Jørgen Ejbøl får Publicistprisen 2013

Af Elisabet Svane
Politisk redaktør, Fyens Stiftstidende og medlem af Publicistklubbens bestyrelse

Egentlig behøver man ikke mange ord for at motivere, hvorfor det netop er Jørgen Ejbøl, der skal have Publicistprisen 2013.

Det skal han, fordi han er publicist. 

Fordi han altid har været publicist. Og fordi han altid vil være publicist.
Fra han startede et skoleblad i Holte til han i dag, på tiende år, sidder i spidsen for bestyrelsen for JP Politikens Hus. 

Det var den dristige fusion, som Jørgen Ejbøl, dengang chefredaktør på Jyllands-Posten, var ophavsmand til sammen med direktøren i Politikens Hus, Lars Munch. Over en sommer fandt de to hinanden i et samarbejde, som alle på forhånd afskrev som en reel mulighed.
“Det kan man da ikke”, lød det ved nyheden om at forene den store jyske morgenavis med de klare, borgerlige ledere med den kulturradikale københavneravis med centrum-venstreorienterede ledere - og så sammen med det frække og uregerlige Ekstra Bladet!
 
Det kan man da ikke.
Men det kunne Jørgen Ejbøl.

I en tid, hvor de skrevne medier konstant kæmper for at overleve, er det, med Ejbøl i spidsen, lykkedes at etablere, fastholde og udvide det store bladhus på danske hænder. Fordi der for ti år siden blev truffet en dristig beslutning.

Det siges, at når man slår op i et leksikon under ordet “kynisk”, dukker Jørgen Ejbøls billede op. Jeg har ikke efterprøvet påstanden, men det er en dårligt bevaret hemmelighed, at han aldrig har været bange for at tage magten eller at bruge den, når han fik den. Han er heller ikke bange for at fastholde sine positioner - de, der har prøvet at fravriste ham magt ved intrigeren eller i åben konfrontation, er sluppet uendeligt dårligt fra det.
Han vender på ingen måde den anden kind til, men gør det, der “skal til” uden frygt for at træffe de upopulære beslutninger.

Men magtudøvelsen er aldrig for egen vindings skyld. Det er for nå målet: At publicere. At skabe nødvendige rammer, der gør de fine ord om pressefrihed og publicisme til virkelighed. Så er der nogen, der har slået sig undervejs. Sådan er det jo.

Nej, Jørgen Ejbøl er ingen pylregøj, men han er meget mere end et magtmenneske. Der er varme og til tider charme bag det bryske ydre, hvor militærgloserne især i Jyllands-Posten-tiden nærmest stod i kø. Da feltherren sad i Viby og førte bladkrig, “tæppebombede” han Sjælland og indsatte 'panserstyrken' i København for at overbevise læserne om, at Jyllands-Posten ikke var jysk, men dansk. Og sågar Danmarks internationale avis.

Jørgen Ejbøl er også manden, der skærmer dem, der skal skærmes. Det var der flere, der mærkede og aldrig glemmer, da Muhammed-krisen var hårdest. Ingen nævnt, ingen glemt. 
Han står op for pressefriheden, hvor den er truet. Han er tilstede der, hvor journalisterne har det svært: I Rusland. På Balkan. I Ægypten.

Jørgen Ejbøl, der startede sit journalistliv på Aalborg Stiftstidende, rundede Fyns Amts Avis, Dagbladet, Weekendavisen, Billed-Bladet, BT, Berlingske, Jydske Vestkysten inden han landede på Jyllands-Posten, har i dag en lang række poster i internationale medieorganisationer, hvor han kæmper for den presse- og ytringsfrihed, som har så svære kår i store dele af verden.

Han er på plads, når nye demokratier skal finde sine ben og sikre den frie presse, der er e af demokratiets vigtigste byggesten. Derfor er han selvfølgelig heller ikke til stede i dag, han sidder til bestyrelsesmøde i Grønland, hvor han er formand for avisen Sermitsiak. 

Jørgen Ejbøl har i hele sin journalistiske karriere forfægtet uafhængigheden. Han har ikke fedtet sig ind med nogen, hverken i partier eller foreninger. Og er kun med i organisationer, der arbejder for det, der er hans livs salt: Pressefriheden. Ytringsfriheden. Retten til at publicere.

Det er derfor en stor ære at kunne overrække Årets Publicistpris 2013 til Jørgen Ejbøl.

Jørgen Ejbøls takketale: 

Kære kulturminister, kære formand og bestyrelse og medlemmer, 

Hjertelig tak for prisen. En ære jeg kan dele med vore mange medarbejdere, som har fået fusionen til at lykkes. Alle forskelligheder til trods - og de er ikke få! - fungerer virksomheden med et stærkt socialt fællesskab.

Fusionen blev dannet for at styrke Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken redaktionelt og økonomisk. Som den ny undersøgelse "Mangfoldighed i dansk dagspresse", der offentliggøres 7. marts, vil vise, har fusionen ikke betydet, at vore tre aviser er blevet ensartet. Man kan vel nærmest sige det modsatte. Konkurrencen mellem dem på alle planer har aldrig været hårdere.

JP/Politikens Hus har demonstreret, at vi kan drive flere aviser i samme selskab uden at skade ytringsfriheden. Det stærke, økonomiske fællesskab har tværtimod styrket dagbladenes evne til at bruge og kæmpe for denne forudsætning for oplysningsniveauet i vort demokrati.

Det lyder ikke pænt at sige det, men virkeligheden er, at der er for mange medier i Danmark. På grund af den digitale udvikling stiger antallet. Der er ikke nogen barriere længere. Enhver kan gå i gang og blive sin egen udgiver. Problemet er blot, at der ikke er økonomisk underlag for de mange medier, nuværende som nye. Ej heller er der seere, lyttere og læsere nok. Og der er ikke talent nok. 

Resultatet kender vi alle: det vælter ud 24/7 med ligegyldigt stof på alle platforme. Copy paste trives overalt. Der stjæles og ranes helt samvittighedsløst til skade for alle. Og jo ofte uden at tyvegodset tjekkes, før det publiceres.

Den manglende respekt for ophavsretten er et kæmpe problem, som vil koste dyrt for de medievirksomheder, der har store redaktionelle udgifter.

Det er uforståeligt, at ikke alle journalister og redaktører har indset, at vor overlevelse afhænger af respekt for ophavsretten. Ikke mindst nu, da vi skal have betaling for indhold på nettet.

JP/Politikens Hus’ største konkurrent på indholdssiden er Danmarks Radio og TV 2. Den teknologiske udvikling har betydet, at de elektroniske medier og dagbladene mødes på samme bane: internettet. Da public servicestationer i Skandinavien og Europa blev oprettet for nu mange år siden, kunne ingen forestille sig dagens mediemønster.

Og i dag er virkeligheden den, at DR og TV 2 på sigt truer dagbladenes overlevelse. Dagbladene skal have penge for indhold på nettet, DR og TV 2 sender det gratis med statskassen i ryggen. 

Vi taler om konkurrenceforvridning i særklasse. Det problem skal vi have løst.

Det indebærer bl.a., at DR’s ny ledelse forstår, at DR ikke er en kommerciel virksomhed. Men sådan agerer virksomheden i dag, bl.a. fordi et stort antal medarbejdere kommer fra private virksomheder. De nye medarbejdere har ikke forstået public service rollen.

Der er en dialog i gang, og jeg er glad for, at vi har en kulturminister med erfaring og politisk tyngde. Forhåbentlig kan problemet løses indenfor landets grænser.

Staten spiller en større og større rolle i den danske medieverden. Efter min smag for stor. Den skal i hvert fald ikke være større.

Desværre ikke et synspunkt alle er enige i. Samtidig får det hårde, kommercielle pres med faldende oplag og en svindende annoncemængde mange til at tale om øget støtte fra staten, fra fonde mv. Men finansiering af journalistisk indhold skal komme fra mediernes egne indtægter. Det kan vel forsvares, når aviserne selv oplyser, at rejseomkostninger i forbindelse med artikler om turisme og motorstof er dækket af udbyderne af rejser og biler, men sponsorering af journalistik om erhverv, politik, kultur m.v. vil være dræbende for troværdigheden og den journalistiske uafhængighed.

Og uden den er kvaliteten af selve vort demokrati truet.

De fleste kan vel enes om nogle grundlæggende kendetegn for en avis: Regelmæssig udgivelse med nyheder og baggrunde som grundlag for borgernes viden om og forståelse af samfundets funktioner.

Forestil dig et Danmark uden selvstændige og uafhængige aviser med nyttig folkeoplysning. Et samfund, hvor påstande, rygter og Facebook's ”synes om og synes ikke om” sammen med meddelelser fra spindoktorer og kommunikationsdirektører sætter dagsordenen.

Det er, hvad vi har i vente, hvis vi ikke værner om den frie og stærke presse med troværdighed og et mangfoldigt indhold.

Jamen, vi har da ”public service”, ikke sandt? Den vigtigste avis i æteren hedder jo stadig RadioAVISEN. Men den er hverken uafhængig eller selvstændig.

Radioavisen er ejet af staten og styret af politikere. Den er ikke en rigtig avis. Det er TV-Avisen heller ikke. Ganske vist ynder politikerne at forsikre om ”armslængde-princippet”, når de prøver at bilde folk ind, at de ikke blander sig i DR’s anliggender. Sludder og spin. I boksning er armslængde en lige højre, og det gælder også i DR.

De fleste nye titler er noget journalistisk skrammel med sager og kæpheste frem for upartisk og grundig oplysning. Bloggere og andre meningskværne kan da være særdeles underholdende og gode til at sparke gang i en debat, men som grundlag for en bred forståelse af politik, erhvervsliv, uddannelse, kultur, sport osv. bidrager de ikke med meget.

Der er masser af nyheder og underholdning i æterne og på nettet, men langt det meste er ligegyldigheder, tidsrøvende og i værste fald ligefrem hindrende for en seriøs og kritisk folkeoplysning. Og den grasserende ego-mani, selvoptagethed og skabagtighed har smittet langt ind i DR og TV 2.

Public service-journalismen er præget af arrogance og navlebeskuelse. Journalisterne er jo offentligt ansatte og helt uden kontakt med livets nødvendigheder og journalistiske grundregler om upartiskhed og troværdighed. Showtime afløser information, og journalistik bliver et middel til fremme af egen karriere. Journalist i DR den ene dag, spindoktor for en minister den næste, og tilbage i DR som ”kritisk” journalist den tredje.

Den slags vil vi ikke have i den fri og uafhængige presse, men det bliver stadigt tungere at holde fanen højt, når statskassen tilmed supplerer et driftstilskud til DR på 3,5 mia. kr. årligt med ”license to steal” vores journalistik.

I år har Asbjørn With, Nordjyske Medier, fået Cavling-prisen for tidskrævende og fremragende artikler om svigt af børn i Rebild Kommune, og i sidste uge modtog Orla Borg, Carsten Ellegaard Christensen og Morten Pihl den ny, store European Press Prize for afsløringen af samarbejdet mellem CIA og PET om opsøgning af terrorister med efterfølgende drone-drab. Den historie gav genlyd verden over. European Press Prize er stiftet af The Guardian og Thomson Reuters Foundation, Storbritannien, Stichting Democratie en Media og Verenigen Veronica, Holland, Media Development Loan Fund, Tjekkiet og JP/Politikens fonde. Ambitionen er en europæisk pendant til USA’s Pulitzer Prize. Det er på høje tid med en sådan opmuntring og inspiration til journalistik af høj kvalitet.

Men kun redaktioner med en stærk økonomi kan i fremtiden løfte den slags krævende opgaver. Det skal vi nok klare i dansk presse, men må vi så til gengæld anmode om, at staten og politikerne ikke ligefrem gør deres bedste for at svække vore muligheder for at gøre vort arbejde i demokratiets tjeneste?

Det er bekymrende at opleve, hvordan flere politikere ønsker at komme tættere og tættere på medierne med forslag om stramninger og økonomiske sanktioner. Det er en farlig kurs. På et tidspunkt da vi ser problemer med ytringsfriheden i Europa – Ungarn, Italien f.eks. – burde Danmark stå som et stærkt forbillede.

Det er en unødvendig konfrontation skabt på baggrund af politiske ambitioner på den ene side og journalistisk magtbrynde på den anden.