Lisbeth Knudsen: Bliver vi mere sociale efter coronaen?

Fællesskab, samfundsansvar, sammenhold, samfundssind.

I coronakrisen står vi danskere sammen, og vi hjælper da hinanden. Vi har forstået alvoren. De fleste af os i hvert fald. Ellers er vi godt nok mere end tungnemme efter de seneste 14 dage.

Dronningen tog det positive og usædvanlige skridt uden for rækken af nytårstaler at gå på tv og mane os til sammenhold og til at være hensynsfulde over for hinanden ved at holde afstand til hinanden og ikke at forglemme: ved at vaske hænder og blive hjemme.

Statsministeren har på pressemøde efter pressemøde banket alvoren ind i os i sin indtrængende og respektindgydende kommunikation og et grænseoverskridende antal indgreb i danskernes hverdag og frihedsrettigheder. Hold afstand, og lyt til myndighedernes råd, ellers går det helt galt, og indskrænkningerne i bevægelsesfriheden bliver endnu værre.

De politiske partier har lagt de daglige kampe til side og fundet hinanden i en helt usædvanlig enighed om en dramatisk hastelovgivning og hjælpepakker for milliarder af kroner. En efter en står politikerne frem med varme ønsker om, at dansk politik altid kunne være så handlekraftig, konsensussøgende og fri for fnidder.

Arbejdsgivere og lønmodtagere har fundet hinanden i kampen for at sikre et Danmark, der også kan fungere efter epidemien, og som har arbejdspladser, der kan overleve krisen. Myndighederne optræder på stribe på daglige pressemøder i et velkoordineret samarbejde. De professionelle medier er alle gået i kriseberedskab og public service-format med massiv coronadækning.

Har vi fået så meget skærmarbejde på hjemmekontoret, videokonferencer og fjernundervisning, at vi simpelthen længes efter kollegerne, snakken ved kaffemaskinen og kantinemaden?

Lisbeth Knudsen

Nu øver vi os så på, hvordan vi får et halvt nedlukket samfund til at fungere. Sammen. Alle sammen. Hvordan vi omgås hinanden digitalt i stedet for fysisk. Hvordan vi holder afstand selv til vores nærmeste og hilser med albuerne. Hvordan vi beskytter de svageste og de mest udsatte, som må tåle ensomheden og de manglende familie- og vennebesøg endnu mere end normalt. Hvordan vi gennemfører store beslutninger uden at se hinanden i øjnene.

Egentlig har vi jo indledt den her form for ”social distancering” allerede med smartphonens, iPad'ens eller tablettens indtrængen i vores hverdag. Mange hyggeaftener med vennerne og familien er gradvist blevet afløst af facebookopslag og facetimeopkald.

Det er for nogle blevet lidt vigtigere at vise på Instagram eller Facebook, hvilken restaurant eller rejse man nu har været på, end at sørge for en god fortrolig samtale, et omsorgsfuldt knus eller en stund til at lytte intenst til et andet menneske.

Børn helt ned til børnehavealderen i dyb koncentration over et spil på iPad'en i stedet for en snak med far og mor eller bedsteforældre. Teenagere på daglangt ophold foran computerspillet i stedet for at gå til fodbold med de jævnaldrende.

Forretningsmøder er i stigende omfang blevet afløst af videokonferencer og digitale udvekslinger af notater og PowerPoint-oplæg. Butiksindkøb er blevet afløst af onlinehandel. Selv eftersøgningen efter den rette kæreste er blevet til digital dating – i første runde i hvert fald.

Mobiltelefonen ligger på natbordet, på spisebordet og i badeværelset. Vi har den med overalt, for vi skulle jo nødig gå glip af noget. Det er svært at sidde i toget eller bussen eller til en fest eller en kulturel oplevelse uden at have mobiltelefonen med, hvis der nu lige skal tages et billede eller skrives et tweet.

Den ældre generation har meldt sig ind i kampen for at opretholde kontakten med børn og børnebørn, og hvor det ellers er blevet nødvendigt for at holde kontakt med det offentlige.

Vi tjekker nyheder i super kort breaking-news-format på mobilen og rigtig mange af dem. Vi deler og liker opslag på de sociale medier i en alt for ukritisk håndbevægelse og uden tanke for, om utrolige historier faktisk kunne være netop det – utrolige og misinformation.

Flere og flere trækker sig fra politiske debatter på de sociale medier, fordi tonen er for rå og ukonstruktiv. Det er skadeligt for vores demokratiske deltagelse.

Vi praler gerne med at være en af de mest digitalt parate nationer i verden. Lige nu – midt i denne coronakrise – er det intet mindre end fremragende, at vi kan alt det digitale så godt. Vi kan faktisk få en hverdag hjemme til at fungere med både fjernundervisning af børn og unge og et fjernarbejde for mange voksne.

Der er slet ingen tvivl om, at den her krise vil være et kæmpe løft til anvendelsen af fjernundervisning i uddannelsessektoren, webinars, digitale mødeformer og digitale innovationsmodeller og kursusformer.

Det kan både spare en masse penge for virksomhederne og det offentlige. Det kan være en hjælp til den kritiske CO2-reduktion, som vi skal til at diskutere bagefter, når der bliver plads til andet end corona på den politiske dagsorden.

Det kan blive et afsæt til, at danske virksomheder får et stort digitalt skub fremad, og til at iværksættere opfinder nye smarte digitale løsninger. Det vil blive et kæmpe løft til, at vi ikke længere bygger så mange kontorer, og til at virksomhederne faktisk ser potentialet i mere hjemmearbejde og større fleksibilitet hos medarbejderne.

Indtil for nylig var den ”sociale distancering” selvvalgt. Vi overlod vores magt over det digitale udstyr til de store techgiganter, der brugte disse enheder til at ændre vores adfærd med algoritmer designet til at gøre netop det.

Vi blev afhængige. Vi blev enige om at acceptere afhængigheden uden at blive programmeret til det, fordi bekvemmeligheden ved alt, hvad vi fik, så hurtigt føltes så godt. Indtil vi begyndte at føle os mere ængstelige og bekymrede ved de store techvirksomheder og deres greb om vores privatliv. De virksomheder, der lovede, at de ville bringe vores verden tættere sammen og gøre os mere forbundet på den gode måde.

Nu er den sociale distancering ikke længere selvvalgt. Det interessante spørgsmål er, hvad det er for en adfærd hos os danskere, der kommer ud på den anden side af coronakrisen. Har vi fået så meget skærmarbejde på hjemmekontoret, videokonferencer og fjernundervisning, at vi simpelthen længes efter kollegerne, snakken ved kaffemaskinen og kantinemaden?

At børnene længes efter at se lærerne i virkeligheden og ikke kun få sendt øvelser hjem. At vi faktisk kommer til at se en offlinebølge indtage vores privatliv som en eftertragtet og en vigtig social værdi i postcoronaland.

At vi faktisk gennem denne krise bliver meget mere bevidst om både de enorme fordele, daglige lettelser, farer og faldgruber, som den digitale verden og dens redskaber indeholder. Det kan kort formuleres som en digital dannelsesproces. Måske kan der om ikke andet komme dét positive ud af coronakrisen.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.