Jarl Cordua: Er tiden løbet fra Løkkes projekt med Moderaterne?

Ingen skal dømme Lars Løkke Rasmussen ude på forhånd. Manden er hurtigst på de sidste 100 meter i en valgkamp og evner som få at navigere i politik. Ikke mindst, når han er presset helt i bund.

Men alligevel har partiet Moderaterne ikke ligefrem imponeret i de første meningsmålinger, hvor vælgerne har kunnet svare, at de i dag vil stemme på Liste M.

13. marts fik partiet en opbakning på kun 2,2 procent i Voxmeter. Ugen efter var Liste M under spærregrænsen med uimponerende 1,8 procent.

Lægger man statistisk usikkerhed oveni, så kan partiet både være inde og ude af Folketinget. Epinion fra 18. marts, som er lavet for Altinget og DR, viser omtrent samme resultat: 1,9 procent og 0,7 procent i usikkerhed til begge sider.

Man kan naturligvis og med en vis ret indvende, at Moderaterne jo knapt er stiftet, og at det kun er en smule konkret politik, der er blevet præsenteret, men det ændrer ikke ved, at vælgerne ifølge målingerne er mere end lunkne overfor Projekt Løkke version 117.0 til trods for, at andre tidligere fantommålinger gav partiet helt anderledes høje tal.

Eksempelvis viste Gallup i oktober 3,5 procent i vælgeropbakning. Nu ligger man på et noget mere beskedent niveau.

Løkke har faktisk i flere omgange lanceret sit parti i offentligheden og det i en grad, så man efterhånden fornemmer en vis træthed hos medierne over endnu engang at skulle dække fænomenet, uden at der er ret meget nyt at berette om.

Hvis ikke nye målinger viser, at Moderaterne kan blive afgørende efter valget, så vil interessen formentlig næppe holde sig. Partiet kan dermed slås om opmærksomheden med Kristendemokraterne

Jarl Cordua

Hvis ikke nye målinger viser, at Moderaterne kan blive afgørende efter valget, så vil interessen formentlig næppe holde sig.

Partiet kan dermed slås om opmærksomheden med Kristendemokraterne, der har en lignende lav vælgeropbakning og omtrent den samme position, når det gælder om at ville samarbejde med S-regeringen ud fra et borgerligt udgangspunkt og ud fra et ønske om at holde yderfløjene mest muligt væk fra indflydelse.

Som det ser ud nu, så kan begge partier risikere slet ikke at blive repræsenteret og dermed mister blå blok i værste fald i alt næsten fire procent på grund af stemmespild.

Det har længe stået klart, at Moderaterne var en enmandshær, hvor Løkke trækker læsset som frontmand. Længe har iagttagere derfor efterspurgt andre folketingskandidater, som kunne give Moderaterne andre farver end de kendte, som Løkke repræsenterer.

Hvor er kvinderne? Er der politiske veteraner fra andre partier, der kunne tænkes at stille op? Indtil videre har kun den tidligere venstremand og folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt meldt sig, og han røgter tillige hvervet som partisekretær.

For nylig kunne Se og Hør - af alle medier - berette, at Jan Swyrtz, der er kendt som budgetbisse og alvorsmand fra TV3-programmet ”Luksusfælden” nu var på vej som topkandidat for partiet i Østjyllands Storkreds.

Det er i øvrigt ikke første gang, at partier har rekrutteret politikere fra netop dette program, der går ud på at vise, hvordan man kan gældsanere personer, som er notorisk håbløse til at styre egen privatøkonomi.

Tidligere har nu forhenværende folketingsmedlem fra Socialdemokraterne Mette Reissmann medvirket i netop dette program, hvilket gav hende et godt afsæt til at indlede en politiske karriere, som varede otte år på Christiansborg.

Men ak! Knapt var nyheden nået frem til de øvrige medier før, at Moderaterne trak historien i land. Swyrtz var slet ikke folketingskandidat endnu. Faktisk var man endnu ikke gået i gang med at sortere i bunken med 200 interesserede ansøgere, lød det fra Moderaterne.

I denne uge blev farcen så total, da Swyrz – også denne gang gennem Se og Hør – kunne meddele, at hans politiske karriere var slut, og det var den allerede inden, at den egentlig var kommet i gang, idet han nu var blevet hældt ud af partiet.

Ifølge Swyrz havde Lars Løkke på et møde i januar ellers lovet ham, at han skulle være kandidat i Østjylland, som han for nogle uger havde annonceret.

Det er i øvrigt planen, hævder Swyrz, at Løkke og Engel-Schmidt begge bliver kandidater i København. Formentlig i hver deres sikre storkreds, hvilket vil sige Københavns storkreds og Københavns Omegns storkreds.

Det pinlige kiks med den utidige kandidatudmelding kan forklares med uprofessionalisme hos enten den ene eller den anden part i sagen.

Det, der står tilbage, er, at første gang offentligheden fik at høre om en kandidat fra Moderaterne udover inderkredsen, så endte det i kiks og kaos

Jarl Cordua

Det, der står tilbage, er, at første gang offentligheden fik at høre om en kandidat fra Moderaterne udover inderkredsen, så endte det i kiks og kaos, hvor det også falder i øjnene, at den engang ombejlede kandidat fandt på at annoncere sit kandidatur i et kulørt ugeblad.

Det tegner også et billede af en partiejer, som egenhændigt tildeler de bedste valgkredse til dem, som han ser som bedste mulige til at tegne partiet.

Var aftalen med Swyrz blevet til noget, så var TV-manden med al sandsynlighed blevet valgt i Folketinget, hvis bare Moderaterne klarer spærregrænsen, hvilket stadigvæk er sandsynligt.

I januar pegede Løkke således på en mand, hvis politiske talent var af en sådan beskaffenhed, at han af sig selv gik i Se og Hør for at fortælle, at han skal være folketingskandidat i en sikker kreds uden, at der er taget formel beslutning om det.

Det kunne tyde på, at kandidatfeltet som Moderaterne råder over, næppe er fyldt med politisk særligt erfarne folk, men snarere er domineret af glade amatører, men måske med profiler, der af andre grunde er attraktive for partiet.

I sidste ende er det formentlig også uden betydning, da det bliver Løkke og formentlig også Engel-Schmidt, der kommer til at køre butikken fra start til slut.

Men vil det være nok? Politisk går udviklingen ikke længere entydigt Løkkes vej. Han har stiftet Moderaterne på et bagtæppe af, at yderfløjene i blå blok gjorde det umuligt at samarbejde i Folketinget.

Han var højlydt utilfreds med, at Jakob Ellemann-Jensen på det tidspunkt, hvor Inger Støjberg var næstformand i Venstre, forsøgte at lyde som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken.

Nærmest i sidste øjeblik forlod Løkke Venstre, før Støjberg var historie. Han stemte meget overraskende imod nedsættelsen af Rigsretten, fordi han ikke mente, at sagen kunne holde. Det kunne den.

Løkke stod pludselig i nogens øjne, som den, der havde ansvaret for og ikke i tide have forhindret at Støjberg havde overtrådt loven. Nu forsøger han med sit parti at stå for noget helt andet end den udlændingepolitik, som hans egen minister arbejdede for i fire år, mens Løkke var statsminister. Ikke alle kan få det til at hænge sammen.

Politisk går udviklingen ikke længere entydigt Løkkes vej. Han har stiftet Moderaterne på et bagtæppe af, at yderfløjene i blå blok gjorde det umuligt at samarbejde i Folketinget

Jarl Cordua

Så skulle der samarbejdes meget mere hen over midten! Det blev der i meget høj grad gjort under Covid-krisen, som heller ikke gav Løkke meget rum, bortset fra et tidspunkt, da han som klummeskribent i BT blev måske den første politiker, der antændte en ny kritik af hele lukningsregimet.

Det blev dengang ikke set som en specielt moderat position.

Ukraine-krigen har kun understreget viljen til samarbejde i dansk politik og sammen med nedgangen af asylansøgere fra Mellemøsten har den ændret debatten om udlændingepolitikken.

Fra at alle ville være strammere, så er det tøbrud i positionerne, som Løkke hævder, at hans parti står for, sket. For de danske politikere er flygtninge fra Ukraine blevet venner, du bare ikke har mødt.

Heller ikke det ligner en dagsorden, hvor Løkke kan skille sig markant ud fra De Radikale, Venstre og De Konservative, som formentlig er de partier, som han skal forsøge at få stemmer fra.

En tredje forudsætning for, at Løkke måtte bryde med dødvandet i blå blok, var den ødelæggende rivalisering mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Men siden har begge de tidligere formænd eller partiledere måttet afgå fra deres poster, og der eksisterer slet ikke den magtkamp mellem de to partier, som man så i forrige valgperiode.

Rivaliseringen i blå blok anno 2022 ses snarere mellem Venstre og De Konservative, samt ikke mindst Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, hvor sidstnævnte har indskibet sig på en langt mere konstruktiv og samarbejdende kurs end den, som Pernille Vermund varslede i den første tid efter valgkampen i 2019.

Trods alt det, så har blå blok formået i den seneste tid at fremstå stadigt mere samlet, hvilket gør det sværere for Løkke 

Jarl Cordua

Dansk Folkeparti udestår som problembarnet, men det skyldes nærmere interne problemer end samarbejdet med de øvrige blå partier, selvom personen Morten Messerschmidt afføder lige så stor skepsis der, som den gør i hans eget stadig mindre parti, hvor udrensninger, folketingsmedlemmers og lokale partibestyrelsers afgang gnaver ind på hovedstolen. 

Trods alt det, så har blå blok formået i den seneste tid at fremstå stadigt mere samlet, hvilket gør det sværere for Løkke at hævde, at han repræsenterer det eneste politiske alternativ i blå blok, som Mette Frederiksen bør søge en alliance med om den store problemer i samfundet.

Så længe Liste M kun samler i omegnen af to procent, så er det næppe noget, hun behøver at give megen endsige nogen større opmærksomhed.

Og hvis ikke hun gør det, hvorfor skulle vælgerne og alle os andre? Tiden ser ud til at løbe fra et projekt som Moderaterne.