Det er ikke værdier, men trådene i Dannebrog, som binder danskerne sammen

For hundrede år siden kunne det vække stor forargelse i progressive kredse, hvis man sang 'Kong Christian' i stedet for 'Der er et yndigt land'. Og forargelsen var fuldt ud gengældt på den konservative side, hvis man gjorde det omvendte.

Splittelsen begrænsede sig ikke til symboler, men knyttede sig til en dyb splittelse i forståelsen af Danmarks historie.

Historikeren Jens Wendel-Hansen har i et spritnyt værk - De træer, de drypper endnu, om de politiske og åndshistoriske efterskælv efter krigen i 1864 – dokumenteret, hvordan tolkningen af det store nederlag, der på sæt og vis gjorde Danmark til en nationalstat, i den grad delte vandene.

Skellet optrådte i skiftende klædebon i eftertidens store politiske og kulturelle kampe. Og i en vis forstand står vi stadig i efterskælvet. Bare tænk på debatten om DR's gyselige TV-katastrofe '1864'.

Historien er aldrig ét.

Historier og symboler er kamppladser, men de er også rummelige og flertydige. Det er netop fordi, vi kan læse forskelligt ind i dem, at vi faktisk gør det. I den polysemi er et pluralistisk potentiale.

Prins Charles nylige kroning som Karl III er et aktuelt eksempel.

Ingen kan være i tvivl om, at kroningen tog udgangspunkt i en specifik symbolsk orden.

Det var en kristen og kirkelig handling. Den var spækket med konkrete genstande, der viste hen til britisk og specifik engelsk historie. I den forstand kan man mene, at kroningen er vældig ekskluderende, hvis man vil.

Men den var også et eksempel på, hvordan man kan tage tradition op og nænsomt opdatere den. (Nænsomheden er i øvrigt et nøgleord her. Uden den er det bare ødelæggelse.)

Kong Karl svor nok på sin protestantisme, men i kroningen deltog repræsentanter for en række trossamfund, også ikke-kristne. Og hvem stod på prædikestolen og læste fra Paulus?

Det gjorde premierministeren og hinduisten Rishi Sunak.

Enhver tradition, ethvert ritual, ethvert symbol siger noget. Det er ord og tegn, der kommer et sted fra. Og således er der lag af betydning, man ikke kan skrælle af uden at gøre vold på udgangspunktet.

Men de rummer også en hel del elastik. I modsætning til værdier. 

Hvis kravet for at være dansk er, at man skal mene noget bestemt om alle mulige ting, ja, så er danskhed blevet et kvælende meningsfællesskab. Count me out!

Christian Egander Skov

Det er populært at mene, at værdier er langt mere pluralistiske, men det er naivt. Hvis kravet for at være dansk er, at man skal mene noget bestemt om alle mulige ting, ja, så er danskhed blevet et kvælende meningsfællesskab. Count me out!

Nogen dybere antipluralisme kan man ikke forestille sig. Det er en form for liberalisme, der har slået en kolbøtte og er blevet til noget ganske andet.

Med symbol og tradition er det noget andet. Sunak kan som hindu deltage centralt i en kristen ceremoni. Men det er ikke de vediske skrifter, der er i centrum. Kommer man udefra til et fremmed land, er man konfronteret med en opgave.

Den opgave er at blive en del af historien, omfavne symbolerne, gå ind i det forestillede fællesskab.

Hvordan det sker, kan vi ikke sige. Det er et forunderligt møde mellem det indre liv og den ydre verden. Men vender man ryggen til opgaven som for eksempel islamister kræver, at muslimer gør. Ja, så er det givet, at man vender ryggen til det, der kunne have været ens nye folkelige virkelighed.

Det er forudsætningen for, at vi overhovedet kan tale om et ”os”. Og det er en pris, vi må være villige til at betale.