Lars Trier Mogensen: Frederiksens nye fedterøvsstrategi giver symbolsk sejr på EU-topmøde

Ingen dansk statsminister har nogensinde opnået hæder på hjemmefronten ved at optræde stor i slaget på EU-topmøder.

Kynisk set giver det god mening, at Mette Frederiksen (S) har ført en mere fedtet, provinsiel og partiegoistisk kurs i de seneste døgns maratonforhandlinger om EU's nye budget, end nogen af hendes forgængere som dansk statsminister hidtil har turdet eller evnet at gøre.

Mette Frederiksen har tydeligvis stræbt efter at fremstå så karrig og selvtilstrækkelig som overhovedet mulig. For hun ved udmærket, at hun aldrig vil blive belønnet for at være generøs i udlandet: Socialdemokratiets vigtigste vælgere bor i Jylland, ikke i Sydeuropa.

Og der er altså flere stemmer i at få forhandlet en ekstra milliardrabat hjem til sognet end i at ville hjælpe kaudervælske kaospiloter. Derfor var forhandlingerne tæt på at gå i hårdknude. For næsten alle lande var sig selv nærmest.

Her tidligt tirsdag morgen blev EU-lederne ikke desto mindre enige om en budgetaftale, der er endt med at blive historisk stor – med en samlet økonomisk ramme på svimlende 13.580 milliarder danske kroner.

For første gang optager EU-landene lån i fællesskab, tilmed for at investere i en bedre social balance. Og stik modsat sparekursen under finanskrisen vil der nu også ske en solidarisk omfordeling mellem EU-landene.

Den nye socialdemokratiske magtlogik lyder: Hellere gøre de andre EU-regeringschefer sure end at risikere at pisse danske kernevælgere af.

Lars Trier Mogensen

Alt sammen ville sagtens kunne skrives ind i en moderne socialdemokratisk saga, hvor den samlede beløbsramme på i alt 13.580 milliarder danske kroner kunne fremhæves som det endelige opgør med det seneste årtis borgerlige austerity-politik.

Konkret er der blevet afsat 5.580 milliarder kroner til akut coronanødhjælp og 8.000 milliarder kroner til den løbende drift frem til 2027. Men sådan har Mette Frederiksen ikke ønsket at fortælle historien.

Det mest bemærkelsesværdige i forløbet har således været, at Danmark demonstrativt har trukket i den mest muligt sparsommelig retning. Helt officielt ville Danmark have foretrukket at slippe afsted med markant mindre hjælp til de fattigste lande.

Paradoksalt nok har Mette Frederiksen dermed overtaget den rolle som en konservativ budgetbisse, som flere socialdemokrater ellers i sin tid kritiserede borgerlige politikere i almindelighed og den tyske kansler Angela Merkel i særdeleshed for at være under finanskrisen. Men nu er rollerne byttet rundt.

Selvom det endelige kompromis faktisk er endt nogenlunde dér, hvor det i dag mere generøse Tyskland og det altid spendervillige Frankrig havde håbet på – og det realpolitisk bestemt kan diskuteres, hvor meget det egentlig er lykkedes for Danmark og de tre andre lande i "gniergruppen" at rykke rundt på – er den politiske bundlinje ikke desto mindre, at Mette Frederiksen har fået indrammet EU-politikken på en afgørende ny måde.

Hun er blevet den nøjsomme, den påholdende. "De fornuftige fire" – som landene i "gniergruppen" foretrækker at kalde sig selv – er gået målrettet efter at forhandle sig frem til de mest ansvarsfrie og billigste løsninger, som forventedes at ville være de mindst upopulære blandt de EU-skeptiske vælgergrupper, der i stigende afgør valg, herhjemme i form af alle de frafaldne DF-vælgere, som ved valget sidste sommer søgte over til Socialdemokratiet.

Missionen er delvist lykkedes: Den nye EU-genopretningsfond, som på særlige vilkår skal gå til de hårdest coronaramte lande primært i Sydeuropa, bliver lidt mindre rundhåndet, end Tyskland og Frankrig i fællesskab havde lagt op til. En større del vil blive udbetalt som lån frem for donationer.

Samtidig har Danmark fået næsten fordoblet vores årlige EU-rabat.

Siden Storbritanniens daværende premierminister, den konservative Margaret Thatcher fik tilkæmpet sig ordningen i 1984, har udvalgte medlemslande fået et klækkelige nedslag i kontingenterne hvert år.

Konkret står Danmark til fremover at få en årlig rabat på 377 millioner euro, hvad svarer til 2,8 milliarder kroner. Det er en direkte kompensation for, at Mette Frederiksen trods alt ikke blokerede for den samlede budgetpakke. Noget-for-noget.

Rabatten er af stor symbolsk betydning. Indenrigspolitisk, forstås. Efter Brexit-processen er blevet alvor – og Storbritannien meget snart kan være hårdt på vej ud af EU-samarbejdet – forsøger Danmark og de tre andre lande at overtage den britiske position som spielverderber.

Den vrangvillige EU-skepsis, som er udbredt blandt mange vælgere i Danmark, er derfor nu også officielt blevet den danske regerings forhandlingskurs.

Den nye socialdemokratiske magtlogik lyder: Hellere gøre de andre EU-regeringschefer sure end at risikere at pisse danske kernevælgere af.

For den mistillid, der har spredt sig over hele Europa under coronakrisen, og som blandt andet har ført til lukkede grænser og fortsatte rejserestriktioner, virker til også at have svækket den mellemfolkelige samhørighedsfølelse mellem Nord- og Sydeuropa – i hvert fald blandt de mest ængstelige vælgere.

Her i Danmark har der i hvert fald ikke lydt noget folkekrav om, at de mest ramponerede lande skulle hjælpes på fode hurtigst muligt. Modsat den hjemlige debat om hjælpepakker er der ingen lobbyister, der har krævet mere til de arbejdsløse i Sydeuropa.

Og Mette Frederiksen har både sans for folkestemninger og lobbykrav, og hun ved udmærket, at det bestemt ikke høster stemmer at ville sende flere skattekroner sydpå.

Fra første færd har Socialdemokratiets formand været fokuseret på at sikre sig selv de bedste betingelser for et genvalg ved næste folketingsvalg, snarere end på at hjælpe Sydeuropa hurtigt i gang igen. Ingen har været efterladt i tvivl om, at hun personligt ville have foretrukket at bruge alle pengene herhjemme.

I en sjældent fjendtlig tone har Mette Frederiksen i flere omgange lagt klart afstand til EU-projektet: "Det er jo fuldstændig gak," som hun ikonisk indledte med at udtale, da EU-forhandlingerne begyndte i efteråret.

Kun nødtvunget har hun nu accepteret, at de sydeuropæiske EU-lande dels kan få genstartet deres økonomier med en lidt mere lånebaseret nødhjælp, og dels at det samlede EU-budget kan stige i de kommende år – men altså med et relativt lavere dansk kontingent.

Dermed har Mette Frederiksen lige akkurat fået nok indrømmelser til, at hun fremover vil kunne få held til at sælge en fortælling om, at Danmark ikke længere finder sig i hvad som helst fra eurokraterne nede i Bruxelles.