Kommentar af 
Christina Blaagaard

Hårde fakta kan forstyrre harmonien: Politikerne må forstå mediernes demokratiske opgave

Det bliver stadig mere almindeligt fra politisk side at beskylde medierne for at skade den demokratiske samtale. Men politikerne bærer et lige så stort ansvar, skriver Christina Blaagaard, der er formand for Danske Medier og direktør i Teknologiens Mediehus.

Hvorfor skulle politikerne nødvendigvis være bedre end brugerne og læserne til at sikre pluralismen med særlige krav til, hvad der skal skrives og ikke skrives om, spørger Christina Blaagaard.
Hvorfor skulle politikerne nødvendigvis være bedre end brugerne og læserne til at sikre pluralismen med særlige krav til, hvad der skal skrives og ikke skrives om, spørger Christina Blaagaard.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Christina Blaagaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Den demokratiske samtale skal styrkes." Sådan lyder indledningen på medieforliget fra maj 2022.

I det ligger dels, at der er noget galt med samtalen, og dels at medierne spiller en vigtig rolle i at rette op på det.

Den præmis blev i august uddybet, da regeringen i forlængelse af medieaftalen nedsatte et udvalg for ’opdatering og styrkelse af medieansvarssystemet’. Her hedder det blandt andet, at udvalget skal undersøge: 

"... hvordan ansvarssystemet for medierne kan styrkes og opdateres til en digital medievirkelighed, og hvordan det sikres, at både traditionelle og nye medier lever op til deres ansvar for den demokratiske samtale."

Den demokratiske samtale igen. Men hvad mener man, når man taler om den demokratiske samtale, og hvilket ansvar påhviler demokratiets aktører?

Samtalen er demokratiets nerve

Når den demokratiske samtale i de seneste år går igen, når man fra politisk hold skal udpege arnestedet for tidens politiske udfordringer, skal man tilbage til Hal Koch, der, udover at være kirkehistoriker og teolog, er bedst kendt for sine tanker om demokrati.

Problemet er, at selvom man måtte være nok så enig i den præmis, så er mediernes rolle i samtalen ikke nødvendigvis stræben efter enighed og forlig.

Christina Blaagaard
Direktør, Teknologiens Mediehus, formand, Danske Medier

Nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) har igen og igen refereret til Hal Kochs demokratiforståelse bedst kendt fra hans skriv "Hvad er demokrati" (1945).

Kort fortalt mente Hal Koch, at samtalen er demokratiets nerve.

Respekten for modpartens holdninger er den ilt, som skal føre til en gensidig enighed. Det er ifølge ham, den præmis på hvilken demokratiet virker - enigheden ikke konflikten. 

Den demokratiske samtale, som statsminister Mette Frederiksen og med hende mange andre refererer til i taler og debatindlæg. Hun tager altså i Hal Kochs forståelse udgangspunkt i stræben efter forlig, dialog og enighed.

Problemet er, at selvom man måtte være nok så enig i den præmis, så er mediernes rolle i samtalen ikke nødvendigvis stræben efter enighed og forlig. 

I de senere år er det fra politisk side blevet stadig mere almindeligt at beskylde medierne for at være skadelige for samtalen.

I en samtale mellem statsminister Mette Frederiksen (S) og den tidligere Venstre-minister Søren Pind, som nu er sat i spidsen for førnævnte udvalg, fremsagde statsministeren efterhånden notorisk, at man efterhånden kan påstå hvad som helst og få det trykt i medierne. 

Selvfølgelig bærer medierne også et ansvar

Det sidste er naturligvis ikke sandt. Men givet, at mediernes opgave er at formidle den bedst opnåelige version af sandheden, kan det ikke undgås, at medierne til tider medvirker til at fremme politiske konflikter snarere end at løse dem.

At tøjle mediernes ytringsfrihed er ikke vejen frem.

Christina Blaagaard
Direktør, Teknologiens Mediehus, formand, Danske Medier

Sandheden kan både være ilde hørt og konfliktskabende i sin blotte natur.

Det fralægger naturligvis ikke medierne et medansvar for den tone, der vælges, eller for af og til at skarpvinkle unødigt.

Ligesom mediernes holdningssøjler også i deres natur bærer et medansvar for graden af polemik i debatten.

Det har vi et ansvar for. Men nyhedsmediernes opgave bærer i sin natur, at der af og til vil blive bragt oplysninger til torvs, der risikerer at komplicere samtalen. 

Nyhedsmedierne mission er derfor ikke nødvendigvis at fremme forlig eller enighed gennem demokratisk samtale. Opgaven er - i overensstemmelse med et åbent og sanddrueligt demokrati - at oplyse de folkevalgte og i sidste ende borgerne til at træffe demokratiske beslutninger for sig selv og for samfundet.

Hvordan sikrer vi bedst det? I en ægte demokratisk ånd gør man det i hvert fald ikke ved at lægge bånd på mediernes gøren og laden, sådan som det i stigende grad foreslås. At tøjle mediernes ytringsfrihed er ikke vejen frem, hvilket blandt andre Jacob Mchangama flere gange fremragende har illustreret.

Mediernes ilt er ytringsfrihed

Hvis demokratiets ilt er samtalen, og medierne oplyser den samtale, så er mediernes ilt ytringsfriheden - retten og pligten til at bringe sandheden til torvs. Medierne er reguleret af landets love under medieansvarsloven, og de er derudover selvreguleret af de presseetiske regler under Pressenævnet.

Det er et system, der i det store hele fungerer fremragende, selvom der naturligvis kan være behov for at opdatere elementer i takt med den teknologiske udvikling. 

Men medierne er også reguleret af markedskræfterne og af politiske beslutninger om offentlig støtte til private som statslige medier. Som alle andre skal journalister betale regninger, og det kræver i sidste ende, at der er penge til at finansiere journalistikken. 

Tidligere var problemet på det område ikke så stort. Det har historisk været sund forretning at drive nyhedsmedier, og når man ved siden af de private medier havde en statsfinansieret udbyder af radio og tv, gik dette ikke i egentlig konkurrence med de private medier.

Det er en farlig fristelse, som politikerne må modstå.

Christina Blaagaard
Direktør, Teknologiens Mediehus, formand, Danske Medier

Det er dog over 20 år siden, at det billede begyndte at ændre sig, og i dag ser virkeligheden helt anderledes ud. 

De private medier har altid stået økonomisk på to ben: Betaling for indholdet og betaling for adgang til læserne bedre kendt som annoncer. Det sidste ben - kontakten til læserne - er i de sidste 13 år blevet voldsomt udfordret af nye internationale platforme, der kan tilbyde den samme adgang til borgerne.

Tilbage står, at selvom de fleste private medieudbydere i dag har fundet deres forretningsmæssige ben i en ny virkelighed, er den nye virkelighed vanskeligere end før. Det betyder, at visse medier i høj grad er afhængige af offentlig støtte.

Og selv de, der ikke er helt så hårdt spændt for, er afhængige af at kunne handle på lige konkurrencevilkår og uden direkte konkurrence fra statslige aktører. 

Konsekvensen er, at de politiske muligheder for at påvirke og vælge, hvilke præmisser medier skal operere under, hvilket indhold man ønsker mere eller mindre af, og hvem der skal lave det, er blevet større, hvilket det seneste medieforlig også glimrende illustrerer. Det er en farlig fristelse, som politikerne må modstå. 

Mediernes rolle er oplysning

Her skal vi tilbage til Hal Koch og den demokratiske samtale. Som vi husker, var mediernes rolle her ikke så meget samtalen i sig selv, men det oplyste grundlag for den.

Det gælder både i nyhedsjournalistikken og i debatjournalistikken, hvis fineste opgave bør være at belyse begge sider af et argument. Og her knækker filmen, hvis man forestiller sig, at de politikere, der skal tage de demokratiske beslutninger også selv skal bestemme, på hvilket grundlag journalistikken bliver til.

Beslutter man for eksempel politisk, at der skal laves mere eller mindre af en bestemt type journalistik af en type medier, man godt eller mindre godt kan lide, vil det i sagens natur påvirke beslutningsgrundlaget.

Det hedder i medieaftalen at; "Den hårde konkurrence medfører samtidig et fragmenteret mediebillede, der kan udfordre sammenhængskraften og den demokratiske samtale i vores land." Samtidig understreges det også flere steder, at man ønsker en pluralisme i mediebilledet. 

Her bliver det lidt vanskeligt at skelne mellem, hvad der menes med henholdsvis fragmenteret mediebillede og pluralistisk mediebillede. Det sidste er let at være enig i, så lad os starte der.

Forskellige medier præsenterer forskellige fokusområder, det være sig emnemæssigt eller geografisk, og de bidrager dermed på forskellig måde til at oplyse den demokratiske samtale.

Altså bred enighed om, at pluralisme er en god ting. Men hvorfor skulle politikerne nødvendigvis være bedre end brugerne og læserne til at sikre pluralismen med særlige krav til, hvad der skal skrives og ikke skrives om?

Hvorfor ikke i tillidssamfundets navn lade borgerne træffe deres medievalg med deres tid og pengepunge?

Hvis bare politikerne havde tillid til borgerne

Fra det nuværende flertal bag medieforliget er rammerne for DR’s virke i den nye public service-kontrakt åbnet på vid gab for direkte konkurrence med de private medier. Argumentet fra politisk side er, at der skal være tilbud, som brugerne ikke skal betale for - og det bliver så tilbud, som er underlagt politikernes gode vilje og reguleret herefter.

Her turde man minde om, at medierne altid har været betalingsydelser. Hvis politikerne havde mere tillid til, at borgerne selv kunne vælge de medier, de selv og deres samfund har brug for, kunne man passende lade dem bestemme med deres pengepung.

Det man kan savne er respekten for, at vi har forskellige roller at spille i denne samtale.

Christina Blaagaard
Direktør, Teknologiens Mediehus, formand, Danske Medier

Borgerne betaler i forvejen for DR, så hvorfor ikke udtrykke tillid og bruge nogle af de 3,6 milliarder kroner, der bruges her, på at lade den enkelte borger selv vælge adgang til et betalingsmedie efter eget valg.

Danmark er et tillidsbaseret samfund. Vores folkestyre hviler på en grundlæggende tillid til dets institutioner. En del af de institutioner er de frie medier.

De frie publicistiske mediers rolle i det tillidsbaserede demokrati kan beskrives som et rensningsanlæg, hvor igennem folkestyrets virke - den demokratiske samtale - sættes på prøve. Kun hvis den mekanisme fungerer, kan tilliden fortsætte, genoprettes og fastholdes.

Den opgave kalder naturligvis - som Lisbeth Knudsen i nærværende medie for nylig klogt var inde på - på en gensidig respekt for den andens rolle. Det politiske liv skal respektere mediernes rolle, ligesom medierne skal respektere politikerne. 

Vi er fælles om at ville den demokratiske samtale. Det man kan savne er respekten for, at vi har forskellige roller at spille i denne samtale. En væsentlig del af mediernes rolle er på godt og ondt at oplyse samtalen med viden og information, som ikke altid er komfortabel.

Politikernes opgave i forhold til medierne er - udover naturligvis altid at have en gensidig ret til at holde dem til ansvar, ligesom vi gør politikerne - at sikre frie rammer, der ikke er afhængige af netop politiske interesser i, hvad der skal - og ikke skal oplyses.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christina Blaagaard

Direktør, Teknologiens Mediehus, formand, Danske Medier
cand.mag. i historie (Københavns Uni. 2000) MA, International Journalistik (City University)

0:000:00