Folkemødet er privat og civilt – ikke offentligt

FOLKEMØDE: Antallet af arrangementer i Allinge er mere end tolvdoblet på seks år. Det samme er desværre antallet af regler og afgifter, betoner Altingets udgiver Rasmus Nielsen i sin klumme Skud for Borgen.

Artiklens forfatter til det tyndt besatte første folkemøde i 2011. Siden er antallet af arrangementer mere end tolv-doblet – det samme er omfanget af regler og afgifter.
Artiklens forfatter til det tyndt besatte første folkemøde i 2011. Siden er antallet af arrangementer mere end tolv-doblet – det samme er omfanget af regler og afgifter.Foto: Oskar Herrik Nielsen/Altinget.dk
Rasmus Nielsen

DET VAR GODE og konstruktive nyheder, da Altinget onsdag kunne fortælle, at Folkemødet endnu engang i år står til at slå rekord med over 3.100 tilmeldte arrangementer – tre uger før afviklingen. Hvad skal det ikke ende med? Sidste år, der også var rekord, blev 2.950 arrangementer afviklet.

Den nye Folkemøde-direktør Mads Akselbo Holm sagde i nyheden også noget konstruktivt:

"Jeg kan håbe, der kommer flere besøgende. Vi har plads til flere og et setup, der kan magte, at der kommer flere."

Sådan, setup til mere. Hvem havde troet på denne vækst i demokrati-udøvelse, da Folkemødet blev afviklet første gang i 2011 med blot 256 arrangementer? Mere end en tolv-dobling på seks år – hvis Folkemødet var en virksomhed, kunne den uden tvivl blive kåret som såkaldt Gazelle-virksomhed år for år, altså en virksomhed, der fordobler sig på fire år.

Men – Folkemødet er netop ikke en virksomhed. Selv om der desværre er momenter af privatiseringstanker bag Bornholms Regionskommunes oprettelse for et år siden af Foreningen Folkemødet. I den forbindelse sagde den socialdemokratiske borgmester Winni Grosbøll:

"Som det er i dag, hvor Folkemødet er en del af Bornholms Regionskommune, må festivallen ikke generere indtægter til at dække de stigende udgifter, der er forbundet med driften og udviklingen af Folkemødet. Ved at flytte Folkemødet over i en forening kan vi skabe nogle mere fleksible rammer, der bedre opfylder de krav, der stilles til Folkemødet i dag. Med Foreningen Folkemødet kan vi skabe en langt mere bæredygtig økonomi og styrke udviklingen af Folkemødet i de næste mange år"

Det lyder på overfladen godt, men under der kan skimtes vilje til offentlig dominans og inddrivningslyst på den private virkelysts bekostning. Offentlige myndigheder skal netop ikke i sig selv virke profitlystne, men hjælpe de svage og styrke de stærkes virkeevne til fællesskabets bedste.

SOM BEKENDT KAN et demokrati deles op i tre dele: privat, civilt og offentligt. Den politiske kamp går ud på, hvor meget offentligt skal æde sig ind på privat, som ethvert samfund starter med, før det reguleres, læs: understøtter de svage og opstiller rammer for vores sameksistens, så den sker på et lige udgangspunkt.

Det har været interessant som politisk menneske på nært hold at følge Folkemødets udvikling. Det eneste, der har stået fast, har været politikernes og aktørernes fælles ønske om konsekvent at holde medierne uden for opbygningen og driften af Folkemødet. Hvorfor er I så bange for os? Hvorfor kunne I ikke bruge medie-erhvervserfaringen fra folk som Lars Munch, Lisbeth Knudsen, Lars Liebst, Anders Krab-Johansen osv. i jeres folkemøde-bestyrelse?

Ændret er derimod antallet af regler og afgifter på Folkemødet, som er ved at udvikle sig til at minibillede på et samfund med højt afgiftsniveau, hvor hegnspæle umærkeligt flyttes fra privat udbredelse og virkelyst til offentlig dominans.

JEG EJER OG driver tre publicistiske virksomheder i Danmark og Sverige – og så en fjerde, helt anderledes: Grønbechs Hotel i folkemødebyen Allinge. Man kan grine ad, at jeg har valgt to brancher, der notorisk er kendt for at være svære: mediebranchen og hotel- og restaurationsbranchen. 

Selv om et hotel er noget af det meste private, man kan tænke sig, pålægges vi nu folkemøde-punktafgifter, fordi vi siden 1902 har tilladt os at ligge midt i skipperbyen, der blev til folkemødebyen. Afgiften er i år firdoblet i forhold til sidste år. Firdoblet. Afgiften fra Folkemødet for at være "event-sted" beslaglægger i år vores omsætning fra ti procent af vores værelsesudlejning under Folkemødet. En livsvigtig indtjening for at holde ejendommen i form i de syv mørke måneder, hvor Bornholm lukker ned for turisme.

Vi har få timer at invitere vores ambitiøse, travle kunder til at afholde deres arrangementer på vores scener og mødesale ude og inde. Igen regler: Så må vi ikke starte arrangementer på privat grund, fordi en partileder af større eller mindre betydning taler ude på græsset i festivallens udkant. Noget, de få interesserede kunne se on demand et sted på nettet, når det passer ind. Det er jo et fåtal af partikammerater, der fysisk dukker op, så partileder-taler i realtid har mistet sin betydning. Hvorfor skal privat virkelyst så tæmmes og miste omsætning grundet kunstigt opstillede regler?

FORENINGEN FOLKEMØDET STÅR også klar med repressalier: Hvis vi starter et arrangement med f.eks. topfolk fra DJØF, købmændene eller Europa-Parlamentet, samtidig med at f.eks. Uffe Elbæk (ALT) taler, klovner og charmerer ude på græsset, bliver vi boykottet i "Statstidende", Folkemødets egen avis, redigeret i den sidste ende af de offentlige magthavere. Man burde tænke modsat: have fuld tryk på alle kedler i de få timer, demokratiets førstemænd og -kvinder tilsmiler Bornholm med deres tilstedeværelse.

Forening – tag public service-opgaven på jer. Arranger og betal for nogle store fælles kulturevents med kunstnere af internationalt format, der kan samle mange af os om aftenen ved hovedscenen. Men dæmp så ellers lysten til at regulere og opkræve afgifter. Lad os få et afgifts- og regelstop fra nu af. Gerne med en vision om hvert år at klippe 10 % af regler og afgifter. Hvis Connie Hedegaard (K) fra Folkemøde-bestyrelsen er så konservativ, at det faktisk gør noget, må det være en god opgave for hende.

BORNHOLMERE HAR SIDEN fiskerikrisen omkring 1990 opfattet sig som ofre, der skal nyde, før de yder. Vis, at I er parate til at yde, før I nyder, så partierne lader Folkemødet blive på øen, selv om de fleste af landets øvrige borgmestre og byer står på spring til at blive de nye værter. Hvem tilbyder mest? Hvem fjerner flest afgifter og regler?

Folkemødet er i værste tilfælde ved at udvikle sig til at spejl af et dansk samfund, når det er værst. Mange nyder, få yder. Regler og afgifter dæmper privat virkelyst. Folkemødet er i sit udspring først og fremmest civilt, dvs. et mødested for foreninger, partier og andre frivillige. Dernæst burde det være privat, dvs. et sted, hvor de lokale virksomheder kan få en kærkommen omsætning i en kort sæson, og hvor nationale erhvervsledere kan tale og møde demokratiets repræsentanter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

Mads Akselbo Holm

Regional leder, Fonden for Entreprenørskab Bornholm, forperson, Sparekassen Bornholms Fond, ejer, MeyaMeya
cand.mag. (arabisk)

Winni Grosbøll

Direktør, Friluftsrådet, formand, Hjem til Alle alliancen
cand.mag. i historie og samfundsfag (Københavns Uni. 2004)

0:000:00