Jonathan Løw: Vi andre skal ikke betale for din hobby

DEBAT: Det er provokerende at høre voksne mennesker klage over at blive sendt i nyttearbejde, mens jobcentret ikke gør nok for at sikre dem "drømmejobbet". Alle har pligt til at arbejde, hvis de kan, og så man udleve sin drøm i fritiden, skriver Jonathan Løw.

Af Jonathan Løw
Iværksætter og direktør for virksomhederne JumpStory og Listen Louder

Da jeg var barn, kan jeg huske, at vi i den lokale badmintonklub syd for Aarhus sad og pakkede kasser med forskellige produkter for firmaer, så vi kunne tjene penge til den næste klubrejse til Fanø. For os børn var det en måde at sikre, at vores fælles og højtelskede klub kunne gentage den årlige tradition til glæde for både børn, voksne og frivillige.

Jeg tænker tilbage på den tid med glæde og stolthed, og måske provokerer det mig derfor også ekstra meget, når man skal høre voksne mennesker klage over, at de enten bliver sendt ud i nyttearbejde, der ikke giver mening for dem, eller at jobcentret ikke i tilstrækkelig grad understøtter deres rejse imod det forjættede land: drømmejobbet!

Drømmejob er der mange af. Nogle elsker at male eller lave smykker og mener, at det vil være deres drømmejob at kunne leve af det. Andre har en indre sangstjerne eller pianist gemt i sig og søger at udleve den drøm i praksis.

Som iværksætter kan jeg kun gå ind for at drømme og vil opfordre alle til at gøre det. Da jeg var næstformand i Dansk Iværksætter Forening, talte vi også om visioner og drømme, men det skete altid med to ben solidt plantet i drømmens vigtige legekammerat: virkeligheden.

Selvfølgelig har man et valg
Det er nu engang sådan, at arbejdsmarkedet ikke er en 1:1 drømmefabrik, hvor jobcentre, sagsbehandlere og andre offentlige instanser på magisk vis kan sikre den enkelte et arbejde fyldt med mening, selvudfoldelse og tilfredsstillelse.

Faktisk bør vi være taknemmelige for, at der overhovedet er hjælp at hente. Det er ikke en selvfølge. Naturligvis går ingen ind for et system, som direkte modarbejder jobskabelse, men det er også blevet en hyppig fortælling at give det offentlige skylden for, at man bliver fastholdt i ledighed, aktivering eller arbejdsprøvning frem for selv at tage ansvar for sit liv.

Alt for ofte skal man høre på, at det er jobcentrene eller samfundets skyld, og at man fuldstændig ufrivilligt bliver fastholdt i ledighed, som om man står uden valg. Tillad mig her at trække bullshit-kortet.

Selvfølgelig har man altid et valg, med mindre man er alvorligt syg. Jeg har selv været syg et år med depression, og dengang var jeg dybt taknemmelig for at bo i et land, hvor der findes en ordning som sygedagpenge. Den slags betaler jeg hellere end gerne ind til, så misforstå mig endelig ikke: Det er utroligt meningsfyldt, at man som samfund måler sig på, hvordan man tager sig af sine svageste. De hjemløse. De alvorligt syge. Dem, der bare ikke kan arbejde.

Heldigvis tilhører disse fåtallet. Flertallet har derimod et ansvar for at hjælpe fåtallet, og derfor er det på tide, at vi får gjort op med fortællinger om, at den enkelte har ret til at finde et job, hvor vedkommende kan bruge alle sine kompetencer. Selvfølgelig har man ikke den ret!

Betal selv for dit drømmejob
Hvis du ikke er dygtig nok til at sælge dine smykker, så er du ikke iværksætter. Så er du hobby-smykkedesigner. Hvis dine coach-drømme ikke kan tiltrække nok klienter, så er du ikke fuldtidscoach, og samfundet skal ikke betale for, at du kan gå og udleve den drøm. Det må du prøve i din fritid.

Det samme gælder såkaldt "håbefulde musikere", der på offentlige ydelser forsøger at finde det store gennembrud i lydmuren. Glem det – eller det vil sige: Gør det hellere end gerne, men undlad venligst at bede os andre betale for dit påståede talent.

Vi har alle den pligt, at hvis vi ellers ikke er alvorligt syge, så må vi tage det arbejde, vi kan få. Hvis vi ikke vil det, så skal vi være så hjertens velkomne til at takke nej, men så må vi også selv finde ud af, hvordan vi vil forsørge en sådan tilgang til fællesskabet.

Et godt bud på at få sit drømmejob er at skabe det. Vi har nemlig brug for langt flere iværksættere, selvstændige og freelancere i fremtiden. Ønsker eller evner man ikke det, så er det naturligvis fuldstændig legitimt, men så må man tage det, man kan få. Ikke møde fællesskabet med forventninger om, at vi alle er ansat i en slags drømmefabrik.

Meningsfyldt at bidrage til fællesskabet
Jeg så for nyligt et tv-indslag fra den ø, hvor jeg i tidernes morgen tog på badmintonlejr. Den badmintonlejr, vi havde siddet og pakket pakker for at kunne komme på. I tv-indslaget følte en ledig akademiker sig angiveligt ydmyget, fordi kommunen havde sendt hende ud på øen for at gøre rent på rastepladser og p-pladser. Hun mente ikke, at hendes kompetencer kom i spil, og hun mente ikke, at det var den rette vej til hendes drømmejob.

Nu skal jeg ikke kunne sige, hvad vedkommende har læst som akademiker, men havde det været psykologi eller filosofi, så ville hun vide, at mening er noget, vi vælger at tilføre ting her i livet. Ikke noget, der er objektivt eller givet på forhånd.

For nogle er det netop meningsfyldt at gå og gøre rent på rastepladser. For andre ikke. I den optimale af alle verdener, så er det dem, der finder det meningsfyldt, som udfører arbejdet, men arbejdsmarkedet fungerer ikke på den måde 1:1 med drømme og virkelighed.

Derfor kunne man i stedet vælge det mindset, at det er meningsfyldt uanset hvad at gøre rent på rastepladserne, fordi man udfylder en rolle til glæde for fællesskabet – ligesom vi gjorde som børn i sin tid i badmintonklubben. Var det lige så fedt som at se Børnetime i fjernsynet? Helt sikkert ikke. Men vi gjorde det alligevel.

Drømme giver ikke smør på brødet
Jeg tror personligt enormt meget på fællesskabet. Imidlertid er det et fællesskab, hvor vi skaber ting fælles. Ikke en abstrakt størrelse, som man som individ bare kan trække på, når man har lyst, eller give skylden, hvis man ikke lige føler, at livet går ens vej.

Det eneste sikre, man kan sige om fremtiden for vores samfundsmodel, er, at såfremt der bliver for mange, som modtager ydelser, og for få, der arbejder, så vil det kollapse. For at undgå dette kollaps, så er det på tide at gøre op med tanken om, at fællesskabet er til for dig og mig. Nej – fællesskabet er noget, vi skaber, ligesom iværksætteri handler om at sætte i værk – ikke om at drømme.

At ønske at få sit drømmejob er en fin drøm, og måske går den en dag i opfyldelse – måske ikke. Det ligger imidlertid helt fast, at drømme ikke er det, som skaber smør på brødet. Det gør derimod handling og hårdt arbejde. Derfor skal et samfund måles på, hvordan vi i flok tager os af de svageste. Ikke på dets evne til at agere drømmefabrik.

Forrige artikel Stævnet forskers kollegaer: Bæredygtigt Landbrug vil svække ytringsfriheden Stævnet forskers kollegaer: Bæredygtigt Landbrug vil svække ytringsfriheden Næste artikel Tænketank: Den hårde Brexit eksisterer ikke Tænketank: Den hårde Brexit eksisterer ikke
Fem nedslag fra Venstres landsmøde

Fem nedslag fra Venstres landsmøde

VENSTRES LANDSMØDE: Løkkes og Jensens farvel var blandt de spændende ting på Venstres landsmøde i Herning. Og så var der markeringer i forhold til Venstres værdipolitik.