Lisbeth Knudsen: Hallo, kan man få et ord indført?

Hallo, kan man få et ord indført?

Jeg ved godt, det er grænseoverskridende, at en journalist skulle komme med sådan et udsagn, som jeg nu gør, men lad os lige for en kort stund gå ud fra, at politikerne ikke er et særligt folkefærd, der per definition har til hensigt at føre os bag lyset som vælgere, som kun er interesseret i at klæbe til taburetterne længst muligt og fyre den af med høj løn og lange ferier, og som grundlæggende ikke kan overskue eller komme med de relevante, korte, enkle svar på samfundets komplicerede udfordringer, men lader som om de kan handle alligevel, indtil de bliver afsløret i al deres uformåenhed.

Politikerne bliver nødt til at tillægge sig en anden debat-stil og en anden måde at kommunikere på, hvis vi som borgere skal have tiltro til dem, og til at de er ærlige og har nogle brugbare svar. 

Lisbeth Knudsen

En gang imellem får man den fornemmelse, at det er sådan, politikerne er, når man lytter til den rolle, de får lov til at spille i mediernes totalteater. Her kører der rutinemæssigt en konflikt-, skyld- og ansvarsdagsorden, som fastfryser enhver fornuftig debat med vision og perspektiv.

Det totale sammenbrud
Det meget omtalte interview mellem DR-studieværten Clement Kjersgaard og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, forleden i underholdningsprogrammet "Vi ses hos Clement" repræsenterer det totale sammenbrud i enhver fornuftig samtale mellem en journalist og en politiker. Journalisten overskrider alle grænser som vært selv i et show-program med personlighed i forhold til at lytte til og have professionel respekt for sin gæst.

Tag ikke fejl af, at det er mediernes opgave at udfordre politikerne, stille de kritiske spørgsmål, efterprøve deres løsninger og ideer og kontrollere, om tingene går rigtigt til. 

Lisbeth Knudsen

78 afbrydelser i forbindelse med interviewet, himmelvendte øjne, en klodset magtkamp om ordet og afskæring af enhver fornuftig dialog. I den journalistiske selvforståelses hellige navn er Clement Kjersgaard blevet helt og bannerfører for den kritiske politiske journalistik, som alt for få formår intellektuelt at bedrive, så politikerne virkelig må holde øve-time forinden et interview.

Problemet er bare, at hans ekstreme optræden overskyggede interviewet og blev det, man talte om bagefter, i stedet for indholdet. At hans interview mislykkedes og blev sindbilledet på en journalist, der hellere vil høre sig selv end den politiker, han skulle interviewe.

Det meget omtalte interview mellem DR studieværten Clement Kjersgaard og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, forleden i underholdningsprogrammet "Vi ses hos Clement" repræsenterer det totale sammenbrud i enhver fornuftig samtale mellem en journalist og en politiker.

Lisbeth Knudsen

Clement Kjersgaard er normalt efter min mening en af landets mest begavede, overraskende og skarpe interviewere, men selv sådan en mand kan vel fejle. Næste gang, han var på skærmen, indledte han med betydelig selvironi med en huskekage til sig selv: Husk, jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem, altid. Jo mere lyst du har til at afbryde, jo pænere skal du tale til dem. Man må håbe, at han lytter til den selvkritik og ikke bare bruger den til sarkasme.

Point for udholdenhed
Til gengæld står Mette Frederiksen også kun til point for udholdenhed i forbindelse med det interview. Alt for nemt faldt hun ind i rollen som politikeren med retorisk teflon-behandling, der prøvede at holde alle muligheder åbne ved at bruge kompleksitetkortet, ved at forsøge at styre uden om spørgsmål til intern partiuenighed og ved at forsøge både at tilfredsstille strammerne og slapperne i sit eget bagland med meget ukonkrete svar.

En vanskelig opgave i en krydsild hos Clement Kjersgaard, det ved enhver, der har prøvet at være under behandling i hans programmer, og hun forsøgte derefter hårdt presset at søge tilflugt i offerrollen. Det gik heller ikke. Så måtte hun forsøge at svare igen på den hårde kontrollerede måde, og det blev sindbilledet af en politiker, der talte udenom, og som ikke forholder sig konkret til problemerne. Hun får point for ikke at miste selvkontrollen, hvad normale mennesker ville have gjort for længst i den situation, men hun får ikke point for den politiske leverance.

Meningsløs konfrontation
Tag ikke fejl af, at det er mediernes opgave at udfordre politikerne, stille de kritiske spørgsmål, efterprøve deres løsninger og ideer og kontrollere, om tingene går rigtigt til. Intet ville som publicist kunne få mig til at sige andet. Men den politiske samtale eller interviewet bliver til absurditeter, hvis det skal foregå på den måde, som Clement Kjersgaard her illustrerede i et program, hvor i øvrigt kunstnerne stryges med hårene og får lov til at tale ud i lange minutter, mens politikerne er i tredjegradsforhør og behandles som tvivlsomme gadesælgere.

Det er desværre en form og en forskel, som også er meget tydelig i nyhedsudsendelserne, og hvor konfrontationen mange gange bliver lige så meningsløs og nuancerne totalt udraderet, så man som lytter eller seer stiger helt af og holder op med at lytte, fordi det mere ligner en positionering af værten og en cementering af redaktionens vinkling, end det er at lytte og virkelig efterprøve gæstens budskab.

Behov for ny debat-stil
Se, det her bliver ikke en envejskritik af pressen. Politikerne bliver nødt til at tillægge sig en anden debat-stil og en anden måde at kommunikere på, hvis vi som borgere skal have tiltro til dem, og til at de er ærlige og har nogle brugbare svar. Det fordrer en større grad af åbenhed, ærlighed og holdning. Jo, vi har opdaget som vælgere, når der tales udenom. Vi har lyttet og forstået, når parti-taktiske hensyn overstråler fakta.

Vælgerne er ikke dumme. Når medierne forsøger at lægge en politiker i interviewmæssig benlås, så er det til gengæld ikke underligt, at vedkommende forsøger at gå i selvforsvar, og så er kampen i den offentlige arena i gang. Begge parter har prestige og ære på spil. Og begge vil gerne fremstå kloge og velovervejede.

Vi kunne jo starte med at lytte noget mere i medierne. At gemme de velforberedte spørgsmål lidt til side, som kører på teleprompteren, og indlede en samtale, der også indeholder et element af aktiv lytning. Det går aldrig, hvis tidsplanen skal holdes, og den kritiske journalistik skal tjene sit formål, vil det sikkert lyde fra de journalistiske bannerførere. Nuvel, men så fortsætter vi med de meningsløse legitimeringsinterviews, som ingen bliver klogere af, og hvor politikerne fortsætter deres uvaner med at tale udenom.

----
Lisbeth Knudsen er redaktør og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter og formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse. Hun har indtil for nylig været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.