Tre ting, vi kan lære af fejlslagen politisk kommunikation fra Lidegaard, Rubin og Ellemann

I den hektiske verden af politisk kommunikation handler det om at balancere mellem synlighed og styring. Politikerne forsøger at træde ind i rampelyset uden at miste grebet om den narrative tråd, når de skal tale til vælgerne.

Og det er en svær øvelse, for publikummet kan være nådesløst, hvis man træder ved siden af. Derfor ansætter politikerne rådgivere, der med erfaring, grundighed og mavefornemmelse skal hjælpe dem med at navigere. På trods af det, rammer politikere og partier ofte helt skævt.

Her er tre eksempler fra den seneste tid, der kan bruges som huskeregler for alle, der arbejder med politisk kommunikation.

Lidegaard er selv kravlet op på gyngen og har selv lagt ansigtet i de folder. Det kunne – og burde – en vågen rådgiver have stoppet, inden det kom så vidt

Morten Reimar

Det er okay at sige nej

Mange presserådgivere har den opfattelse af deres job, at det går ud på at skabe så meget presseomtale som muligt.

Få politikerne i aviserne, få dem i radio og TV, sørge for, de er synlige. Især hvis man er i en situation, hvor man ønsker at fylde mere i mediebilledet, kan man tænke, at man bare skal gribe alle de muligheder, der er – ukritisk.

Men i lige så høj grad er det rådgivernes opgave at sørge for, at deres politikere ikke bare er i medierne, men også står godt i medierne. Det handler både om at beskytte dem mod negative historier, men også at turde være den irriterende forhandler, der diskuterer rammerne for deltagelse.

Et eksempel på det så vi forleden i et Jyllands-Posten interview med den Radikale leder, Martin Lidegaard, illustreret af fotos, der nok er tænkt til at skulle vise ham fra en personlig og eftertænksom side. Han sidder på en gynge i sin have iført, hvad der mest objektivt kan beskrives som fritidstøj, og ser meget tænksom ud. Billederne er siden blevet latterliggjort på internettet. Og det glemmer som bekendt aldrig.

Selvfølgelig kan Radikales sekretariat ikke vælge, hvilke billeder, Jyllands-Posten bringer. Men Lidegaard er dog selv kravlet op på gyngen og har selv lagt ansigtet i de folder. Det kunne – og burde – en vågen rådgiver have stoppet, inden det kom så vidt.

Et billede skal ikke kræve 1.000 ord

I starten af sommerferien lagde Moderaterne dette foto op på samtlige sociale mediekanaler. Det forestiller politisk ordfører Monika Rubin og MF Mohammad Rona, der holder en kage med et stykke marcipan, hvorpå der står "90.000".

Opslagets følgetekst handler om, at om syv år kommer Danmark til at mangle 90.000 mennesker på arbejdsmarkedet. Men teksten bliver, kan man se i kommentarfelterne, overskygget af en lang række spørgsmål: Hvorfor er de så sure på fotoet? Hvorfor er de så sure, imens de holder en kæmpestor lagkage? Fejrer de manglen på arbejdskraft? Hvad foregår der?

For politiske hoveder er referencen nok ikke så far-fetched som for de, der ikke følger grundigt med.

Det refererer til, at Inger Støjberg som integrationsminister for Venstre poserede med en kage, hvor der stod "50" på og så den helt korte tekst ”I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres! Se listen over stramninger her.”

Det er seks lange år siden. Og desuden virkede Støjbergs kagestunt, fordi det var nemt at forstå: Hun havde strammet udlændingeområdet 50 gange, det var hun glad for og fejrede det med en kage.

Hvad det er, Moderaterne prøver at sige, kan ikke stå på to linjer. Tværtimod kræver det en hel del forklaring, og selvom de gjorde deres ypperste for at svare på de spørgsmål, følgerne skrev, har opslaget forvirret mere, end det har forklaret.

Det er en af den slags idéer, man skulle have droppet. For den lugter af, at den ikke helt har været der, men er blevet ført ud i livet med vold og magt, mails frem og tilbage, indtil den er endt ud i total uforståelighed. Hvis det kræver så meget fodnotetekst at lave et fiffigt opslag, er det nok ikke ret fiffigt.