Man kan ikke røre sig ud af flækken uden at agere politisk

Politik er ikke noget, man kan stille sig udenfor, og vi er nødt til at bevare en politisk debat og styrke et håb, der får os til at række ud efter modstanderen, når det bliver muligt, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen. 

Placeholder image
Den frie samtale kræver håb. Men der må være en tillid tilstede, for at det nytter at gribe ordet, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der kaldes på forsigtighed med ordene i disse tider. Hvem tør næsten tage ordet “håb” i sin mund? Det bliver så let til vidtløftigheder. Det bliver hurtigt hult og lyder som kling klang.

Man kan sagtens få lyst til ord, der kommer brusende; men hvad skal de bruges til, når de klinger af? Jeg vil hellere have mindre deklamation, men til gengæld ord, der klæber sig til tanken og følelsen og ikke sådan lige kan vaskes af.

Jeg har i de sidste uger “lyttet” til mennesker, hvis tanker, jeg ofte har lænet mig op ad.

Hvad enten det er Vaclav Havel, tidligere tjekkisk præsident og forfatter, Hannah Arendt, tysk-amerikansk politisk tænker og filosof, eller Marion Gräfin Dönhoff, tysk journalist og medudgiver af ugeavisen Die Zeit, så har de alle været dér, hvor fortvivlelsen gjorde dem tavse, og de frygtede fremtiden. Verden brød sammen for øjnene af dem. 

Det kan ikke være volden og terroren, der får det sidste ord

Peter Skov-Jakobsen, biskop, Københavns Stift

I en oplagt tale om “Moral og Politik” fastslår Havel det store dilemma, man kan komme i som politiker: at skulle påføre borgerne i landet skade ved at underkaste sig andres diktat eller at protestere og gribe til forsvar og våben og på den måde være med til at tilføje befolkningen frygtelig smerte. Det er et ansvar, enhver politiker lever med.

Hannah Arendt skriver ærligt og med håb om politik. Livet er politisk. Man kan ikke røre sig ud af flækken uden at agere politisk. Vi lever sammen og skal hele tiden agere med hinanden og finde veje ind i fremtiden. Politik er ikke noget, man kan stille sig udenfor. Politik skal sikre livet og sikre, at det enkelte menneske kan forfølge sine håb.

Politik har altid eksisteret, hvor mennesker søger sammen i civilisationer. Politik skal være med til at skabe frihed og retfærdighed.

Dog hævder Arendt, at den frihed, som politikken skal være med til at sikre, allerede skal være til stede, inden den frie debat begynder. Mennesker må ikke være underkastet slaveri, vold eller anden tvang, for så er samtalen fra begyndelsen ikke mulig.

Arendt kendte godt til den tvang, der kunne overgå et samfund. Hun kendte til de mange ord, der bare blev skreget ud. Hun vidste, at for enden af råberiet ville der komme død og ødelæggelse. Hun flygtede væk fra Tyskland, fordi der kun var plads til eftersnakkeriet. Tyrannen havde ordet!

Med et smil i øjet fortæller hun også gerne om den politik, der er fyldt med manglende fakta – ja, ligefrem løgn – men hun tror på, at dér, hvor ordet er frit, dér kan man også berigtige virkeligheden.

Den frie samtale kræver håb. Der må være en tillid tilstede, for at det nytter at gribe ordet. Det kan ikke være volden og terroren, der får det sidste ord, og det kan ikke være folkedomstolen, der med sin stemning skal overgå retsstaten. 

Man kommer ikke uden om politik

Peter Skov-Jakobsen, biskop, Københavns Stift

Om håbet skriver Havel, at det på særlig vis altid knytter sig til bestemte begivenheder i ens liv; men man står som menneske altid tilbage med en besynderlig følelse af, at man godt ville vide, hvor det håb kommer fra.

Det er som om, der er en overnaturlig tilstedeværelse af håb. Det kan knytte sig til religioner og til fromhed, men Havel gør i en lille tale, der afholdes i Hiroshima, opmærksom på, at der også er andre fundamentale åndelige erfaringer, der får os til at tro på, at vi kan leve i fred og sammen skabe en orden, der tjener den frie samtale, demokratiet og retsstaten.

Jeg tror, Havel vil gøre sine tilhørere opmærksom på teatret, litteraturen, poesien, balletten, musikken, maleriet, samtalerne, det frie og sandhedssøgende ord. Han peger på alle vores “sprog” for at få os til at fordybe os med udspørgende sind og på den måde være med til at finde veje ind i fremtiden.

Man mærker, at denne åndelige søgen hjalp ham, da han sad i fængsel og var overmandet af magtesløshed. Selv da mærkede han, at der var et håb om en universel ansvarsfølelse, der fandt veje, så folkene kunne færdes sammen i fred.

Marion Gräfin Dönhoff flygtede i Anden Verdenskrigs sidste dage fra det slot, som hendes familie havde beboet i århundreder. Med tusinder af andre på vejene forlod hun Østpreussen og begav sig vestover.

Når man “lytter” til hende, bliver man mindet om, at dér, hvor mennesker åbner sindet og forbereder sig på det andet menneske og på en anden holdning, dér kan der ske noget. Åndsfriheden og det undersøgende sindelag er kendetegnende for hende.

Læs også

Hun går ind for en kapitalistisk markedsøkonomi, men hun går op imod grådigheden. Hun er et frisindet menneske, men forstår ikke, hvorfor man pludselig vil have krucifikserne ned fra væggene i de katolske egne.

Hun elsker sin hjemstavn, Østpreussen, men efter lange og smertefulde overvejelser, erkender hun, at hendes hjemstavn for altid er tabt, og det var, hvad nazismens helvede kostede hendes familie.

En ting må dog ikke ske. Hun er sikker på, at hjemstavnen er ligeså uforlignelig smuk og derfor glæder de nuværende polske borgere, og der er ingen grund til at forløbe sig i had mod dem.

Hvem tør næsten tage ordet “håb” i sin mund? Det bliver så let til vidtløftigheder

Peter Skov-Jakobsen, biskop, Københavns Stift

Jeg har stor respekt for vores politikere, der skal tage beslutninger i disse vanskelige tider.

Vores forsvars- og udenrigspolitik skal lægges om. Vi er nødt til at tage kampen mod tyranniet op; men en del af det politiske ansvar er nu også at sørge for, at vi står ved vores frie og demokratiske samfund. At vi gør, hvad vi kan, for at bevare et frit samfund, en politisk debat og styrker et håb, der får os til at række ud efter modstanderen, når det bliver muligt.

Håbet lever mange steder. Det er i religionerne. Det er i koncertsalene og på bibliotekerne. Det er på caféerne og på legepladserne. Det er på teatret, i biografen, i bogen og i digtet. I naturen kommer det med farver og dyr, overvældende og rystende, som naturen kan være. Det er i foreninger og politiske partier. Det er i skoler, på universiteter og højskoler og på erhvervsuddannelserne.

Vi må bare tage det til os og turde give det ord og handling. Man kommer ikke uden om politik.

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser