Amnesty: Det katastrofale Pylos-forlis understreger behovet for ny kurs i dansk europæisk asylpolitik

Ministre fra EU kalder selv aftalen et udtryk for solidaritet. Men i Amnesty er vi særdeles bekymret for, at den på afgørende punkter udvander international ansvarsfordeling.

For udover at lande kan stoppe med at tage imod asylansøgere, kan de også vælge at betale 20.000 euro eller donere grænsekontrol-udstyr i stedet for at modtage mennesker. Dette vil blot vil forværre uligheden mellem, hvor mange fordrevne mennesker EU's nordlige og sydlige lande tager ansvar for.

Der lægges også op til at konsolidere samarbejdet med lande som Egypten, Libyen, Tunesien, Tyrkiet og Marokko, selvom disse landes regeringer i årevis rutinemæssigt har begået alvorlige menneskerettighedskrænkelser mod mennesker på flugt.

Forhandlinger kan blive endnu værre

EU's forhandlingerne er ikke slut, og lande som Malta, Polen og Ungarn er ikke tilfredse. Vi frygter derfor, at resultatet kan blive endnu værre.

Pylos-forliset, og det faktum at der er sket tre forlis siden da, understreger tydeligt, at EU må ændre kurs, hvis man vil man undgå en historisk uset mængde af tragiske forlis og dødsfald ved grænserne

Martin Lemberg-Pedersen
Chef for politik og dokumentation, Amnesty International Danmark

Heldigvis er der stadig tid til at presse EU-landenes regeringer, inklusiv den danske til at ændre kurs.

Pylos-forliset, og det faktum at der er sket tre forlis siden da, understreger tydeligt, at EU må ændre kurs, hvis man vil man undgå en historisk uset mængde af tragiske forlis og dødsfald ved grænserne.

I år er det også ti år siden, at en anden fiskerbåd forliste i det berygtede Lampedusa-forlis. Mere end 360 mænd, kvinder og børn druknede. Dengang lovede EU-kommissionen, regeringsledere og mange andre bod og bedring. De rejste til Lampedusa for at se på kister, og de holdt taler om, at menneskeliv var hellige.

Siden kom den store flugt fra Syrien og den politiske krise i EU om modtagelsen og ansvarsfordelingen af asylansøgere.

En række organisationer begyndte at lave redningsoperationer i Middelhavet, men medlemslande som Grækenland, Italien og Spanien har de senere år kriminaliseret dem, beslaglagt skibe og gennem nye love gjort det tæt på umuligt at nå frem til nødstedte, inden de drukner.

Den danske regering skal handle

Udviklingen står i skarp modsætning til det faktum, at EU’s og medlemslandenes lovgivning er baseret på en række erklæringer og konventioner, der forpligter dem til at sikre retten til liv, sikre at folk har ret til at forlade deres land og søge om asyl, og sikre at mennesker ikke sættes i inhumane og nedværdigende situationer.

Domme og afgørelser ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og FN’s Menneskerettighedskomite har stadfæstet disse rettigheder. Men unionens politik – senest med forhandlingerne om pagten – løber i den modsatte retning mod laveste fællesnævner: Rekordmange mennesker mister livet i forsøget på at nå og krydse EU-grænser. Mere end 29.000 mennesker har mistet livet siden 2014 og mere end 5600 siden 2019.

På den baggrund har vi i Amnesty International Danmark en række opfordringer til den danske regering:

• Danmark må arbejde for en uafhængig og upartisk undersøgelse af hændelsesforløbet bag Pylos-tragedien. De overlevende og efterladte har krav på at kende deres kæres skæbne, og at alle der medvirkede til at tragedien opstod stilles til ansvar.
• Danmark bør tage initiativ til, at der etableres en monitorerings- og redningskapacitet overfor de livsfarlige forhold for mennesker på flugt på Middelhavet. De store drukneulykker må standses. Kriminaliseringen af ikke-statslige redningsoperationer har spillet fallit, fører til flere tabte menneskeliv, og den må rulles tilbage.
• Danmark bør også arbejde for en større redningskapacitet på Middelhavet, som svarer til det reelle behov.

Stater må beskytte retten til liv, til at søge om asyl og respektere forbuddet mod at sætte mennesker i inhumane og nedværdigende forhold.