Debat

Kooperationen: Positivlisten lægger nærmest op til snyd og bedrag

DEBAT: Positivlisten efterlader dansk arbejdskraft i en situation, hvor man vil blive tvunget til at acceptere forringede løn- og arbejdsvilkår. Vores overenskomster vil blive trådt under fode, skriver debattører.

Det vil være passende, at man afsøger mulighederne for at finde arbejdskraft indenfor EU, før man begynder at kigge til Bangladesh og Filippinerne, skriver aktører.
Det vil være passende, at man afsøger mulighederne for at finde arbejdskraft indenfor EU, før man begynder at kigge til Bangladesh og Filippinerne, skriver aktører.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Susanne Westhausen, Martin B. Hansen og Claus von Elling
Direktør i Kooperationen, Forbundsformand i Malerforbundet og formand for BAT

Når udbud og efterspørgsel i forhold til arbejdskraft ikke balancerer, må den første og langsigtede løsning være at uddanne arbejdskraften selv.

Susanne Westhausen, Martin B. Hansen og Claus von Elling
Direktør i Kooperationen, Forbundsformand i Malerforbundet og formand for BAT

Den nye såkaldte positivliste trådte i kraft 1. juli. Det betyder, at virksomheder må hente udenlandsk arbejdskraft fra ikke-EU-lande til Danmark under forudsætning af, at de har taget lærlinge nok.

Positivlisten skal afhjælpe udfordringen med mangel på arbejdskraft indenfor særlige fag, men er samtidig en uvelkommen invitation til mere social dumping i Danmark.

Vi undrer os i den sammenhæng over, hvorfor vi ikke i første omgang benytter os af det fælles europæiske arbejdsformidlingssystem, før vi importerer fra tredjelande?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den danske model er på spil
For at vise solidaritet med det fælles europæiske arbejdsmarked ville det være passende, om man skulle afsøge mulighederne for at finde arbejdskraft indenfor EU, før man begynder at kigge til Bangladesh og Filippinerne.

Denne form for solidaritet med EU-borgere har åbenbart ikke været en prioritet for et folketingsflertal og for regeringen. Når udbud og efterspørgsel i forhold til arbejdskraft ikke balancerer, må den første og langsigtede løsning være at uddanne arbejdskraften selv.

Den ambition må vi ikke glemme. Men hvis vi mangler hænderne lige nu, kan der være behov for at kigge på en mere kortsigtet løsning, hvor arbejdskraften hentes uden for landets grænser.

Det må dog være et ufravigeligt krav, at udenlandsk arbejdskraft ikke sætter den danske model ud af spil med social dumping som afsæt. "Samme løn, for samme arbejde, på samme sted," sådan som det netop er vedtaget på transportområdet.

Ordningen omkring positivlisten er simpelthen ikke gennemarbejdet fra politisk hånd. Der er ikke meget svendestykke over den. Det hedder sig, at ansættelsen skal ske på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår.

Og her kommer det ellers uskyldige ord "sædvanlig" til at få det danske arbejdsmarked til at erodere. Ordningen har nemlig arvet en praksis fra positivlisten for højtuddannede, som betyder, at halvdelen af lønnen kan udbetales som kost og logi, og den anden halvdel kan udbetales til en udenlandsk bankkonto.

Altså kost og logi - ikke løn. Og penge overført til en bankkonto i et tredjeverdensland uden kontrol eller dokumentation. Vi kan allerede nu høre al for mange arbejdsgivere klappe i hænderne og grine hele vejen ned til banken. Ordningen lægger nærmest op til snyd og bedrag.

Læs også

Uigennemskuelige studehandler
Det er ikke "sædvanligt" at danske medarbejdere i byggebranchen modtager halvdelen af deres løn i naturalier, det sker kun for udenlandske medarbejdere. Og næsten uden undtagelse handler det om returkommission til virksomheden, frem for at hjælpe den udenlandske medarbejder.

Som fagforbund og arbejdsgivere organiseret i Kooperationen er vi drevet af princippet om, at godt arbejde er godt for alle. Vi vil aldrig acceptere den form for studehandel.

Vi står vagt om den danske model, og de principper der følger med. Men vi bliver presset – rigtig presset – når vores konkurrenter kan byde på byggeopgaver, fordi de konkurrerer på lavest mulig løn og uigennemsigtige ydelser som kost og logi.

Udenlandsk arbejdskraft bliver nemlig i den sammenhæng ufattelig billig arbejdskraft. Det har vi desværre set så mange gange før. For eksempel ved det fordækte metrobyggeri i København, hvor østeuropæiske håndværkere dels blev snydt for rettighederne fra den danske overenskomst, dels blev underbetalt, og hvor det samtidig betød, at danske håndværkere ikke kunne konkurrere med den billige arbejdskraft. Byggeriet var sågar finansieret af danske skattekroner. Helt uacceptabelt.

Ræs mod bunden
Positivlisten efterlader unægteligt dansk arbejdskraft i en lignende situation, hvor man vil blive tvunget til at acceptere forringede løn- og arbejdsvilkår, fordi vores overenskomster som er et værn imod social dumping vil blive trådt under fode. Vi hverken kan eller skal leve med et ræs mod bunden, hvad angår løn- og arbejdsvilkår i Danmark.

Grundlæggende stiller vi os uforstående overfor, at det er nødvendigt for os at komme med sådan et opråb. Fagbevægelsen har adskillige gange gjort politikerne opmærksomme på smuthullerne i loven, hvorfor de burde være lukket for længst.

Vi lever i en globaliseret verden, hvor landegrænser er flydende. I Danmark har vi et særligt ansvar for, at den nye verdensorden ikke kompromitterer vores ellers stærke velfærdssamfund. Der er en grund til, at resten af verden misunder vores land, hvad angår vores evne til at sikre frihed, lighed og velstand ikke bare til de få, men til de mange.

Og ikke mindst vores erhvervsuddannelser og den ekspertise der ligger i en faguddannet dansk håndværker med svendebrev. Det må vi ikke sætte over styr, fordi nogen arbejdsgivere er mere optaget af profit og deres egen bundlinje end samfundets sammenhængskraft.

Derfor skal der også her fra lyde en kraftig opfordring til regeringen: Stik hænderne ned i den politiske værktøjskasse, find det rette værktøj frem, og luk hullet i lovgivningen. Nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus von Elling

Gruppeformand, 3F Byggegruppen, formand for Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT)
Tømrer, akademimerkonom i ledelse

Martin B. Hansen

Forbundsformand, Malerforbundet

0:000:00