Journalist og Kvinfo-direktør: De brune rødstrømper kæmper også imod racisme

'Brune rødstrømper' brænder ikke tørklæder af på Danmarks rådhuspladser eller råber kampråb i boligblokkene. Men deres kamp er i gang, og vi skal lytte godt efter for at forstå, hvordan vi bliver gode allierede.

Kvinderne siger fra over for uretfærdighed, undertrykkelse og tyngende æresbegreber i egne familier og miljøer. De kræver retten til at bestemme over egen krop, seksualitet og livsstil og til at udleve deres drømme og fulde potentiale uden at skulle indordne sig under jomfruidealer eller bære tunge byrder af skam, hvis de bryder med traditionerne.

En stor del af opgøret finder sted bag lukkede døre, og man kunne tro, at det kun vedrører kvinderne selv. Men vi har et fælles ansvar for støtte og bakke op – uden samtidig at belære dem om, hvad de egentlig bør gøre op med. 

Racisme og kvindekamp
I modsætning til 1970'ernes rødstrømper oplever de brune rødstrømper ikke kun diskrimination og undertrykkelse på baggrund af deres køn. Det faktum, at de er kvinder med en anden hudfarve og et andet religiøst tilhørsforhold, er i nogles øjne uforeneligt med danske værdier som ligestilling. Når kvinderne kæmper mod social kontrol i familiesfæren, så står de samtidig over for et andet opgør: opgøret med racisme og forskelsbehandling i samfundet uden for deres hjem.

 Nogle kalder kvinderne opmærksomhedshungrende, andre beskylder dem for at ødelægge 'det brune image' og for at bidrage til en indvandrerfjendsk mediediskurs.

Souha Al-Mersal og Henriette Laursen
Hhv. journalist og direktør for Kvinfo

Vi ser for eksempel, at kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, skal sende 18 procent flere ansøgninger for at blive indkaldt til jobsamtale, end kvinder med danskklingende navne skal. Hvis kvinderne også bærer muslimsk tørklæde, må de sende 60 procent flere ansøgninger end kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som går med håret bart.

Det er et eksempel på, at forskelsbehandling sker på forskellig vis afhængig af de elementer af den enkeltes identitet, som adskiller sig fra majoritetsbefolkningens. Derfor er bekæmpelse af racisme en central og uundgåelig del af de brune rødstrømpers kvindekamp.

Nedgørende øretæver og endda racistiske udbrud rammer disse kvinder, når deres opgør mod hjemlig undertrykkelse bliver brugt som argumenter mod det deres etnicitet, kultur og religion. Når vidnesbyrd bliver vendt til for eksempel kritik af islam.

Kritik i etniske minoritetsmiljøer
Opgøret og åbenheden møder samtidig kritik i nogle etniske minoritetsmiljøer. Nogle kalder kvinderne opmærksomhedshungrende, andre beskylder dem for at ødelægge 'det brune image' og for at bidrage til en indvandrerfjendsk mediediskurs.

Oveni hævder en ældre generation af kvindesagsforkæmpere, at kvindernes opgør ikke er tilstrækkeligt, så længe de holder fast ved nogle af de værdier, som de deler med for eksempel deres forældre.

Vi kender til mange af disse historier og overvejelser fra podcasten Skamløs, som Souha Al-Mersal producerer, og som Kvinfo støtter økonomisk. Et vigtigt budskab, som kommer frem i podcasten, er, at disse kvinder først og fremmest ønsker at forene kærligheden til deres egen kultur med en aktiv afstandtagen fra begrænsende og undertrykkende normer.

Denne vigtige dobbelthed går alt for ofte tabt i de offentlige diskussioner, der har tendens til at fokusere på saftige eller grusomme historier og til at bekræfte et gammeldags, stigmatiserende billede af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som var de alle ens.

I modsætning til 1970'ernes rødstrømper oplever de brune rødstrømper ikke kun diskrimination og undertrykkelse på baggrund af deres køn. 

Souha Al-Mersal og Henriette Laursen
Hhv. journalist og direktør for Kvinfo

Kursen for eget opgør
Men de brune rødstrømper tæller både kvinder med rød læbestift og høje hæle, som kæmper for krops- og seksuel frihed, og kvinder i tørklæde eller chador, som kæmper imod undertrykkende normer om for eksempel uddannelse og ægteskab.

Fællesnævneren er, at de slås for frihed og imod racisme på samme tid.

Ligestillingsaktører, civilsamfund, medier og politikere bør bane vejen for, at disse kvinder selv kan sætte kursen for deres eget ligestillingsopgør. Og at det også bliver legitimt at sætte ord på den dobbelte modstand, som de møder.