Forfatter: Tidens sortsyn og pessimisme kan blive vores redning

Var vi naive?

”Naive, grådige og dumme. Jeg siger ikke, at globalisering og frihandel kun har ført til kaos. Slet ikke. Men der var en idé om, at der ikke var nogen konsekvenser af den politik, vi førte, hvis man skruede den godt nok sammen. Globaliseringen havde kun vindere, troede vi. Det, der var godt for arbejderne på fabrikkerne, var også godt for virksomhedslederne, for kineserne, for klimaet – os alle sammen,” siger Bennike og fortsætter:

”Globaliseringen har skabt stor velstand, det er der ingen tvivl om. Kinas medlemskab af WTO har skabt den største omfordeling af velstand siden den industrielle revolution. Det har hævet 770 millioner kinesere ud af fattigdom. Men det har også skabt eskalerende klimaforandringer, for hele udviklingen har været drevet på kul. Samtidig har de negative konsekvenser af de globale forsyningskæder sandsynligvis været med til at skabe både Trump i USA og Marine Le Pen i Frankrig. Lønpres og lukkede fabrikker i for eksempel rustbæltet i USA, det nordlige Frankrig og i Nordengland har fået en stor del af befolkningerne til at føle sig afkoblet.”

Men er det ikke netop globalisering og de globale forsyningskæder, der skal sikre for eksempel den grønne omstilling?

”Det er dilemmaet nu, jo. De globale forsyningskæder har jo skabt en eksplosion af udledning siden 90’erne, hvor vi har udledt over halvdelen af al CO2-udledning i menneskehedens historie. Men det er også de selv samme produktionskæder, som er de eneste, der kan redde os. Vi kan jo ikke bygge vindmøllerne selv.”

Det er først nu, vi er gået i gang med at diskutere og forhåbentlig forandre nogle af de problemer, der har været der hele tiden.

Christian Bennike
Journalist og forfatter

Nu handler vi

Men samtidig gør pessimismen og sortsynet dig optimistisk, skriver du? Hvordan det?

”Fordi det først er nu, vi er gået i gang med at diskutere og forhåbentlig forandre nogle af de problemer, der har været der hele tiden. Det er bedre at være bange og pessimistist, men samtidig løse klimakrisen og sørge for, at alle føler sig som en del af samfundet end at være glad og optimistisk, men samtidig bare brænde CO2 af, som om der ikke var nogen dag i morgen og være ligeglad med, at uligheden stiger.”

”Vi kan lige pludselig se alle problemerne meget tydeligt nu i forhold til dengang. Og vi ser en bevidstgørelse i politik om, at vi skal fordele globaliseringens gevinster bedre. Når de laver grøn industripolitik i USA, er det jo eksplicit også for at skabe ny industriproduktion i de områder, der er blevet forsømt.”

Klimaforandringerne buldrer stadig derud. Og uligheden har aldrig været større i Danmark. Det kan godt være, vi siger, vi vil gøre noget, men gør vi nok?

”Nu spiller min egen baggrund i optimismens tid måske ind, men det var først i 2018 under hedebølgesommeren, at klimabevægelsen for alvor tog fart. Og klimalovens målsætninger om at reducere udledningen med 70 procent i 2030 havde været en radikal position på den yderste venstrefløj for bare få år siden,” siger Bennike og fortsætter:

”Hele den økonomiske orden centreres om grøn omstilling nu. Der er grønne industristrategier i USA, Europa og i Kina. Hvis man vil være morgendagens supermagt og have økonomisk indflydelse i de kommende årtier, så skal man kunne lave vindmøller, solceller og varmepumper – måske atomkraftværker. Det bliver et gigantisk vækstområde, der kommer til at drive vores økonomi fremad. Og det gør mig enormt optimistisk.”

Trump og Le Pen er en del af en ideologisk bevægelse væk fra 90’ernes åbenhed, grænseløshed og selvudfoldelse og mod en verden, der handler om kontrol, grænser, forpligtende fællesskaber og større grad af styring.

Christian Bennike
Journalist og forfatter

Den højrepopulistiske bevægelse ses også af mange som en krise. Men det ser du også optimistisk på?

”Det er ikke negativt, at der kommer en reaktion fra dem, der har fået mindst ud af udviklingen. De har ikke kun fået relativt færre penge. Vi har også opbygget et samfund, hvor det hovedsageligt er veluddannede mennesker i de store byer, der får respekt og anerkendelse. Der blev skabt en kulturel fortælling om, at det er federe og smartere at gå på universitetet, være omstillingsprat, have ordet i sin magt og rejse på ferier i europæiske storbyer end det er at blive boende i den by, man kommer fra, og have det samme manuelle arbejde hele sit liv. Jeg vil hellere kalde det en ny klassekamp end populisme. Det er et tegn på, at demokratiet fungerer - ikke at det er i krise,” siger han og fortsætter:

”Trump og Le Pen er en del af en ideologisk bevægelse væk fra 90’ernes åbenhed, grænseløshed og selvudfoldelse og mod en verden, der handler om kontrol, grænser, forpligtende fællesskaber og større grad af styring. Det er det, der er tidens nøgleord nu. Og så er det vigtigt at have politiske systemer, der kan optage nogle af disse idéer, præcis som det er sket i Danmark med først Dansk Folkepartis udlændingepolitik og senere med Alternativets klimapolitik.”

Overdrevet krisefortælling

Samtidig med, at du opridser alle de her problemer, skriver du også, at krisefortællingen er overdrevet. Hvordan hænger det sammen?

”Vi taler om vores verden, som om alt er på vej mod afgrunden. Det er allertydeligst i regeringsgrundlaget, hvor krigen i Ukraine bliver klumpet sammen i en stor kurv med manglen på SOSU’er, inflationen, klimakrisen og finansiel holdbarhed i 2024. Den måde at iscenesætte kriserne på er overdrevet. Klimakrisen er historisk unik, men vores samfund i dag er jo uendeligt meget mere trygt, rigt og stabilt end i for eksempel 70'erne.”

Men det er jo samtidig det, der har fået os til at handle. Så er pessimismen godt eller skidt?

”Pessimismen får os endelig til at se de problemer, som vi lod vokse sig store i optimismens tid, og det gør, at vi kan handle. Bygge vindmøller, fordele velstanden bedre. Men det sker selvfølgelig ikke automatisk. Depressionen i 1930’erne producerede både Adolf Hitler og Franklin D. Roosevelt. Men jeg synes, der er meget at være håbefuld for lige nu. Man kan ikke sige, at kriser og pessimisme automatisk skaber noget progressivt eller mere retfærdighed i verden. Der må man kigge på de enkelte dele.”

’Engang troede vi på fremtiden – Hvordan vi gik fra optimisme til sortsyn. Og hvorfor det kan redde os’. Udkom på Gyldendal Forlag 2. maj.