Engelbreth Larsen: Naturen er et ondt bæst, der skal dø

Det er den samme fortælling, vi hører igen og igen. Om bæstet, der skal dø. Bæstet, der truer os. Den samme fortælling om naturen, som vi er nødt til at hæmme og tæmme.

Vi kender pointen, og vi reagerer på den pointe, skønt den som regel forbliver fortællingens uudtalte morale: Naturen er et grådigt, grusomt og ondskabsfuldt bæst.

Tænker dyrene måske på andet end dem selv? Nej vel. Et bæst lever og dræber som et bæst – på vores bekostning. Og kan bæstet ikke hæmmes og tæmmes, må det skydes og udryddes.

Ulvene, der er kommet hertil, er ikke tamme. De gør det, der gør ulve til ulve. Ulve æder kød. Harer, kaniner, mus, hjorte – og får. Bævere gør det, der gør bævere til bævere. Fælder træer, bygger dæmninger og skaber oversvømmelser. Og sæler gør det, der gør sæler til sæler. Sæler æder fisk i havet, i fjorde og i vandløb.

Ulvene, bæverne og sælerne er komplet ligeglade med andre end dem selv. Der er ikke noget at stille op, for det ligger jo i bæstets natur, ikke sandt?

Rune Engelbreth Larsen

Grådige, uforskammede og ondskabsfulde bæster. Uden at tage det mindste hensyn til ofrene for deres nedrighed: os. Mennesket. Ulvene, bæverne og sælerne er komplet ligeglade med andre end dem selv. Der er ikke noget at stille op, for det ligger jo i bæstets natur, ikke sandt?

Hvis ikke vi skyder ulven, bliver den ved. Æder vores stakkels får uden nåde og uden anger. Skænker ikke den stakkels fortvivlede fåreavler en tanke. Flænser, dræber, æder, og derfor må bæstet dø.

Bæveren er lige så ond. Hvis ikke vi skyder og dræber den, fælder den flere træer og bygger en dæmning. Hvad rager det bæveren, at den øger vandstanden i en smuk villahave? Den ejer ikke skyggen af dårlig samvittighed. Og hvad med de mange fine træer, der kunne være blevet til solide gulvplanker? De hærges til ingen verdens nytte.

Og hvad skal de stakkels, stakkels, stakkels lystfiskere gøre, når de onde sæler æder deres fisk i deres vandløb? Vende den anden kind til? Forblive passive ofre for bæstets overgreb? Nej. Det kan aldrig være ret og rimeligt, at vi ikke længere kan fange lige så mange fisk, bare fordi en håndfuld sæler kun tænker på at fylde deres egen fede mavesæk.

Men heldigvis sejrer fornuften af og til – bæstet i Karup Å skal udryddes!

Den lokale lodsejerforening har triumferende meddelt det glade budskab om skytter, der står i kø for den gode sag og er parate til at tage kampen op og skyde bæstet: ”Der har ikke været problemer med at få folk til at melde sig. Det fortæller også lidt om, at der er mange, der er trætte af sælerne. Den seneste tid har ikke været sjov. Folk er blevet væk, og folk har meldt sig ud af lystfiskerforeningerne, fordi der ikke har været havørreder at fiske efter. Men nu håber jeg, at vi kan veje morgenluft og begynde på en frisk, det trænger vi til.” (Skive Folkeblad).

Ja, det trænger vi til, for det har sandelig ikke været sjovt. Endelig er det lange mareridt ved at lakke mod enden. Et mareridt, hvor folk meldte sig ud af lystfiskerforeningerne. Ud! Men det generede ikke de glubske sæler. Ingen medfølelse fra den kant! Skal der virkelig lig på bordet, før bæstet formildes over for os?

Måske. Men vi vil ikke lade det komme dertil. Nej, vi vil ikke se passivt til længere. Hvis ikke vi trækker en streg i vandløbet nu, æder de os til sidst fra hus og hjem. Og hvem ved, hvad det næste bliver?

Derfor er det godt, at gode mennesker har taget kampen op! Vi kan trække vejret lidt friere igen, vi kan vejre morgenluft igen! Ja, snart kan vi atter smide snøren ud i Karup Å, for snart er problemet væk. Når ondet er borte. Når bæstet er dødt.

Hurra, hurra, hurra.

.....

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.