Et velfungerende folkestyre er vigtigere end drømmen om en midterregering

Forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde det i 2019 i 11. time før valget. Skrottede kampen for en blå regering og lancerede en drøm om en regering hen over midten.

Han scorede mandater på strategien til hans daværende parti Venstre, men tabte regeringsmagten og opbakningen i eget bagland, som var uforberedt på øvelsen.

Nu prøver statsminister Mette Frederiksen samme taktik med et kraftigt skub i ryggen fra den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen. At foreslå en regering hen over midten selv om hendes eget bagland og røde støttepartier ikke deler begejstringen.

Med udsigt til, at hun ellers også kan risikere at tabe regeringsmagten, hvis hun vil forsøge at fortsætte som en socialdemokratisk et-parti-regering. Hun laver en mere forsigtig helgardering ved at tale om en regering hen over midten som en mulighed, der står lidt åben og blafrer, hvis den skulle blive handy at bringe i spil for at beholde regeringsmagten.

Nu har vi altså en situation, hvor der kun er tre partier, der argumenterer for en regering hen over midten, mens alle andre løber skrigende væk og vil have henholdsvis en blå regering eller en rød ditto. Det er de radikale, Løkkes nye parti Moderaterne og så et halvhjertet Socialdemokrati, som egentlig allerhelst vil fortsætte alene ved regeringsmagten.

Mette Frederiksen må høre temmelig meget for, at hun nu benytter samme argumenter for en midterregering, som Løkke brugte i sin tid, og afvisningen fra Venstre og Konservative er sjovt nok præcis den samme, som Mette Frederiksen selv i sin tid brugte til at afvise Løkkes udstrakte hånd til samarbejde.

Det er interessant, hvad det er for en særlig politisk romantik, der knytter sig til det her med en regering hen over midten. Måske op mod 90 procent af lovgivningen i Folketinget vedtages med forskellige konstellationer af brede flertal. Der indgås endda store nationale kompromiser og flerårige forlig om store emner som forsvar og klima.

Alligevel er der ingen tvivl om, at billedet i befolkningen af, hvad der foregår, er, at partierne har svært ved at finde ud af at samarbejde, og at de gang på gang river hovederne af hinanden i offentligheden, finder på taktiske manøvrer for at score stemmer og opmærksomhed og udtrykker mistillid til hinandens tide og utide.

En regering hen over midten er ikke nødvendigvis den bedste og eneste løsning på at få dansk politik til at flyve noget højere og mere handlekraftigt og visionært end nu.

Lisbeth Knudsen

Så i befolkningen lever ønsket om, at politikerne stopper kævleriet, arbejder konstruktivt sammen og finder løsninger på borgernes nære problemer, såvel som Danmarks fælles og internationale udfordringer. Vælgerne har ikke en oplevelse af, at politikerne handler på andet end kort sigt, med et alt for partiegoistisk sigte og alt for ofte på bagkant af udviklingen.

Så måske er problemet ikke, om regeringen er blå, rød, lilla eller lidt af hvert, og hvor mange partier, den skal indeholde for at være handlekraftig efter de radikales og Moderaternes hoveder.

Problemet ligger snarere i evnen til politikudvikling, til at tænke langsigtet, sikre de fornødne reformer af vores samfund og de dybere omkalfatringer, der skal til.  Det ligger i modet til at tænke visionære forandringer, fremstille en vision og en troværdig fortælling om Danmark 2030, som en bred del af befolkningen kan have tillid til holder hele vejen hjem.

Problemet ligger i modet til at tænke ud over næste valg og sikre et godt og trygt samfund for de kommende generationer. Problemet ligger i, om en regering hen over midten bedre kan skabe de nationale kompromiser, der skal til som underlag for langsigtede løsninger, end aftaler indgået uden et regeringssamarbejde.

Historien om brede regeringssamarbejder påviser ikke nødvendigvis større handlekraft men kan også betyde en langvarig intern handlingslammelse. Problemet ligger i, om befolkningen oplever et Danmark som så meget i krise, at de sædvanlige politiske skillelinjer, kan sættes ud af kraft. Sådan som det skete under coronakrisen og med den forsvars- og sikkerhedspolitiske aftale efter krigsudbruddet i Ukraine.

Vi har et beskæftigelsessystem, en sundhedslov og en servicelov, der ikke passer sammen længere, og en kompleksitet i regler og hensyn, der ligner en ufremkommelig jungle.

Lisbeth Knudsen

Der er et misforhold mellem politikernes udtalelser og visioner for velfærdssamfundet, sundhedssystemet, ældreplejen, beskæftigelsessystemet og uddannelsessystemet og så den virkelighed, som møder borgerne og medarbejderne i den offentlige sektor.

Vi har et beskæftigelsessystem, en sundhedslov og en servicelov, der ikke passer sammen længere, og en kompleksitet i regler og hensyn, der ligner en ufremkommelig jungle.

Der arbejdes med at sætte kommunerne mere fri til at skabe nye løsninger til gavn for og tættere på borgerne, men meget af vores lovgivning er forældet og indeholder modstridende hensyn, som det er svært for de offentlige ansatte at håndtere.

Læg dertil en arbejdskraftudfordring, som inden for de kommende år vil få fundamentet under vores velfærdssamfund til at vakle.

Det kommende valg kommer formentlig til at sende dronningens rådgivere på overarbejde, når der gennem de såkaldte dronningerunder skal findes vej til en regeringsdannelse, der ikke har et flertal imod sig i et nyt Folketing.

Hvis vælgerne mager det sådan, at de radikale og/eller Moderaterne kan blokere for røde eller blå regeringer, og ingen af de øvrige partier bider på ideen om at være med i en regering hen over midten, bliver det et langt og dramatisk politisk efterspil på selve valget, hvor de nordatlantiske mandater også kan komme i spil ved målstregen.

Når alt tegner til et jordskredsvalg i blå blok til Danmarksdemokraterne med løfter om at kæmpe for en borgerlig statsminister og hele to af slagsen fra henholdsvis Venstre og Konservative er klar i startblokken, svinder tiltroen til en midterregering temmelig meget ind.

Det er rimelig svært at forestille sig, at nogen af dem i 11. time skulle tage springet og forlove sig til venstre hånd, om jeg så må sige, ind over midten til Socialdemokratiet.

Danmark har i mange år haft Det Radikale Venstre i positionen som kongemager for en midterregering, og det er partiets ønskeposition. Nu kan de komme til at dele den med Moderaterne. Men lige lidt hjælper det.

Det borgerlige parti, der svigter sin position i blå blok, og som har været fortaler for, at det ikke kan gå hurtigt nok med at få Mette Fredriksen ud af Statsministeriet, er dømt til at falde i unåde hos vælgerne i mange år fremover.

Socialdemokratiet vil blive presset vælgermæssigt både fra Danmarksdemokraterne og fra SF og Enhedslisten på en svær balancegang mellem at holde på de røde stemmer og undgå at tabe stemmer til Inger Støjbergs “sund fornuft” og jyde-aktivisme.

En regering hen over midten er ikke nødvendigvis den bedste og eneste løsning på at få dansk politik til at flyve noget højere og mere handlekraftigt og visionært end nu. Vælgernes romantiske drøm om en regering hen over midten handler først og fremmest om at levere politiske løsninger.

En regering, der kan levere et samarbejdende folkestyre med troværdig åbenhed og tillid og med en fire-årlig valgperiode som arbejdsrum til at gøre en forskel burde kunne opnå det samme og endda være langt mere navigationsdygtig.  

Det er ikke den romantiske drøm om en regering hen over midten, der tæller. Det er viljen til at få det samarbejdende folkestyre til at fungere igen med et format, der matcher den forsvars- og sikkerhedspolitiske aftale og nogle af de store klimaaftaler.

Det er flere af den slags løsninger på velfærdsområdet og arbejdskraft-området, der er brug for.