Knud Vilby: Regeringen er tavs om døende danske børn i syriske lejre

KRONIK: Uskyldige danske børn oplever en trist skæbne i de kurdisk-administrerede syriske flygtningelejre al-Hol og Roj. Alligevel har børnenes statsminister Mette Frederiksen vendt dem ryggen, for ikke-etniske danskere tæller ikke lige så meget, skriver Knud Vilby.

Placeholder image
Der mangler opmærksomhed på de danske børn i de kurdisk-administrerede syriske flygtningelejre al-Hol og Roj, skriver Knud Vilby. Foto: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Knud Vilby
Journalist, forfatter og tidligere chefredaktør for Information

Socialdemokratiske folketingsmedlemmer har ikke ytringsfrihed, hvis de har lyst til at ytre sig skeptisk overfor Mette Frederiksen.

Knud Vilby, Journalist, forfatter og tidligere chefredaktør for Information

Der er temaer, der bestandigt går igen i debatten. Alt om corona og mundbind naturligvis. Men også andre større og mindre spørgsmål, som kæmpeeskimo-is, topskatteproblemer og sommerens skiftende kvalitet.

Der er også temaer, der absolut ikke omtales eller diskuteres, hvor alvorlige de end er. Et af dem er den skæbne, uskyldige små børn – nogle danske – har fået i de kurdisk-administrerede syriske flygtningelejre al-Hol og Roj. 

Alle rapporter dokumenterer, at de lever under uhyrlige forhold. Og nogle af dem lever ikke mere, fordi de dør af elendigheden. Alene på 8 måneder i 2019 døde mere end 300 børn i lejrene. Børn under 5 år udgjorde omkring tre fjerdele af alle dødsfald. Vi ved mindre om, hvor slemt de er i dag, men det er blevet værre end dengang.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Mindst 30 børn under 14 år er danske. Børnenes statsminister Mette Frederiksen vil ikke have med dem at gøre. Helt bibelsk fastslår hun, at de ikke skal have hjælp, fordi deres ”forældre har vendt Danmark ryggen”. Det er det, der kaldes arvesynden.

Mangel på intern kritik
Og når statsministeren siger sådan, er der i hvert fald ingen socialdemokratisk debat. Socialdemokratiske folketingsmedlemmer har ikke ytringsfrihed, hvis de har lyst til at ytre sig skeptisk overfor Mette Frederiksen. Heller ikke selv om statsministerens beslutning klart går imod FN’s børnekonvention, som Danmark er forpligtet på.

Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti mener alle, at Danmark er forpligtet overfor danske børn, og at regeringen skal handle. I juni sidste år sagde Rosa Lund fra Enhedslisten, at det var et spørgsmål, der skulle indgå i regeringsforhandlingerne, og Morten Østergaard var meget klar i sin understregning af Danmarks forpligtelse. Det handler jo også om almindelig menneskelighed og anstændighed.

Men siden har tavsheden sænket sig. Enkelte rystende reportager, der fortæller, at det er blevet endnu værre med corona-pandemien. En analyse fra ”Foreign Policy” fra juni i år refererer igen om en overvældende børnedødelighed i lejrene, nu med omkring 70.000 kvinder og børn.

Og også om at det allerede blev endnu værre efter Tyrkiets invasion i Nordøstsyrien i oktober 2019. Det er blevet vanskeligere for hjælpeorganisationer at få adgang, og vi ved mindre. Men næsten ingen mediedækning og ingen politisk debat. 

Det er heller ikke en debat, forståelsespapirets tre støttepartier prioriterer. Bliver de spurgt – men det gør de næsten aldrig – svarer de, hvad de bør, men de foretager sig ingenting aktivt politisk. Og vil hellere alliere sig med regeringen om det, de opfatter som vigtigere spørgsmål. Det er realpolitikkens dødelige kynisme.

Systemisk og kulturel racisme
Danmark er jo europæisk hardliner i stort set alle spørgsmål omkring udlændinge og flygtninge, og det er også klart, at en undertone i den fraværende debat er, at selv om børnene er danske, så er de nok alligevel ikke rigtigt danske.

Apropos den systemiske og kulturelle racisme, så tæller ikke-etniske danskere ikke så meget. (Men i hvert fald en af lejrens mødre med to meget små børn er helt og aldeles etnisk dansk).

Analysen fra ”Foreign Policy” beskriver, ligesom danske Forsvarets Efterretningstjeneste har gjort det, at risikoen for islamisk radikalisering af både børn og forældre bliver større, jo længere de sidder i lejrene.

Og alle dør jo ikke. Nogle undslipper, og en dag vil alle, der overlever, vel komme ud. Det kan blive rigtigt farligt for verden, hvorimod vurderingen er, at faren for at modtage radikale islamister ved at tage imod børn nu, er relativt begrænset.

En lang række lande står med samme dilemmaer, som dem der i Danmark får selv pæne mennesker til at tøve med at tage de rigtige beslutninger. Men mange steder er man dog modigere og anstændigere end den danske regering.

Interessant – og beskæmmende – nok, nævner Foreign Policy, at Malaysia, Kosovo, Rusland og Usbekistan har gjort ganske meget for at repatriere egne statsborgere og lave rehabiliteringsprogrammer. Rusland har haft et særligt fokus på børn. Måske søger Putin (også) et brand som børnenes værner for at mildne billedet af de grusomheder, Rusland har ansvar for i Syrien.

Læs også

Arvesynd
Modsat nævnes, at blandt andet EU-landene og de nordafrikanske lande har gjort meget lidt. Der er dog flere, blandt andet Storbritannien, Frankrig og Sverige, der har gjort mere end Danmark for at hente individuelle børn hjem, og der er lande, der tør sætte hele spørgsmålet på dagsordenen og tage initiativer.

Sverige har søgt europæisk støtte til at etablere et internationalt tribunal, der kan dømme krigsforbrydere, der sidder interneret, men ikke kan retsforfølges lokalt. Tyskland er ensidigt gået i gang med at retsforfølge mennesker, der anklages for krigsforbrydelser i Syrien. Samlet sker der dog meget lidt. Og i Danmark absolut ingenting.

Titusinder af mennesker er interneret i Helvede. Mange af de voksne er skyldige, men andre ikke. Og de mindreårige børn har kun skyld, hvis man ser på skylden som en arvesynd, børn automatisk nedarver fra deres forældre.

De voksne er naturligvis et særligt problem. Mange er sikkert enige i, at vi skal hjælpe uskyldige danske børn, men ikke deres måske-skyldige, måske-islamistiske forældre. Dem, der med Mette Frederiksens ord har vendt Danmark ryggen.

Men dels skal de vel retsforfølges, inden vi med sikkerhed kan fastslå deres skyld. Dels har de fleste af Folketingets partier været ret enige om, at når udlændinge begår alvorlige forbrydelser her i Danmark, så skal det land, hvori de er statsborgere, være parat til at modtage dem efter udvisning. Apropos den dømte marokkanske boghandler fra Brønshøj. 

Men gælder det kun, når regeringen vil have udlændinge ud af Danmark. Ikke, når den ikke vil have danskere hjem?

Der er politisk tavshed og en vis irritation, når spørgsmålet en sjælden gang tages op. En borgergruppe søger at samle underskrifter til et borgerforslag, der vil tvinge Folketinget til i hvert fald at bryde tavsheden. Men det er op ad bakke, når tavsheden også fortrænger grusomhederne fra den offentlige bevidsthed.

Omtalte personer

Knud Vilby

Fhv. chefredaktør, Information, journalist og forfatter
journalist (Møns Folkeblad 1960)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser