Debat

Færøsk MF'er: De nordatlantiske mandater kan forvandle folketingsvalgets vindere til tabere

For at forhindre at de nordatlantiske mandater afgør fremtidige folketingsvalg, burde mandaterne fra Nordatlanten altid pege på den statsministerkandidat med størst opbakning i Danmark, skriver Sjúrður Skaale. 

De byrder, jeg som folketingsmedlem kan lægge på de danske vælgere, rammer slet ikke mine vælgere. Og de danske vælgere kan ikke skifte mig ud. De har ikke adgang til min plads på Christiansborg, skriver Sjúrður Skaale.
De byrder, jeg som folketingsmedlem kan lægge på de danske vælgere, rammer slet ikke mine vælgere. Og de danske vælgere kan ikke skifte mig ud. De har ikke adgang til min plads på Christiansborg, skriver Sjúrður Skaale.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Sjúrður Skaale
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Først i december offentliggjorde Altinget det vægtede gennemsnit af november måneds meningsmålinger. Resultatet var 88-87 til blå blok.

’Blå blok står til at få magten’ sagde kommentatorerne om målingen, men det er forkert. 88 mandater valgt i Danmark ville give blå blok en valgsejr, men det ville næppe give dem regeringsmagten.

Det er nemlig meget sandsynligt, at valgene i Færøerne og i Grønland ville give i hvert fald tre røde mandater og højst et blåt. Resultatet ville dermed blive 90 mandater til de rød blok og 89 til blå. Måske ville resultatet endda blive 91-88.

Nordatlanterne ville altså kunne konvertere de blås sejr til et nederlag.

Personligt håber jeg, at regeringen kan fortsætte. Men det vil være helt forkert – tangerende til udemokratisk – hvis det sker på den skitserede baggrund.

Det er jo et grundlæggende princip, at vælgere og skatteydere er de samme personer. Det sikrer, at politikere, der i vælgernes øjne bruger skattekronerne forkert, kan skiftes ud ved næste valg.

Men Færøerne og Danmark har hver sin økonomi. De byrder, jeg som folketingsmedlem kan lægge på de danske vælgere, rammer slet ikke mine vælgere. Og de danske vælgere kan ikke skifte mig ud. De har ikke adgang til min plads på Christiansborg.

Thorning kunne have tabt – og vundet
Ved valget i 2015 var nordatlanterne tæt på at give magten til taberne. Valget gav de blå 90 mandater mod de rødes 85. Men hvis de blå havde fået bare ét mandat færre, ville Thorning være fortsat som statsminister, selv om de blå havde vundet valget 89-86. Der kom nemlig hele fire røde nordatlantere, som havde givet hende sejren.

Det ville have været slemt, men det er ikke det værste scenarie. Før sidste valg ville tre ud af fire nordatlantere – alle undtagen mig – ikke sige, hvilken statsministerkandidat de ville pege på i tilfælde af genvalg. Den, der ville give størst indrømmelser, skulle få støtten.

Hvordan vil de danske partier forholde sig, hvis de afgørende mandater vil være ’til salg’ efter et valg?

Sjúrður Skaale
Folketingsmedlem (JF)

Hvordan vil de danske partier forholde sig, hvis de afgørende mandater ville være ’til salg’ efter et valg – og hvis der var tale om mandater, som slet ikke havde været med i den danske valgkamp, og som slet ikke var valgt af de danske vælgere?

Det kunne man måske begynde at gøre sig nogen tanker om, for både meningsmålingerne og de politiske udmeldinger tyder på, at det godt kan ske. 

Mulig politisk løsning
Det er grundloven, der bestemmer, at to medlemmer af Folketinget skal vælges i henholdsvis Færøerne og Grønland. Det gør den, fordi Folketinget i gamle dage havde lovgivningsmagt i hele riget.

Sådan er det ikke længere. Færøerne har sit eget parlament, lagtinget, og alle love, der implementeres i landet, vedtages af lagtinget. Det gælder også inden for de meget få områder, der stadig formelt er dansk ansvar. Vigtige aftaler af overordnet karakter inden for disse områder indgås mellem regeringen i København og regeringen i Tórshavn.

Det er ikke altså ikke folketingsmedlemmerne, der i sådanne sager forhandler på vegne af Færøerne eller Grønland.

Og det er også sådan, det skal være. Den radikale decentralisering af magten i riget er helt afgørende for den opbakning, der er til rigsfællesskabet. Men den betyder samtidig, at grundlaget for bestemmelsen om, at fire folketingsmedlemmer skal vælges i Nordatlanten, er betydeligt svækket.

At ændre det grundlovsbestemte system er næsten umuligt, men det er til gengæld muligt at diskutere politiske løsninger. Én kunne være, at nordatlanterne indgår en politisk aftale om altid at pege på den statsministerkandidat, der har størst opbakning i Danmark. Således ville vi undgå, at valgets vindere i Danmark kan ende som magtens tabere.

Men siden det er det danske system, der kan ”rammes” af et uheldigt udfald, forudsætter diskussionen derfor, at man i Danmark er enig i, at der overhovedet er et problem.

Det er der tilsyneladende ikke mange, der mener, og det forstår jeg ikke helt. For jeg skal hilse og sige, at man på Færøerne bestemt ikke ville bryde sig om, hvis den side, der tabte et valg, ville vinde magten takket være én person, der var valgt i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sjúrður Skaale

MF (JF), næstformand, Færøudvalget
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00