Glenn Bech: Ja, ulykker rammer også Hellerup. Men modgang og vold klumper sammen i underklassen

Det er vidunderligt, hvordan klassedebatten aktiverer en sådan mangfoldighed af stemmer, som det er tilfældet. Rige, fattige, mænd, kvinder, hvide, minoriserede, unge, ældre – vi mennesker står tydeligvis vores egen lidelse nært.

Alt dette er sikkert, som det skal være. Og man kan ikke nødvendigvis aflæse eller rangere, hvordan et menneske trives alene ved at se på vedkommende. Men hvad stiller vi så op med den økonomiske ulighed, der alt taget i betragtning fortsat forvolder så verdensomspændende kriser og elendighed?  

Mængden af ulykker er imidlertid hverken ligeligt distribueret iblandt befolkningen eller følger nogen normalfordeling

Glenn Bech

Jeg anerkender, at ulykken kan ramme hvem som helst. En villa i Hellerup såvel som et lejlighedskompleks i provinsen. Mængden af ulykker er imidlertid hverken ligeligt distribueret iblandt befolkningen eller følger nogen normalfordeling. Rapporter er rapporter, og hyppigheden af vold i hjemmet og strukturel modgang i øvrigt klumper sammen på bunden af samfundet. 

Spørg bare Rockwoolfonden: Mødre med videregående uddannelser klarer sig markant bedre end mødre med ungdomsuddannelser, som igen klarer sig markant bedre end mødre uden uddannelse målt på et væld af parametre såsom: barnets fødselsvægt, hvor gammel mor bliver, hvor høj en indkomst hun får, hvor dygtig barnet bliver til følelsesregulering, hvor ofte mor dømmes for lovovertrædelser.

Vi taler om traumer. Ja, men vi taler også grundlæggende om manglende muligheder, netværk, adgange, forudsætninger samt hvilke øvebaner, vi hver især har for at begå os i tilværelsen. At havne på universitetet eller Reden med enkelte sammenlignelige overgreb i bagagen vidner alligevel om et par vidt usammenlignelige skæbner.

En rigmand, der kaster sig ud fra Wall Street, er ikke en hjemløs, der kaster sig ud foran et tog, tværtimod kaster deres død muligvis et grumt, årsagsforklarende lys på hinanden

Glenn Bech

En rigmand, der kaster sig ud fra Wall Street, er ikke en hjemløs, der kaster sig ud foran et tog, tværtimod kaster deres død muligvis et grumt, årsagsforklarende lys på hinanden, hvor den enes livsbetingelser henholdsvis opretholder og fængsler den andens.

At ignorere og afvise konsekvenserne af ulighed med udgangspunkt i ens personlige historie er ikke alene en relativisering. Eller nogen uskyldig afledningsmanøvre. Her er snarere tale om den komplette afsløring, nemlig at dem, der har, næsten altid formår at retfærdiggøre deres bedrifter og besiddelser over for dem, der ikke har. 

Jeg ser for mig: en greve forsikre chaufføren om, at man jo også kan være rig på kærlighed.

Når jeg beskriver klassesamfundet, er det hverken på baggrund af fryd eller rendyrket foragt. Men en afmagt så tung. Fronterne synes pludselig så klare. Følelser kan vi alle sammen genkende og dyrke vores egne versioner af. Hvorom alting er, føler jeg mig bekræftet i, at overdragelsen af privilegier og især økonomiske midler til landets fattigste og mest udsatte ikke sker frivilligt. 

Så hvad er alternativet?

Hvorom alting er, føler jeg mig bekræftet i, at overdragelsen af privilegier og især økonomiske midler til landets fattigste og mest udsatte ikke sker frivilligt

Glenn Bech

Jeg plejede at tro på dialog. At landets velhavere og mest magtfulde trods alt besad en empati at appellere til, og som lod sig omsætte til gennemgribende politisk handlen, eksempelvis i forhold til fordelingen af skoleelever med udgangspunkt i forældrenes indkomst, inflationshjælp, højere arveafgift, virksomheders skatteunddragelse.

Nok kan ”opråb fra underklassen” og andre udsatte grupper vække en masse sympati og skam, men hvordan trænger kulturkampen igennem på Borgen?

Kan og skal den overhovedet, Jakob Engel-Schmidt?

Håbet er vel, at mobilisering og holdningsændringen iblandt befolkningen fortsat kan lægge pres på den slags regeringssøgende partier, hvis værdipolitik afspejler, hvad der er populært i øjeblikket.