Marie Krarup: Demokrati er en by i Rusland

I begyndelsen af oktober kan man fejre 25-års jubilæet for nogle blodige dage i Moskva i 1993. Det er værd at mindes i disse dage, hvor alt ondt i hele verden og især i Rusland menes at udgå fra præsident Putin.

Men i 1993 – lang tid før Putin kom til magten eller i nærheden af magten – blev der foretaget et blodigt, udemokratisk og vestligt accepteret kup i Moskva. Det var Jeltsin, der gjorde op med de sidste rester af Sovjetunionen i form af parlamentet, Den Øverste Sovjet.

Sovjetten var valgt i sovjettiden – før Sovjetunionens opløsning i december 1991 – og i 1993 var parlamentet blevet en hård modstander af præsident Jeltsin.

Stærke personligheder i parlamentet var interesseret i at mele deres egen kage, men forsamlingen var også i stand til at formulere nogle af befolkningens bekymringer over den smertefulde økonomiske hestekur, de blev udsat for fra januar 1992 og frem.

Man så i disse år en stor overdødelighed blandt mænd. Mange kunne ikke holde til vanæren ved ikke at kunne forsørge deres familier længere. 

Marie Krarup

På det tidspunkt, hvor Den Øverste Sovjet obstruerede præsident Jeltsin, var der ikke længere et kommunistparti til at disciplinere Sovjetten.

I Sovjettiden eksisterede der to parallelle magtstrukturer – den statslige i form af sovjetterne, og den politiske i form af kommunistpartiet. Men i realiteten bestemte kommunistpartiet alt.

De blodige dage i Moskva i oktober 1993 kan næppe kaldes demokratiske. Men hvor var den vestlige kritik?

Marie Krarup

Ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var kommunistpartiet væk, opløst og forbudt i en periode. Så nu kunne Den Øverste Sovjet ikke på samme måde bankes på plads.

I begyndelsen – i 1991 – havde sovjetten støttet Jeltsins reformpolitik med et stort flertal. Men to år senere så det anderledes ud. Jeltsin havde som nævnt indført sin økonomiske chokkur i januar 1992, der rystede det russiske samfund, og havde gjort et stort antal mennesker fattige fra den ene dag til den anden.

Inflationen steg til uanede højder og åd opsparingerne og udhulede lønningerne. Mange havde ikke penge til mad og lægebesøg (der i princippet var gratis, men i realiteten fungerede med brugerbetaling).

Man så i disse år en stor overdødelighed blandt mænd. Mange kunne ikke holde til vanæren ved ikke at kunne forsørge deres familier længere. Selvmord, alkohol og dårligt helbred førte til en gennemsnitlig levealder for mænd på 57 år!

Besøgte man Moskva i disse år, så man mennesker stå ved metrostationerne med allehånde varer, som de forsøgte at sælge til de forbipasserende for at have til dagen og vejen.

Soldater solgte deres uniformer. Byens sports-stadioner omdannedes til markeder, hvor man solgte alt, hvad der kunne realiseres. Kort sagt: En stor del af den russiske befolkning led nød og kæmpede desparat for at komme igennem de hårde tider.

Nogle var gode til at klare sig under de ændrede betingelser og blev rige. Stor økonomisk ulighed blev pludselig en del af hverdagen i et land, hvor det havde været normen, at alle var lige fattige.

Det var blandt andet dette, der førte til opposition mod Boris Jeltsin i efteråret 1993. Parlamentet forsøgte at rejse en rigsretssg imod Jeltsin. Nogle ønskede at sænke tempoet i de økonomiske reformer, og parlamentet ville ikke gå med til Jeltsins forslag om at lave en ny post-sovjetisk forfatning.

Det endte med, at Jeltsin per dekret og imod den fungerende forfatning opløste parlamentet. En del af de deputerede nægtede at forlade parlamentsbygningen - 'det hvide hus' - og forskansede sig.

De udnævnte vicepræsident Rutskoj som ny præsident i stedet for Jeltsin. Samtidig forsøgte en anden gruppe at sætte sig i besiddelse af tv-stationen Ostankino. Jeltsin overtalte forsvarsministeren til at køre kampvogne ind i byen og beskyde parlamentet. Parlamentsmedlemmerne overgav sig og blev arresteret. De blodige dage krævede 148 døde.

Efter dette fik Jeltsin sin forfatning vedtaget. Den er kendetegnet ved at have en meget stærk præsidentmagt. Parlamentets to kamre - Dumaen (underhus) og Føderationsrådet (overhus) kan ikke stille meget op imod præsidenten, der både er den øverste udøvende magt i landet og landets symbolske leder. Svarende til Lars Løkke og dronningen i samme person. En magt som Putin har benyttet sig flittigt af i sin regeringstid.

De blodige dage i Moskva i oktober 1993 kan næppe kaldes demokratiske. Men hvor var den vestlige kritik? Den vestlige afstandtagen fra Jeltsin og hans udemokratiske og forfatningsstridige politik?

Den var der ikke.

USA’s daværende udenrigsminister hilste derimod Jeltsins “sejr” velkommen!

Tre år senere ved det russiske præsidentvalg i 1996 støttede USA Jeltsin massivt med store summer og praktisk rådgivning (er det mon det, man ville definere som en indblanding i andre landes valg?).

Det virker ganske hyklerisk, når vi i dag hører en stadig kritik af forholdene i dagens Rusland og en ærgelse over, at Jeltsins demokratiske tiltag blev stoppet ved Putins tiltræden.

Jeltsin var, som det ses, ikke en demokratisk duksedreng. Han var brutal, og han indrettede et system med en overdrevent stærk præsidentmagt, som siden er blevet brugt til fulde.

Demokrati i Rusland var nemlig både dengang og i dag en by i Rusland. Men nogle gange er det ok for Vesten. Andre gange er det højst kritisabelt og truende.

Måske man bare skulle begynde at overveje, om ikke den vestlige holdning kan have mindre at gøre med omsorg for demokrati og mere at gøre med egne, kølige interesser?

----------

Marie Krarup (1965) har været medlem af Folketinget siden 2011 for Dansk Folkeparti. Krarup er uddannet reserveofficer og sprogofficer med grunduddannelse i russisk og cand.mag. i slaviske sprog. Hun varetager adskillige udvalgsposter, blandt andet i Natos Parlamentariske Forsamling, Det Udenrigspolitiske Nævn, Udlændinge- og Integrationsudvalget og er sit partis ordfører for forsvar og gymnasier.