Jarl Cordua: OK-forhandlinger har mindst én sikker vinder

Der var engang, hvor offentligt ansatte var sådan nogle flinke mennesker, som altid passede deres arbejde uden ballade. Jojo, der var nogle uregerlige folkeskolelærere, og så var der kommunisterne i BUPL. Så skete der noget med de ellers så pæne sygeplejersker, der pludselig meldte sig ud af flinkeskolen for 20 år siden og begyndte at demonstrere på Christiansborg Slotsplads.

De offentligt ansatte i FOA fik så Dennis Kristensen som formand, og med ham kravlede man endnu højere på barrikaderne til kamp for sosu'er og portørers løn og arbejdsvilkår.

Hos de private lønmodtageres organisationer – dem, som i sin tid skabte aftalesystemet i benhård arbejdskamp omkring forrige århundredeskifte – rystede man på hovedet ad Røde Dennis' kompromisløshed, og som de anså/anser for at være en uforbederlig post-kommunistisk ballademager. Blandt hans egne er populariteten ikke desto mindre intakt.

I 2013 gik det for alvor helt i fisk på det offentlige arbejdsmarked med lærerkonflikten, der vel stadig er et åbent, blødende sår i lærerkorpset. Det er på mange måder stunde null i forholdet mellem lærerne samt deres forhandlingsorganisation, Danmarks Lærerforening, og de offentlige arbejdsgivere i staten og kommunerne.

Lærerne har dyrket nederlaget lige siden med en patos og selvforståelse, som leder tankerne hen på serbernes forhold til det tabte slag på Solsortesletten i Kosovo i 1389.

Jarl Cordua

Man følte sig kørt over med det regeringsindgreb, som kom efter 25 dages lockout, hvor der ikke blev undervist på landets skoler.

Nederlaget var totalt for lærerforeningen. Det blev dyrt både for lærernes pengepung, da de ikke fik løn under lockouten, og indflydelsen på deres arbejdstid, som reelt var det område, der var genstand for konflikten, da de offentlige arbejdsgivere mente, at lærerne brugte for lidt tid på at undervise og for meget tid på forberedelse. Der er stadigvæk ikke en egentlig aftale om arbejdstid, og det er så ét af kravene fra alle de offentlige organisationer, at det skal der komme styr på denne gang.

Ender dette med en aftale, til trods for alskens sabelraslen, kanontorden og skrig og skrål, som alle er tilfredse med og uden lockout, strejke og indgriben via Folketinget, så bliver Sophie Løhde set som en ny stjerne, der har løftet en meget svær opgave.

Jarl Cordua

Der er gået fem år siden året, hvor det aldrig blev forår i Danmarks Lærerforening, men formand Anders Bondo Christensen ligner stadigvæk én, der er blevet kørt over af en damptromle. Forinden havde han også fået skurkerollen som den ufleksible forhandler, der havde bundet sig selv fast til roret og den kurs, som hans medlemmer havde udstukket, uden rum for at kunne manøvrere.

Det havde de offentlige arbejdsgivere læst, og derfor havde de lagt i kakkelovnen til det store opgør, som i nyere tid er det nærmeste, vi er kommet noget, der minder om Den Store Lockout i 1899, hvis man altså ser bort fra sulten, fattigdommen og stanken fra de utømte latriner og skarnkasser i København.

Forskellen var også, at Den Store Lockout fik positive konsekvenser for både arbejdsgivere, lønmodtagere og samfundet. En dansk model. Lockouten i 2013 blev et entydigt nederlag til lærerne, og de har dyrket nederlaget lige siden med en patos og selvforståelse, som leder tankerne hen på serbernes forhold til det tabte slag på Solsortesletten i Kosovo i 1389. Man hænger ligesom fast i, at en stor uretfærdighed overgik én, og intet bliver godt, før det bliver gjort om igen.

Set fra arbejdsgivernes side, viste lockouten sig at være et ret så virksomt våben i 2013. Den daværende regering, som stod bag indgrebet, kunne næsten ikke gøre mere, efter at konflikten havde løbet i så lang tid. En konsekvens var dog, at lærerne flygtede væk fra S-R-SF-partierne og over til Enhedslisten ved de efterfølgende valg, også som konsekvens af den mindst lige så forhadte folkeskolereform. Det gavnede i det mindste ikke de borgerlige.

Denne gang står de borgerlige i spidsen på det statslige område, der ligesom svinger taktstokken for, hvad der skal ske. Bliver der forlig på det statslige område, så falder resten af det offentlige område ind og lægger sig i forhandlinger på det samme niveau. Så alles øjne hviler på den ansvarlige minister på området, innovationsminister Sophie Løhde (V), på 34 somre og uden erfaring med at forhandle overenskomster på dette niveau.

Til sammenligning overlader man ikke den slags opgaver på det private område til de rene nybegyndere. Men det er en konsekvens af vores demokrati, at regeringschefen, Lars Løkke Rasmussen (V), har lagt denne store opgave over på den unge ministers skuldre. Og det er i høj grad en make-it-or-break-it-opgave for hende.

Ender dette med en aftale, til trods for alskens sabelraslen, kanontorden og skrig og skrål, som alle er tilfredse med og uden lockout, strejke og indgriben via Folketinget, så bliver Sophie Løhde set som en ny stjerne, der har løftet en meget svær opgave. Går det op i hat og briller, og man må hive i nødbremsen i form af indgreb, så vil man nok spejde andre steder efter en eventuelt kommende kvindelig lederskikkelse i Venstre.

Indtil videre er Løhde blevet taget i nogle friske bemærkninger, som gerne bliver overfortolket i det ekstreme af lønmodtagernes organisationer, hvor man ligesom det skete med Anders Bondo, og i mindre grad Michael Ziegler og Bjarne Corydon i 2013, heller ikke holder sig tilbage med dæmonisering, hvis det passer ind i deres fortælling om de tonedøve politikere.

En fair beskrivelse af Løhdes meldinger er, at det minder om al anden arbejdsgiverretorik, som kendetegner de politikere, der forhandler på området, og som helst ikke skal kunne beskyldes for at holde lønfest på det offentlige område. Man kunne måske indvende, om blandingsforholdet i rollen som aktiv forhandler ved forhandlingsbordet og som politiker uden for forhandlingslokalet er det rette. Det kan kun tiden vise. Vi ser kun, hvad hun kan udenfor.

Nøgternt set er forhandlerne ikke langt fra hinanden, når det kommer til lønkravene. Der er nogle tidsler med arbejdstid for lærerne og det lidt mærkværdige krav fra arbejdsgiverne i staten, der pludselig mener, at de skal have indrømmelser for at få skrevet en spisepause ind i overenskomsten, som ellers har været en hævdvunden ret i årevis.

Det sidste er nok forklaringen på, at de ellers så pæne akademikere i staten pludselig går med til at strejke. Fagforeningen Djøf tilbyder medlemmerne et lån frem for strejkeunderstøttelse fra strejkekassen, hvis størrelse er hemmelig. Der er næppe nogen, der forestiller sig, at Djøf-akademikerne smider meget mere end en månedsløn på måske 50.000 kroner i skraldespanden for en betalt spisepause.

De offentligt ansattes organisationer har afgivet strejkevarsel, og man har gjort sit hjemmearbejde denne gang ved at gå i strejke nogle steder, hvor det gør ondt. Det skal også helst være lidt bredt rundt i landet. Men det er da tankevækkende, at det især er i min hjemkommune, Gentofte, hvor der bor mange fra "beslutningstagerdanmark", hvor børnene måske snart hverken kan blive passet eller komme i skole. Det kunne måske hjælpe i forhold til at lægge et vist pres på arbejdsgiverne – ved kun at punktstrejke er der lidt længere ned til bunden af strejkekasserne.

I dag svarer Sophie Løhde og regeringen så igen med en lockout på statens område, og der er næppe megen tvivl om, at et KL-møde senere i dag, onsdag, vil resultere i en lignende beslutning på det kommunale område.

Det gode ved den beslutning er, at en lockout under alle omstændigheder ikke vil løbe ret lang tid. Det kan samfundet simpelthen ikke holde til, og det vil befolkningen heller ikke finde sig i.

Det betyder, at presset nu ligger på forhandlerne på begge sider om at finde en løsning i Forligsinstitutionen, hvor der er en forventning om, at den meget erfarne og respekterede forligsmand Mette Christensen er i stand til at lande et forlig.

Hvis det mod forventning alligevel ender med en storlockout, så ved lønmodtagerne, at de kan tælle dagene, til at strejkekasserne er tømt, og medlemmerne skal til at begynde at suge på labben. Det vil med al sandsynlighed tilskynde dem til at udvise forhandlingsvillighed.

Omvendt er regeringen næppe heller interesseret i en lockout. Dels vil det kunne skabe dybe skel mellem de offentligt ansatte, som om et år står i stemmeboksen som vælgere. Med måske en mistet månedsløn til dem og deres familier er tilskyndelsen til at stemme på de borgerlige næppe stor.

Akademikerne står næppe heller i kø for at sige tak til regeringen for at stå stejlt på at få indrømmelser for en spisepause, man har gjort brug af i flere år, og som – uanset, hvad regeringen og Sophie Løhde hævder – ses som topmålet af Finansministeriets kreative smålighed.

Den eneste sikre vinder er Socialdemokraterne, der denne gang ikke står med ansvaret. Hvis det hele ryger på gulvet, så vinder man i form af sure vælgere.

Hvis det ender med en god aftale for regeringen, så er der mere rum til at føre velfærdspolitik, hvis man overtager regeringstøjlerne om et år. Det eneste halvdårlige udfaldsrum for S i konflikten er en for dyr aftale uden alt for meget ballade.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.