Kaare Dybvad til Svend Brinkmann: Ingen ønsker at bo i en jordhule

Så hvorfor holdt man så meget af arbejdet hos de nordjyske havnearbejdere, hvis det nu er så dårligt, som Svend Brinkmann påstår?

Hvorfor er 65 procent af de adspurgte i BT's måling 15. oktober enige med statsministeren i udsagnet om, at "alle der kan arbejde, skal arbejde. Hvis vi ikke holder fast i vores stærke arbejdsmoral, så holder vores velfærdsmodel ikke", mens kun 18 procent er uenige? Lider danskerne simpelthen af falsk bevidsthed, når det kommer til deres arbejde?

Fra bistandsklient til bankdirektør

For mig er der to vigtige aspekter af arbejdet, der ikke er økonomisk. For det første er erfaringen fra såvel forskning som rapporter fra tænketanke som AE, Rockwoolfonden og Cepos, at det er altafgørende for de fleste børns muligheder, at deres forældre er i arbejde.

Et liv uden arbejde er den tungeste sociale arv, man kan give videre

Kaare Dybvad Bek (S)
Udlændinge- og integrationsminister

Ikke for de rigeste, men for den store mellemgruppe og de mindst ressourcestærke, er forældrenes erfaringer fra arbejdslivet definerende for børnenes muligheder. Et liv uden arbejde er den tungeste sociale arv, man kan give videre.

Skal man leve op til Anders Fogh Rasmussens gamle målsætning om, at man skal kunne gå fra bistandsklient til bankdirektør, så er arbejde nøglen, mere end noget andet.

Den erkendelse bliver negligeret i debatten, måske fordi dem, der deltager i den, oftere er vokset op med forældre, der er bankdirektører, end forældre der er bistandsklienter. Det er nemt at tale arbejdet ned, når man ikke kender konsekvenserne af at være arbejdsløs.

For det andet tror jeg, mange holder af at vide, at de gør en forskel for andre mennesker. Det er jo det, man gør, hvad enten man har vagten på en akutmodtagelse, kører varer rundt i Danmark eller producerer insulin i Kalundborg. Man skaber noget i løbet af sin arbejdsdag, og verden ville være et dårligere sted, hvis man ikke passede sine ting. Det betyder noget, om man kommer afsted om morgenen eller ringer ind og melder sig syg.

Fleksibilitet for alle faggrupper

Brinkmann påstår af arbejde gør os ulykkelige, men ser man på, hvor mange der oplever stress, er det mere end dobbelt så hyppigt blandt folk uden for arbejdsmarkedet end blandt dem, der arbejder.

Studerende med studiejob er også mindre stressede end dem uden, selvom det burde være omvendt, hvis det alene var arbejdsmængden, der stressede os.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt arbejde er sundt, og det er et af vores væsentligste samfundsproblemer, at så mange bliver syge af at gå på arbejde. Det grænseløse og udflydende arbejde er en stor årsag, som vi skal lære at håndtere.

Jeg er ikke selv arbejdsgiver i egentlig forstand, men når jeg får muligheden for at tale til medarbejderne i departement og styrelser, lægger jeg vægt på, at man skal adskille fritid og arbejde, og ikke tage opgaverne med hjem.

Ingen ønsker sig, at svaret på en tandpine er at rive tanden ud. Ingen ønsker sig, at hvert femte barn dør, inden de runder det første leveår. Ingen ønsker sig at leve i en jordhule

Kaare Dybvad Bek (S)
Udlændinge- og integrationsminister

Vi skal tage det alvorligt og indrette os efter, at flere har brug for perioder, hvor man arbejder anderledes og ofte også mindre. Oplever man som forælder, at ens børn ikke trives, skal man kunne tilpasse sit arbejdsliv til det.

Mange ældre medarbejdere bruger deres sidste år på nedsat tid. Vi kan ikke leve i et samfund, hvor alle arbejder det samme over hele livet, og den fleksibilitet skal vi skabe for alle faggrupper, ikke kun dem med de højeste lønninger.

Men vi kan omvendt heller ikke have et velfærdssamfund på den måde, vi har det, uden at vi arbejder nogenlunde det samme, som vi gør i dag.

Lunt parcelhus eller jordhule?

Det er jo nøgternt set rigtigt, at vi arbejdede mindre i jæger-samler samfundet, som Brinkmann fremfører. Måske ufrivilligt rammer han her et centralt argument for vores højere arbejdstid, for der er næppe nogen, der ønsker at leve under de livsvilkår, der eksisterende dengang.

Ingen ønsker en gennemsnitlig levealder på 33 år, som jægere og samlede havde. Ingen ønsker sig, at svaret på en tandpine er at rive tanden ud. Ingen ønsker sig, at hvert femte barn dør, inden de runder det første leveår. Ingen ønsker sig at leve i en jordhule.

Det burde være banalt at konstatere, men fundamentet for den velstand, der gør, at vi kan bo i et lunt parcelhus, få lavet plumper i vores tænder og have et sundhedsvæsen, der helbreder os, når vi er syge, det er selvfølgelig vores arbejde.

Vi bliver stadig dygtigere til det, vi laver, og derfor får vi stadig flere muligheder som mennesker, og i Danmark har vi valgt at lade noget af vores velstand blive administreret fælles, i det vi kalder velfærdssamfundet.

Derfor står vi i de kommende år i et centralt fordelingspolitisk valg. Enten gør vi det muligt at fastholde den velfærdsmodel, der har skabt mere lighed mellem folk end nogen anden samfundsmodel, eller også indretter vi et samfund, der minder mere om dem, vi kender fra Sydeuropa, med mindre fælles velfærd og langt flere forældre, der går derhjemme.

Det gør ingen forskel for bankdirektøren, men for bistandsklienten er der en verden til forskel.