Forsker: Pøbelvælde og centralisering kan blive det danske demokratis bortgang

Dernæst var der sagen om Bryggeriforeningen, der betalte for unge politikeres konference om alkoholsalg til unge. Det er vel at mærke ikke den første af den slags sager i Danmark, hvor særinteresser benytter den illegitime astroturfing-strategi, hvor de i hemmelighed betaler politiske aktivister for at fremme deres sag.

Falck-Bios-sagen er et tidligere eksempel, hvilket indikerer, at vi skal til at vænne os til, at denne form for politisk korrumpering er et gængs redskab i public affairs-branchens værktøjskasse.

Rockerreference rammer dansk politik
Senest var der de borgerlige politikeres håndtering af støjbergstormen i meningsmålingerne. Nu vil de borgerlige, som Troels Lund Poulsen (V) og Søren Pape Poulsen (K) har udtalt, ikke længere udelukke, at Støjberg, der som bekendt er dømt i noget så alvorligt som en rigsretssag, igen kan blive minister.

Det er muligt, at der ikke er en lovgivning, der direkte hindrer den slags. Men reelt svarer det til, at en rocker, som er fradømt muligheden for at drive egen inkassovirksomhed, alligevel får lov.

I deres argumentation om, at Støjberg i befolkningens øjne er "renset", undlader de blå nemlig at forholde sig til følgende fakta: Dels at en ministers mandat kommer fra Folketinget, ikke fra befolkningen. For det er Folketinget og ikke befolkningen, der beslutter, hvem der skal være minister.

Og dels at en minister ikke blot er politiker, men også forvaltningschef. Det vil ganske enkelt være en hån mod embedsværket (og befolkningen) at udpege en minister, der både i handling, ord og ånd har overskredet lovgivning og forbrudt sig mod forvaltningens grundlæggende etos.

Skævvrider årsagerne
Rød og blå blok har ikke noget at lade hinanden høre i denne sag (jævnfør instrukssagen). Begge lejre har et stort medansvar for udviklingen. Der er ikke tale om "en sump", som Danmarks egen udgave af Donald Trump, Inger Støjberg, ynder at sige.

Men den politiske klasse er godt i gang med levere det ene argument efter det andet til populister som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne for, at det netop er det, der er tale om.

At beskylde Mette Frederiksen (S) for magtfuldkommenhed giver heller ikke helt mening, da ganske mange love er blevet til i samarbejde med andre partier. Men regeringen er i færd med at forære de blå det ene argument efter det andet, for at det netop er det, der er tale om.

Men det er skævvridninger af årsagerne. Fremfor populistiske "sump"- og magtfuldkommenhedsforklaringer, skal årsagerne i stedet findes i en udvikling, der stikker dybt.

Udvikling mod pøbelvælde
Mette Frederiksen er som sagt ikke magtfuldkommen.

Magtfuldkommenhed er nemlig ganske svært (hvilket også Trump måtte sande), når en tilstrækkelig stor del af befolkningen trods alt stadig kan skubbe dig fra magten.

Problemet er, at vi på den ene side har en udvikling mod stigende pøbelvælde – og på den anden side en stigende centralisering af magten. Problemet med pøbelvældet opstår, fordi det i vore dages sags- og skandaleorienterede mediesamfund kan blive ganske svært at bygge et vedvarende politisk lederskab.

Man skal være forsigtig med at bebude det danske demokratis bortgang, men demokratier er faktisk dødelige

Peter Aagaard
Lektor i politik og forvaltning, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Kombinationen af politisk kontrollerede, digitale platforme og sociale mediers algoritmer skaber en blanding af ureflekteret, uoplyst mangel på engagement i befolkningen kombineret med pludselige, ureflekterede vredesudbrud, som populister kan bruge til at mobilisere, særligt lige op til et valg.

Og ja, det sker også i Danmark. Givetvis i de mere marginaliserede egne af landet i øjeblikket. Mette Frederiksen ved om nogen, at tårnhøj coronapopularitet hurtigt kan blive sat over styr. Vi skal derfor muligvis vænne os til one term-statsministre.

Frederiksen kan blive bange for vælgerne
Så Mette Frederiksen føler sig ikke magtfuldkommen. Hun føler sig snarere belejret. Og det er næsten lige så slemt.

For konsekvensen bliver en stigende centralisering af regeringsførelsen, hvor permanent koncernkommunikation og risikomanagement tilsyneladende byder på en rå hverdagskost af command control-beslutningsprocesser.

En tendens ganske godt illustreret af Mette Frederiksens nylige udtalelse: "Der er en ting, der er værre, end magtfuldkommenhed. Det er magtesløshed".

Problemet med en sådan overbevisning er, at en statsminister aldrig kan være magtesløs. Men hun kan blive bange for vælgerne i et omfang, der kan skabe en overbevisning om retten til at bryde demokratisk og forvaltningsmæssig praksis og sædvane.

Det bliver ikke anderledes med en blå regering. Hele toppen på tværs af det politiske Danmark synes at være blevet kapret af en tiltagende blanding af belejringstilstand og groupthink (det fænomen, at en gruppe, der stræber efter harmoni, begynder at tænke konformt og kan træffe dårlige beslutninger).

Selv Djøf er bekymret
Presset fra de mange kriser får den politiske klasse til at lukke sig om sig selv, overbevist om en dybere, mere eksklusiv indsigt – og en ret og pligt til at handle – også på tværs af sædvane, praksis og sunde demokratiske værdier.

Vi kan desværre ikke helt stole på, at den danske embedsstand redder situationen. Minksagen og efterspillet viser med tydelighed, at toppen af embedsstanden ikke sætter en god standard.

Tidligere undersøgelser har vist, at en meget stor andel af det danske embedsværk er rede til at begå ulovligheder for at imødekomme ønskerne fra den politiske ledelse. Et embedsværk, som vel at mærke oplever stigende politisering og et stigende arbejdspres. Selv Djøf er denne gang oprigtig bekymret og har nedsat et nyt udvalg, der skal granske relationen mellem politikere, embedsværk og medier, samt befolkningens tillid.

Og ja, der spilles hasard med befolkningens tillid i øjeblikket. Den gensidige tendens til pøbelvælde og centralisering truer alvorligt med at trække befolkning og den politiske klasse fra hinanden og grave grøfter, vi hidtil ikke har set i Danmark.

En situation, hvor kun populister som Støjberg kan bygge noget, der ligner en bro. En bro, der lige som i alle andre tilfælde med fuldblodspopulister kun består af bedrag og luftkasteller.

Man skal være forsigtig med at bebude det danske demokratis bortgang, men demokratier er faktisk dødelige. Det danske demokrati er næppe dødt – men det begynder bare at lugte sådan.

Spørgsmålet er, om de kan opfange lugten på Slotsholmen, før det er for sent, og tilliden blandt store dele af befolkningen lider skade.