Enhedslisten vil male den røde farve op

Hvordan skal man reagere som parti, hvis man får et overraskende og smerteligt valgnederlag?

Skal man falde tilbage til basen, forskanse sig og forhindre, at man lider yderligere tab? Eller skal man tværtimod satse på en offensiv strategi for at generobre de vælgergrupper, man ikke kunne nå ved valget?

Det er de klassiske spørgsmål for et parti i krise, men efter Enhedslistens årsmøde i pinsen står det klart, at partiet hælder til den offensive strategi. Enhedslisten vil forsøge at genetablere kontakten til de vælgergrupper, man har mistet ved de sidste to valg: Arbejdervælgerne og vælgerne i provinsen.

Det skal ske ved at styrke det røde element, fordelingspolitikken, den klassiske skillelinje mellem højre og venstre. Og der er nok at tage fat på for tiden: De opskruede fødevarepriser, som ikke falder, selvom energipriserne nu er faldet drastisk, kampen om huslejeniveauet i de større byer - og på den anden side, det EU-Kommissionen beskriver som "overnormale profitter", ikke mindst i energisektoren.

Balance tippede i valgkampen
Det grønne element i Enhedslistens rød-grønne logo skal stadig være der, men på Enhedslistens årsmåde var der en bred erkendelse af, at den sidste valgkamp fik for meget til den grønne side. 

Det var ikke udtryk for en bevidst nedprioritering af de røde mærkesager, men mere en følge af valgkampens udvikling: Nogle af Enhedslistens røde mærkesager som huslejeloft og højere løn til velfærdsarbejdere blev overtaget af socialdemokraterne, mens der til gengæld blev stor mediedækning af den politiske ordfører Mai Villadsens duel med Inger Støjberg (DD) i en jysk kostald.

Mai Villadsens gamle ressort var netop klimapolitikken, og det har til en vis grad præget hende som politisk ordfører. Det er tydeligvis på de grønne områder, hun føler sig sikrest og kan skyde mest fra hoften, men det er ikke udtryk for en politisk uenighed. Villadsen kan uden videre skrive under på den kritik, lederen af Rød-Grøn Ungdom, Frederik Dahler, kom med rettet mod de klimaaktivister, der jublede over lukningen af slagteriet i Sæby - uden blik for de sociale konsekvenser.

Reelt dilemma
Eksemplet fra Sæby og de utilfredse lasbilschauffører understreger, at der er reelle dilemmaer mellem den røde og den grønne dagsorden. En grøn omstilling kommer uværgeligt til at koste en række arbejdspladser, og selv om der en dag kommer grønne jobs i stedet, gavner det ikke her og nu for chaufføren eller landmanden, der mister arbejdet.

Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted udtrykte dilemmaet mellem det røde og det grønne således til Altingets journalister:
"Hvis almindelige lønmodtagere oplever, at de skal holde op med at spise hakkebøf eller aldrig må tage på ferie med familien, mens overklassen flyver videre på 1. klasse, og Aalborg Portland og industrilandbruget kan slippe for at betale for udledningerne, risikerer vi at tabe opbakningen til den grønne omstilling."
For ikke at tale om opbakningen til Enhedslisten.

Omvendt er Enhedslisten også nødt til at være i front i den grønne omstilling, hvis man skal holde fast i de unge, veluddannede storbyvælgere, der udgør en stadig større del af partiets vælgerskare. Så selvom der er enighed om at styrke det røde element, er der også en frygt for at miste noget af basen i storbyerne under jagten på arbejdere og provinsvælgere.   

SF som mellemstation
Enhedslisten er gået lidt frem siden valget, og ligger nu igen på de 7 procent, der har været normen for partiet de senere år. Men SF er vokset til omkring 15 procent. Hver gang SF har fået fire stemmer fra Socialdemokratiet, har Enhedslisten kun fået en. 

I Enhedslisten satser man på en tostrenget strategi i den nye virkelighed, hvor socialdemokraterne er gået i seng med fjenden - eller i regeringssamarbejde med de borgerlige.

På den ene side håber man, at SF kan bruges som en slags gennemgangslejr: Socialdemokratiske vælgere, der går til SF, kan måske med tiden flytte til Enhedslisten, hvis også SF skuffer. 

Det kan f.eks. ske, hvis SF indrullerer sig i det kommende hundedyre forsvarsforlig. Det vil der på kort sigt ikke vil være nogen opposition imod, men det risikerer  at blive en møllesten om SF-formandens hals, den dag der igen kommer stemning for i stedet at bruge ressourcerne på børn, ældre eller sundhed.

Ny forsvarslinje
Hvis Enhedslisten på det tidspunkt skal kunne udgøre et alternativ på det forsvarspolitiske område, kræver det, at partiet har en forsvarspolitik med et minimum af realisme. Det tog Enhedslisten det første afgørende skridt mod sidste år, da den absolutte Nato-modstand blev skrottet.

I weekenden forsatte partiet ad den vej - denne gang næsten upåagtet af medierne. Enhedslisten droppede nemlig en gammel passage i partiets principprogram, som allerede den daværende politiske ordfører Johanne-Schmidt Nielsen forsøgte at få fjernet tilbage i 2014. Dengang uden held. 

Den omstridte passage lød: “Vi går ind for at det danske militær nedlægges og erstattes af en langt mindre organisation, der kan stå for eventuelle danske bidrag til fredsbevarende FN-indsatser.”

Det er nu slettet og erstattet af formuleringen: “Enhedslisten arbejder for at omdanne det danske forsvar til et territorialforsvar”

Altså et opgør med den dogmatiske anti-militarisme og en erkendelse af, at også Danmark har brug for et forsvar til et sikre sit eget territorium. Et defensivt forsvar, javel, men en milepæl i Enhedslistens historie, hvor militær rimede på "kapitalens lejehær".

Enhedslisten tog et opgør med den dogmatiske anti-militarisme.

Blok og blok
Den anden del af Enhedslistens strategi lægger op til en samling af partierne i Folketinget til venstre for Socialdemokratiet. En invitation til SF og Alternativet om at danne en fælles blok med Enhedslisten. Idéen er blandt andet, at venstrefløjen næste gang skal stille med sin egen statsministerkandidat ud fra den betragtning, at de tre partier aktuelt tilsammen har større opbakning end Socialdemokratiet. 

Det er særlig Pelle Dragsted, der går ind for den strategi, som han også forsøgte i årene fra 2016-18, hvor han håbede at samle en venstreorienteret "forandringsblok".

Dengang blev "forandringsblokken aldrig andet end en teoretisk konstruktion, og intet tyder på, at det vil gå anderledes denne gang. For hverken Alternativet eller SF køber konceptet.

SF vil gerne samarbejde med Enhedslisten på afgrænsede områder, men SF-formand Pia Olsen Dyhr er stadig meget optaget af at have gode diplomatiske forbindelser til Socialdemokratiet og komme med i en række forlig med SVM-regeringen. Alternativet har deres egen dagsorden og er ikke et socialistisk parti, så heller ikke de ønsker et forpligtende forhold til Enhedslisten.

For ligesom at understrege pointen offentliggjorde SF og Alternativet i sidste uge et valgteknisk samarbejde med Socialdemokratiet til EP-valget næste år. Uden om Enhedslisten.

Stærk gruppe
Den yderste venstrefløj kommer til at kæmpe alene, men det betyder ikke, den er uden muligheder.

Enhedslisten kommer til at kæmpe alene, men det betyder ikke, den er uden muligheder.

Enhedslisten fik decimeret sin folketingsgruppe ved valget, men de der blev tilbage udgør et slagskraftigt hold med mange profiler: Udover Mai Villadsen og Pelle Dragtsted kan nævnes arbejdsmarkedsordfører Victoria Velasquez, udenrigsordfører Trine Pertou Mach, udlændingeordfører Rosa Lund, veteranen Søren Søndergaard og socialordfører Peder Hvelplund. Der er ikke uddelt mange badebilletter i den gruppe.

Mai Villadsen er gravid og stopper som politisk ordfører til efteråret. Pelle Dragsted er favorit som ny politisk ordfører. Der er dog hverken formelt eller uformelt truffet en beslutning endnu. Andre muligheder er Victoria Velasquez, Rosa Lund og Peder Hvelplund.

Dragsted, Velasquez og Hvelplund ligger politisk tæt på hinanden, mens Rosa Lund i udlændingepolitikken er kendt som mere kompromisløs. På det område har Enhedslisten ellers været ret pragmatisk de senere år.
Man forventer den nye politiske ordfører er på plads inden Folketingets åbning i oktober.

Enhedslisten er nede i en bølgedal, men partiet har stadig potentialerne til et comeback.