Fhv. departementschef anmelder: Sigge Winthers bog forsøger at vise en vej ud af tidens "absurde politiske teater"

Sigge Winther Nielsens bog 'Entreprenørstaten' er et af de bedste indspil i demokratidebatten længe. Formen i bogen, som forfatteren selv kalder en bastard, afspejler forfatterens fortid og baggrund. Videnskabelige analyser, data, samtaler og journalistiske observationer krydres med held. 

Bogen fører os igennem 2500 år med statsdannelse og demokrati med et advarende nedslag. Demokratiet er stivnet i en form, hvor der ikke mere kan drives forandringer. Forandringer, der er nødvendige for at imødekomme borgernes ønsker. Der vedtages utallige reformer og lovforslag. Indgås en løbende række af forlig, men fokus på implementering - hvordan det kommer til at virke derude, når det rammer borgeren - er svagere end nogensinde.

Sigge Winther Nielsen eksemplificeringer er deprimerende om end velkendte (politireform, folkeskolereform,  skattereform, familieretshuset).

Tidsoptimisme i form af en manglende erkendelse af, at implementering og kvalitative processer tager tid; Transnationalisme i form af, at forandring ikke kun kan drives nationalt; og træghed i form af et institutionaliseret kludetæppe af interesser og interessenter vanskeliggør den demokratiske proces.

Absurd politisk teater
Bogen fører os spændende igennem til en nutidig status, der advarer mod et sammenfald. 

Bogens stærkeste afsnit – efter min opfattelse – er en beskrivelse af det såkaldte "absurde politiske teater" - en trekant bestående af politikere, embedsmænd og journalister, som er stivnet i egen form.

Ethvert politisk svar på et problem er hurtig handling, mere kontrol, flere samråd og udvalgsspørgsmål og den deraf følgende stille, men systematiske nedbrydning af centraladministrationen.

Hastighed er et must. Optræden i medier er et must. Et hurtigt doorstep er bedre end en gennemtænkt aftale. Tit er embedsmændene de eneste, der når at kvalificere indholdet. Hastighed gør inddragelse af viden og indspil udefra næsten umuligt.

Journalister og politikere lever i en boble og lever godt sammen - med embedsmændene tvunget med i baghånd. Inddragelse udefra ind i trekanten efterspørges ikke, og tempoet gør, at det er umuligt.

Er sikker på, at bogen vil skabe debat, og jeg håber, den vil give anledning til selvransagelse.  

Per Okkels
Tidligere departementschef

Forøger at vise en vej
Opskriften på, hvordan beslutningernes intentioner bliver væk på vej mod virkeligheden, er godt beskrevet i bogen. Men værre er det, at alle ved det, og at alle tilsyneladende ønsker forandring.  

Sigge Winther Nielsen forsøger at vise en vej. De tre ben i vejen mod en revitalisering af den politiske proces er vision, viden og vedholdenhed. Sæt én eller få visioner op for samfundet.

Han kalder dem "månelandingsprojekter". Inddrag viden meget mere, både fra eksperter og fra civilsamfundet, og hold fast i fokus over tid og inddrag organisationer, virksomheder og borgere. 

Bogen indeholder ti konkrete og på mange måder spændende forslag. Meget konkrete, men nogle også kontroversielle. Et par af de kontroversielle er indførelse af viceministre og lovovervågning i Folketinget, mens andre er mere holdningsprægede. Forslagene er der, men hvordan kommer vi ud af den stivnede form?

Det er det svære - måske navnlig i den nuværende politiske "tid". Her savner jeg anvisning af konkrete handlinger, der er lige så klare som bogens visioner. Og er trekantens interessenter overhovedet klar til ændring? Og hvis der skal ske en ændring mod en ny orden, kan jeg ikke se andre end politikerne, der kan tage initiativet. Vil de det? 

Succes beror på ændringer
Et indirekte svar gemmer sig måske i bogens afsnit om regeringen Mette Frederiksens start, hvor der netop fokuseres på få, men store projekter, og hvor formuleringen til regeringen og embedsmænd har været, at vi kun er en succes, hvis vi kan ændre tilværelsen for befolkningen til det bedre.

Bogen konstaterer nøgternt, at denne overordnede fokuserede og tværgående strategi vil kunne genfindes i samtlige fremtidige regeringer – uanset farve. 

Måske lige til sidst en tør konstatering af, at vi faktisk er midt i to månelandinger: En reduktion af CO2-udledningen med 70 procent og at få Danmark gennem pandemien.

Landingsstellet er på vej ud netop i samarbejde med eksterne interessenter, videnspersoner og virksomheder.

Vi kan jo godt, når det endelig gælder. Det skal ikke fratage bogens aktualitet og dens klare advarsel. Er sikker på, at bogen vil skabe debat, og jeg håber, den vil give anledning til selvransagelse.