Kasper Fogh: Få nu pressen ud af Borgen

KRONIK: Journalister og politikere er endt i en dødedans, hvor man trækker hinanden ned. Rivaliseringen er i stigende grad det eneste, der formidles, skriver Kasper Fogh.

Man må jo klikke på overskriften: ”SPIN MANUAL LÆKKET”. Man fornemmer, hvordan pressen har fået fingre i en af den politiske alkymis skjulte formler og kan afsløre for danskerne, hvordan snedige og undergravende mediemanipulatorer koger den bryg, som de bruger til at styrer den offentlige meningsdannelse; ultimativt for at tilrane sig den magt, der for de politiske lejesoldater, spindoktorerne, er målet i sig selv.

Jeg klikker: Ekstra Bladet har fået fat i nogle håndteringsnotater fra den socialdemokratiske pressetjeneste. Indholdet kan koges ned til, at formanden i et interview skal forsøge at holde fast i et samarbejde med DF, der kan stoppe liberal bersærkergang igennem deres elskede velfærdsstat, og i øvrigt forsøge at lave en alliance med Kristian Thulesen Dahl (DF) om at forhindre skattelettelser til de i forvejen bedre og bedre stillede danskere i Nordsjælland. Og så forstår man at Mattias Tesfaye (S) og Dan Jørgensen (S) bliver serviceret med forslag til budskaber og forventes at udfordre regeringen gennem sommeren. Wow. Det er overraskende på samme måde som at kokke græder, når de hakker løg, og at fiskere fryser om fingrene.

Det interessante er at se, hvad det for en fortælling om politikere, der kan læses ud af de tabloide overskrifter og vinkler. Politisk substans er underordnet; det er mere fængende at karikere det politiske arbejde som fordækt, som en ideologisk afsjælet konkurrence imellem kynikere.

Pressens opgave er at afsløre de svigagtige eller manipulerende politikere og deres Richelieu’ske bagmænd. Det er et paranoidt og sladderinficeret billede; for længst er man holdt op med at magte den politiske substans i hvert fald i tabloidmedierne, de personlige tragedier, skandalerne og forargelsescentrifugen er blevet det dominerende i billedet. Ikke det eneste. Langt fra. Men det dominerende.

”Spinmanualerne” er i enhver substantiel forstand ubemærkelsesværdige. Der er intet nyt fra Christiansborgfronten; S vil forsøge at nå danskerne med sine budskaber og prøver at føre en anden politik end regeringen. Det interessante er at se, hvordan disse håndteringsdokumenter bruges til at udstille politikere og deres medarbejdere som konger af svovlpølen; der med deres skjulte planer manøvrerer og udtænker listigheder. Det er, som om at der kun er Loker i Asgård. Politik kan simpelthen ikke tåle at blive dækket på den måde. Intet kan. I hvert fald ikke altovervejende.

Som Politikens Amalie Kestler foreslog sidste år; få nu pressen ud af Christiansborg – journalister og politikere er endt i en trist dødedans, hvor man trækker hinanden ned, hvor rivaliseringen i stigende grad er det eneste, der formidles. Christianborgpressen arbejder i det, de selv ser som svovlpølen, og det giver et overdrevet procesfokus, for stort et fokus på det politiske håndvæk og for lidt på de politiske produkter. I det mediebillede tilsyrer forholdet mellem politikerne og folk.

Lige i de her dage læser vi om Anders Samuelsens (LA) forventede nederlag; alt handler om hans stålblå øjne og skingre udmeldinger, og selvom ydmygelsen er grel, er det deprimerende, hvordan hele den politiske dækning alene handler om, hvordan han tabte spillet. Dem i toppen af samfundet har gavn af hver eneste reform, der er lavet i det her samfund de sidste tyve år, topskattegrænsen vil blive ved at stige frem imod 2022 – der er ingen tiltag på den politiske horisont, der vil ændre på fordelingen af samfundets goder i væsentlig grad: Og det eneste jeg læser er anmeldelser af Samuelsens evne til at klatre op og ned ad træer. Denne underholdningsgørelse er fordummelse.

Få pressekorpset ud af det indspiste Christiansborgliv, hvor konkurrence og taktik ganske rigtigt fylder noget. Men politik bliver sjældnere og sjældnere anmeldt for det, der udrettes og opnås, hvordan og hvem er det spændende. Vi følger politiske kendissers små personlige dramaer, politik er virkeligt blevet showbizz, bare med mindre smukke mennesker. Vi anmelder jo heller ikke restauranter efter tonen i køkkenet eller musik efter indspilningsprocessen. Det overdrevne procesfokus gør det nærmest umuligt for danskerne at tage stilling til de politiske forslag eller visioner. Der er intet væsentlighedskriterium længere, intet hierarki af vigtighed. Alt måles i taktisk snilde og kommenteres af tidligere funktionærer fra partierne, der har mere taletid end nogen sagkyndige på noget område.

Alle arbejdspladser har noget proces, det har Christiansborg også. Hvis pressen arbejdede uden for borgen, og kom hos politikerne efter aftale, eller blev begrænset til nogle mixed zones, som man kender fra fodbold, er der i det mindste chancen for, at man vil begynde at interessere sig mindre for politikkens indre liv og mere for de ydre konsekvenser af politik, som jo er det, der betyder for noget for mennesker og verden.  

Vi ved fra medieforskningen, at halvdelen af alle historier om politik i TV i dag alene handler om den politiske konkurrence. Vi ved, at det er værre i tabloidmedierne, og vi ved, at norm-skandaler, der forholder sig til alt andet end politik – underbukser, rygekabiner, og så videre – er i markant vækst. Det er underholdende. Det er fængende og forargende. Det er billigt stof at producere. Og det vigtige glider bare i baggrunden.

Når nu der skal forhandles medieforlig, kunne det være, vi skulle diskutere, præcis hvor langt vi vil gå i kommercialiseringen og amerikaniseringen af journalistik. Lige nu diskuterer vi kun penge til det DR, som Michael Christiansen med to på hinanden fejlcastede direktører har kørt langt fra sin berettigelse. Men det er jo en pauver debat, som ikke handler om, hvilken offentlighed vi vil have, eller hvilken kulturinstitution DR skal være. Public Service skal være modvægten til tabloidiseringen, til amerikaniseringen om man vil, til uvigtiggørelsen af journalistik.  

I denne måneds nummer af The Atlantic skriver den amerikanske forfatter og journalist Kurt Andersen om det Amerika, der mister evnen til at beskæftige sig nøgternt med verden, og som driver med deres medier ned i mere og mere fantasifulde, løsrevne og konspiratoriske udlægninger af verden. Andersen var i øvrigt manden, der var med til at grundlægge det SPY Magazine, der først gjorde grin med Trumps små hænder, samt ironiserende forudså og foreslog hans præsidentkandidatur.

”Det amerikanske eksperiment, den originale kropsliggørelse af oplysningstankens ide om intellektuel frihed, hvor hvert eneste individ er frie til at tro, hvad end hun ønsker, har metastaseret sig ud af kontrol… I Amerika i dag har de spændingsmættede dele af oplysningstanken overvældet de sobre, de rationelle og empiriske dele. Lidt efter lidt igennem århundreder, så mere og mere, og hurtigere og hurtigere igennem det sidste halve århundrede har vi amerikanere overgivet os selv til al slags magisk tænkning, løssluppen relativisme og en tro på konstruerede forklaringer – i små og store fortællinger, der trøster, fænger eller griber os med rædsel,” skriver han.

Kurt Andersen forklarer, hvordan jagten på det fængende, det foruroligende, det konspiratoriske har ædt det oplyste samfund op. Temmelig meget anderledes end alle andre mediefolk placerer han et ansvar for den totale afvisning af konventionelle sandhedsbegreber, der må ligge bag valget af Trump. Han ser på konspirationerne, på mistænkeliggørelsen, på skandaliseringen, på fascinationsdyrkelsen, på paranoianen, der i sidste ende gjorde Trump mulig, fordi ingen troede på nogen.

Resultatet kender du. Det vores (medie)politikere burde spørge sig selv om i optakten til det nye medieforlig er: Overgiver vi os bare til det? Det er værd at kæmpe for public service og journalistik lidt endnu. Og få så pressen ud af den svovlpøl, de tydeligvis ikke kan lide at gå i. Der sker jo faktisk ting i verden, der betyder noget.

---------

Kasper Fogh Hansen er politik- og kommunikationschef i Cevea. Tidligere har han blandt andet været kommunikations- og udviklingschef for Food Organisation of Denmark og pressechef for Ritt Bjerregaard (S), da hun var overborgmester i København. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel År 1 efter Brexit: Et år med amatørisme, hån og stilstand År 1 efter Brexit: Et år med amatørisme, hån og stilstand Næste artikel Professor: Der er stærke tendenser til at favorisere kvinder i toppolitik Professor: Der er stærke tendenser til at favorisere kvinder i toppolitik
Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

ANALYSE: Mette Frederiksen holdt endnu en landsmodertale grundlovsdag, mens alle de øvrige partiledere forsøger at sparke den politiske debat i gang igen. Thulesen holdt en skarp tale, og DF har nu lagt sig fast på en udmeldelse af EU.