vi skal tage livtag med.

Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark

I planen har vi sat et mål om at nedbringe aftrykket fra de varer, vi sælger. Vi har, om man så må sige, sat kniven for egen strube og er gået i gang med at lægge arm med det usynlige monster, som vores nedarvede kødtunge madvaner udgør. De næste år bliver afgørende for, om vi får vores kunder og politikere med os ud på dansegulvet. Og her ligner politikere desværre supermarkeder en del. De lefler for vælgerne, som vi lefler for kunderne.

I Frankrig har man nu lovgivet imod plastik i grøntafdelingen – og mod at kassere mad fra supermarkeder. Fint, kan man synes. Men uden plastik i grøntafdelingen, bliver kassationerne større, særligt i de små supermarkeder i mindre byer. Og når det også er ulovligt at smide maden ud, hvad gør man så? Giver det væk til “hjælpeorganisationer”, som så kasserer de varer, der ikke kan bruges. Er verden blevet mere bæredygtig? Næppe. Men politikerne har udvist handlekraft og slået ned på det synlige: madspild og plastik.

Heldigvis er danske politikere ikke faldet for denne populistiske fristelse. Derfor tror jeg heller ikke, det er for sent at appellere til deres mod.

Så kære beslutningstagere, kære kunder og kære kolleger i dagligvarehandelen. Det er vores fødevaresystem og maden på vores tallerkener, vi skal tage livtag med. Så brug nu taletiden, hyldepladsen og forargelsen på det, som flytter mest og ikke kun på det, som lettest springer i øjnene. Så lover vi at føre an.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Roland

CSR-chef, Coop Danmark
cand.scient. antropologi (Københavns Uni. 1999)

0:000:00