Lars Trier Mogensen: Kronprins Messerschmidt arver kun det halve vælgerkorps

Den nye højrefløj er ved at gentage venstrefløjens gamle tragedie. Den indædte infight mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om de præcis samme og relativt få vælgere trækker højrefløjen længere og længere ud af det sidespor, som endte blindt for venstrefløjen i 1970'erne og 1980'erne.

Dengang gamle munkemarxister, fløjlsmaver og kratluskere på venstrefløjen pinte sig selv med endeløse diskussioner om, hvem der havde den allermest skriftlærde fortolkning af verdens uretfærdigheder, skar socialdemokraten Svend Auken igennem palaveren, skønt han også selv var kendt for sine røde idealisme:

"I politik er det vigtigt med holdninger og principper. Folk, der lader, som om alle ideer er lige gode/dårlige, skal man være på vagt over for. Midt på vejen er der som bekendt ikke andet end hvide striber og døde fluer. Alligevel er det værd at huske, at resultaterne i et demokrati ofte skabes, når mennesker med forskellige udgangspunkter mødes midt på vejen og finder frem til fælles løsninger".  

Sådan fungerer dansk politik stadig. Døde fluer viser vejen mod indflydelse. Så meget mere opsigtsvækkende er det, at Dansk Folkeparti netop har droppet den årelange ambition om at ville forvandle sig selv til et vidtfavnende midterparti for nu stedet at dreje skarpt mod højre. Væk fra midterstriberne, ud mod ansvarsfriheden i grøftekanten.

Kåringen af 39-årige Morten Messerschmidt som ny kronprins i Dansk Folkeparti skaber en længe efterspurgt afklaring i dansk politik. Efter flere måneders tiltagende forvirring om såvel lederskabet som den politiske linje har Dansk Folkeparti på sommergruppemødet i Sønderborg truffet et klart valg.

Frem mod næste valg skal kræfterne koncentreres om at skærpe den nationalkonservative profil i et mere eller mindre desperat forsøg på at bekæmpe det fremadstormende Nye Borgerlige.

Manøvrerummet for venstrefløjen og muligheden for at påvirke S-regeringen bliver kun større, jo mere Dansk Folkeparti fokuserer på hundeslagsmålet med Nye Borgerlige.

Lars Trier Mogensen

Reaktionen er set før. Ligesom røde småpartier såsom Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistisk Arbejderparti og Kommunistisk Arbejderparti engang brugte alt krudt på at bekæmpe og miskreditere hinanden, er Dansk Folkeparti ved at lade sig suge ned i en frugtesløs fløjkrig, der appellerer til de færreste.

Hele det midtersøgende projekt, som førte Dansk Folkeparti frem til triumf ved folketingsvalget i 2015 med opbakning fra 741.746 vælgere og i alt 21,1 af stemmerne, er reelt ved at blive vendt ryggen.

Med aktuel støtte fra væsentligt under syv procent af vælgerne – og Nye Borgerlige faretruende tæt på i meningsmålingerne – handler alt dog lige nu om at overleve for Dansk Folkeparti. Derfor skrottes Kristian Thulesen Dahls midtersøgende tvetydighed. Nu skal det være hårdere og langt mere højreorienteret.

Den nye næstformand Morten Messerschmidt har aldrig lagt skjul på, at han absolut ikke er en socialdemokrat i forklædning, og som optakt til sommergruppemødet har han da også på spektakulær vis skærpet den ideologiske højreprofil. Nu skal Dansk Folkeparti tilbage til udgangspunktet og befæste positionen som Danmarks førende nationalkonservative parti.

Ingen kunne være i tvivl, da Morten Messerschmidt i sidste uge blæste til kristen religionskrig i et interview i Politiken – af alle steder i dansk dagspresse. "Danmark er kristent – og det skal kunne mærkes," lød forbønnen, hvorefter den tidligere kirkesanger slog fast, at der er opstået et værdipolitisk vakuum i Dansk Folkeparti, efter at præstefætrene Søren Krarup og Jesper Langballe stoppede i Folketinget.

Ved at forfremme Morten Messerschmidt til ny næstformand bliver hans kompromisløse nationalkonservative kurs samtidig definerende for Dansk Folkepartis placering i det politiske landskab videre frem. Og det vil skabe mere plads til andre partier.

På kort sigt vil afklaringen dog utvivlsomt kunne styrke Dansk Folkeparti i den arrige guerillakrig mod Nye Borgerlige. Alene med sin flamboyante fremtoning skaber Morten Messerschmidt opmærksomhed, kontrovers og fornyet passion.

Under forudsætning af, at den giftige sag om misbrug af EU-støtte i Meld/Feld – som Morten Messerschmidt var medansvarlig for i sin tid som medlem af Europa-Parlamentet, og som EU's særlig enhed til bekæmpelse af svindel (Olaf) allerede har konkluderet blev brugt til "ulovlige, uretmæssige eller uberettigede" aktiviteter – ikke fører til en egentlig kriminalsag i Danmark, vil den nye næstformand kunne give Dansk Folkeparti fornyet kant.

Morten Messerschmidt er en enestående politisk karakter, der kun findes meget få af i dansk politik, og helt sikkert kun én af i Dansk Folkeparti.

Han kan og skal ikke undervurderes, om ikke andet så fordi han slog danmarksrekord ved europaparlamentsvalget i 2014 med 465.758 personlige stemmer. Allerede dengang beviste Messerschmidt, at han som personlighed har langt større vælgertække, end hans ideologiske markeringer i sig selv kan forklare.

Modsat den resignerende Kristian Thulesen Dahl udstråler Morten Messerschmidt en lidenskabelig vildskab og kulørt musikalitet, der kan tiltrække vælgere, som ikke normalt interesserer sig for politik.

Han har x-faktor, og rent mediemæssigt er det derfor en oprustning af Dansk Folkeparti, at unge Morten Messerschmidt nu tager over som næstformand fra den noget mere konventionelle 67-årige Søren Espersen.

Men rokaden vil alligevel næppe udløse et quickfix for det ramponerede parti. I Danmark er der nemlig kun omtrent hver syvende vælger, der virker til at kunne blive mobiliseret af en renskuret kristen højrefløjsdagsorden.

Store vælgerundersøgelse dokumenterer, at det altdominerende flertal i Danmark er både sekulært og velfærdssocialt. Religion opfattes af langt de fleste som en privatsag, ikke et anliggende, som de folkevalgte skal bruge tid på at prædike om fra Folketingets talerstol.

Modsat situationen i EU-lande som Polen og Ungarn er og bliver vælgerpotentialet for en skarpskåren kristenreligiøs højrepopulisme således ikke særligt stort her i kongeriget.

Emner som børnevelfærd og ældresundhed langt fylder langt mere blandt almindelige vælgere end for eksempel forsvaret for "den kristne katekismus", som, Messerschmidt mener, skal være "obligat" i den danske folkeskole.

Dengang Søren Krarup og Jesper Langballe huserede på Christiansborg, og den daværende partiformand Pia Kjærsgaard førte en mere krigerisk og islamkritisk linje, end Kristian Thulesen Dahl har evnet eller villet, lå Dansk Folkeparti 'kun' på lidt over 13 procent af stemmerne, eller hvad der nogenlunde svarer til den samlede opbakning til både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i dag.

Ved at vende tilbage til den kristne værdikamp besinder Dansk Folkeparti sig samtidig på også kun at ville stræbe efter at blive lige så store, som de var i 00'erne. Og dermed fravælger de i praksis også at udfordre Socialdemokratiet i kampen om de mange kortuddannede provinsvælgere, som bestemt er tilhængere af en stram udlændingepolitik, men som også prioriterer mange andre og mere hverdagsnære problemer.

Ved at indtage synspunkter, som et stort vælgerflertal opfatter som pudseløjerlige, langt ude eller ligefrem småskøre, kommer andre partier uvægerligt til at virke mere afdæmpede og fornuftige. Når Dansk Folkeparti pludselig begynder at tale om Jesus, bliver det mindre outreret, når andre partier foreslår for eksempel gratis psykologhjælp.

Men hellere være førstevalget for en mindre gruppe højrefløjsvælgere end stræbe efter at være andetvalget for skuffede socialdemokrater. Sådan synes den nye DF-logik at være. Og som en kortsigtet overlevelsesguide vil kursskiftet formentlig virke – i hvert fald bedre end den hidtidige zigzaggen siden valgnederlaget sidste sommer.