Ny bog om norsk politikers voldsomme #metoo-sager er som et hårdt slag i maven

Sunniva Andreassen var stolt. Hun var 18 år og aktivt medlem i AUF, som er ungdomsorganisationen for Arbeiderpartiet i Norge.

Nu var hun rejst de mere end 1.100 kilometer fra Tromsø til Oslo for at deltage i ungdomspartiets landsmøde i 2008. Her mødte hun flere af sine politiske forbilleder, og et af dem var den daværende norske kulturminister, Trond Giske.

Den 41-årige politiker kastede ikke bare glans over landsmødet; han gik også i byen med de unge om aftenen. Og da nogle af de unge besluttede at holde en efterfest i en privat lejlighed, tog Giske også med. Tilfældigvis lå hans egen lejlighed tæt ved den, hvor festen skulle holdes, og han bad Sunniva Andreassen hjælpe med at hente drikkevarer.

Bogen er uhyggelig som en gyser, når Trond Giske ifølge flere beretninger sætter sig ved klaveret i sin lejlighed, inden han forsøger at forføre de ofte ganske unge kvinder

”Da vi kom til lejligheden, stod det hurtigt klart, hvad han ville. Jeg forsøgte at aflede ved at stille en masse spørgsmål. Han lagde armene om mig og begyndte at kysse mig. Han blev meget nærgående og intens. Han strøg mig over ryggen under sin skjorte. Han spillede også klaver. Jeg kan huske, at jeg var bange,« stod der i beretningen, som hun skrev til partiledelsen mange år senere.

Den unge kvinde var forvirret, men vidste godt, der var foregået noget forkert. Hun skrev straks en sms om episoden til en partisekretær i AUF:

"Da jeg forsvandt, tog jeg med Trond for at hente vand og øl, og så spekulerede jeg pludselig på, hvad jeg lavede der. Det var helt vildt, hvad fanden. Så viste han mig en masse mærkelige ting, billeder og bøger og spillede klaver, så kyssede han mig, men så trak jeg mig væk. Han var der flere gange og prøvede uden at have fået lov. Ulækkert, ikke?" 

Victoria, Lina, Cathrine, Sonja

Partisekretæren meldte det til partikontoret, men så skete der ikke mere.

Ikke før året efter, da Trond Giske angiveligt nok engang forsøgte at forføre den nu 19-årige kvinde. Heller ikke det fik nogen konsekvenser.

Episoden er bare én blandt en meget lang række af de krænkelser, som beskrives i bogen ’Varslerne’ (”Whistleblowerne”) skrevet af den norske forfatter Heide Helene Sveen, og som har vakt stor opsigt i Norge i den forgangne uge.

Bogen bringer også beretninger om de krænkelser, som Victoria, Lina, Cathrine, Sonja, Anne, Lise og Anne-Sabina var udsat for. Og flere til.

Nåja, og så er der altså historien om, hvordan Trond Giske i 2009 angiveligt på ny forsøgte at lokke Sunniva Andreassen med op på et hotelværelse og begyndte at kysse hende, efter at han var mødt op på en bar i Tromsø fyldt med 18-19-årige ungdomspolitikere til fest.

Der skulle gå otte år, før Sunniva Andreassen valgte at blive whistleblower og indledte sit brev til partiformand Jonas Gahr Støre sådan her: "Det er ikke let at skrive dette brev, og det er desværre en del af hele problemet."

Arbeiderpartiet kan ikke have en næstformand eller fremtidig partileder, der tænker med det forkerte hoved

Line Oma
Whistleblower

Bogen ’Varslerne’ er med sine mange detaljer og meget overbevisende dokumentation en helt igennem chokerende beretning om seksuelle krænkelser begået af en af Norges mest magtfulde mænd. 

Og ikke nok med det: det er samtidig historien om, hvordan resten af Arbejderpartiet ifølge bogen har været overordentligt tøvende med at håndtere sagen, selv om den øverste ledelse med nuværende statsminister Jonas Gahr Støre i spidsen udmærket kendte til adskillige meget alvorlige tilfælde. Og om hvordan også medierne i lange perioder har taget den markante politiker i forsvar. 

Det var ifølge bogen almindeligt kendt i partiet og politiske kredse, at Trond Giske var en mand, der forførte mange unge kvinder. Alle vidste det. Ingen sagde noget.

Bogen er et anklageskrift

I den forstand er bogen et anklageskrift – og det indebærer også visse etiske problemer, som kan og skal diskuteres. Men først og fremmest er ’Varslerne’ en lærebog for alle, der i fremtiden får #metoo-sager ind på livet.

Når man læser bogen med danske øjne, tilføjes endnu et forbløffende og rent ud sagt rystende lag til fortællingen. For stort set alle detaljer i de voldsomme krænkelses-sager, som involverer Trond Giske, kan genkendes 1:1 fra tilsvarende danske sager om seksuelle krænkelser i det politiske miljø og i mediebranchen fra de senere år.

Også i Danmark har der i Socialdemokratiet (og andre partier) hersket en kultur, hvor lidt ældre og mere magtfulde mandlige politikere udnyttede yngre kvindelige partimedlemmer seksuelt. 

Også i Danmark har vi set sager, hvor voksne mænd lokker helt unge piger med hjem under påskud af, at der holdes fest – hvorefter det viser sig, at kun han selv og kvinden skal deltage i festen.

Også i Danmark har vi set, at politiske partier (på linje med mange mediechefer) har bagatelliseret krænkelser og undladt at gribe ind.

Også i Danmark vi set et medie tage imod lækkede brudstykker af en krænkelsessag og benytte den til at fremstille krænkeren som det egentlige offer i sagen. Uden at besvære sig med at spørge de kvinder, der havde anmeldt krænkelserne.

Som et hårdt slag i maven

På den måde er der faktisk intet nyt under solen. Alligevel opleves ’Varslerne’ som et hårdt slag i maven, efterhånden som den ene mere bizarre episode efter den anden rulles ud.

Bogen er uhyggelig som en gyser, når Trond Giske ifølge flere beretninger sætter sig ved klaveret i sin lejlighed, inden han forsøger at forføre de ofte ganske unge kvinder, han har taget med hjem under påskud af en fest. 

Genremæssigt veksler bogen mellem klassisk journalistisk dokumentation, forskningsmæssig viden og forfatterens personlige synspunkter. Det bliver i nogle passager lidt rodet, når der veksles frem og tilbage mellem de tre tilgange. 

Man forstår og sympatiserer med Heidi Helene Sveens behov for at forklare, hvorfor det er helt normalt for krænkede kvinder at vente med at anmelde krænkelser, hvorfor omgivelsernes tavshed i sig selv kan udgøre en ny krænkelse eller mange af de andre valide pointer.

Som hun skriver, består historien om krænkelser i Arbejderpartiet af mange små tråde i en væv, der krydser hinanden: "Det handler om magtmisbrug, sexisme, kønsbaseret vold som en undertrykkende mekanisme, en frygtkultur og mangel på en kultur for at anmelde krænkelser."

Giske høres ikke

Men måske havde bogen alligevel stået stærkere, hvis den havde koncentreret sig om det, der er dens primære mission, nemlig at dokumentere systematikken i de krænkelser, som Trond Giske har begået.

Som i mange andre journalistiske bøger undlader forfatteren at lade den anklagede part komme til orde, sådan som man til enhver tid ville have gjort i en journalistisk artikel i et nyhedsmedie. Det drejer sig især om Trond Giske selv, hans partner, Haddy N'jie og de ledende personer i Arbejderpartiet.

Det er ærgerligt, for ingen ville vel være bedre klædt på til at stille de rigtige spørgsmål til Giske, Større og andre topfolk end netop Heidi Helene Sveen. 

Denne mangel rokker dog ikke ved bogens overordnede troværdighed. Det skyldes, at der er så mange vidnesbyrd med så mange fælles detaljer, og at så mange af dem understøttes i form af vidner og skriftlig dokumentation, såsom e-mails og tekstbeskeder fra perioden, hvor de påståede krænkelser fandt sted.

Han er ikke sådan en mand

Heidi Helene Sveens arbejde med bogen begyndte, da hun i 2019 læste og kommenterede den bog, som Trond Giskes partner, Haddy N'jie udgav om sagen med titlen ’Dagbok 13. desember–13. februar’. 

Her beskrev N'jie sin samlever som et offer for kyniske magtspillere, der benyttede #metoo-anklagerne som en måde at svække ham. De kvindelige whistleblowere blev beskrevet som løgnagtige.

"Under læsningen af ’Dagbog 13. desember–13. februar’ gik det op for mig, at N'jies dybfølte forsvar for sin partner lignede den retorik, jeg havde hørt under mine mange besøg i norske retssale, hvor jeg har dokumenteret, hvordan tiltalte forsvarer sig mod anklager om seksuel vold. Det er ikke ualmindeligt, at forsvaret inddrager karaktervidner for at overbevise dommerne om, at den tiltalte "ikke er sådan en mand”,” skriver Sveen.  

Der er ingen tvivl om, at perioden fra december 2017 var yderst belastende for Trond Giske og hans partner. Det var i denne periode, at en stribe kvinder anmeldte krænkelser, som Trond Giske angiveligt havde udsat dem for.

Alle vidste det. Ingen sagde noget

Arbejderpartiet opfordrede på den ene side alle kvinder, som havde været udsat for krænkelser til at melde sig, men på den anden side signalerede flere af partiets topfolk – heriblandt lederen af partiets kvindenetværk – at man skulle passe på, at rygter om krænkelser ikke blev anvendt som led i en magtkamp.

Netop den pointe skulle senere blive flittigt gentaget af Trond Giske som forsvar i de sager, han blev præsenteret for. Da han en lille måned senere trak sig fra posten som næstformand, skete det med et længere facebook-opslag, hvor han beklagede, at han "ikke altid [har] været opmærksom nok på [hans] egen rolle i enhver situation."

"Kritisabelt"

Nogen egentlig undskyldning eller erkendelse af skyld var der ikke tale om. Og partiets formand Jonas Gahr Støre udtalte sig så tvetydigt om sagen, at det fremstod ret uklart, om han egentlig troede på whistleblowernes beretninger. 

Trond Giske måtte trække sig som næstformand for Arbeiderpartiet, fordi han havde overtrådt partiets retningslinjer om sexchikane, og i en pressemeddelelse slog partiformand Jonas Gahr Støre fast, at Trond Giske havde optrådt ”kritisabelt”.

”Men selvfølgelig, hvis det kommer andre ting, af en mere alvorlig karakter, alvor og omfang, så må det vurderes på det grundlag,” sagde Støre i et interview.

 Man måtte forstå at de historier, han allerede kendte til – herunder Sunniva Andreassens historie – ikke var mere alvorlige end som så.

Tungen ned i halsen

Håndteringen fik flere andre kvinder til at melde sig. Det gjaldt for eksempel Line Oma, der som 23-årig praktikant på den norske ambassade i New Delhi havde oplevet at blive kysset mod sin vilje og inviteret med på Trond Giskes hotelværelse. 

”Det alvorlige er ikke først og fremmest at få stukket en tunge ned i halsen og en hotelinvitation, men det at Giske ikke har forvaltet sin position som minister eller lederfigur i partiet på en god måde,” skrev hun i sin indberetning.

I et opslag på Facebook skrev hun, at hele Arbejderpartiet havde svigtet med sin tavshed.

"Jeg er dødtræt af bureaukratisk snak og prædiken om magtkampe og fløje. Det handler om, hvad der burde have været sagt for længe siden: Arbeiderpartiet kan ikke have en næstformand eller fremtidig partileder, der tænker med det forkerte hoved," skrev hun. 

Det hele minder om danske sager

Som nævnt i indledningen er der mange paralleller til sagen om Trond Giske i Danmark. 

Helt tilbage i 2008 havde den socialdemokratiske politiker Jeppe Kofod sex med et 15-årigt kvindeligt medlem af DSU efter et kursus for ungdomspolitikere. Han beklagede sagen og mistede i en periode sine udvalgsposter, men senere blev han spidskandidat til Europaparlamentet, og i 2019-2022 var han udenrigsminister i Mette Frederiksens første regering.

Da #metoo-bølgen begyndte at rulle i Danmark, valgte en række kvinder at stå frem med beretninger om det, de opfattede som krænkelser fra den populære politiker Naser Khader. Det var en gennemgående tråd i beretningerne, at Khader havde lokket kvinderne hjem til sig selv og derefter havde bedt kvinderne om rygmassage, fordi han havde mange spændinger. 

Med ’Varslerne’ har Heidi Hele Sveen givet Norge en chance for at begynde debatten forfra på et nyt og mere oplyst grundlag

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Khader afviste alle anklagerne, og senere fik den danske avis Weekendavisen adgang til en del af materialet i sagen og benyttede det til at skrive en længere artikel, som drog kvindernes forklaring i tvivl. Avisen henvendte sig ikke til kvinderne for at få deres version. Det blev senere kritiseret af Pressenævnet.

Det ligner fuldstændig den situation, der beskrives i den nye bog, hvor den norske avis Nettavisen i januar 2018 fik adgang til nogle stærkt redigerede gengivelser af de klager, der var rettet mod Trond Giske og bragte dem uden at indhente kvindernes version. 

I det hele taget genkender man rigtig mange af de argumenter, der ifølge bogen er ført frem til forsvar for Trond Giske: Hvorfor skulle almindelig flirt nu gøres til noget problematisk? Skal vi nu ikke holde fast i det erotiske spil mellem mænd og kvinder? Og hvorfor havde de mange kvinder ikke råbt op noget før?

Kvinderne orkede ikke i længden 

Trond Giske måtte gå af som næstformand i Arbejderpartiet og har ikke længere plads i Stortinget. Men det fremgår af bogens sidste kapitler, at partiet fortsat har svært ved at acceptere tabet af et stort politisk talent. Derfor spøger Trond Giske angiveligt fortsat i kulissen som en magtfaktor, der må tages hensyn til. 

Imens har mange af de kvindelige whistleblowere forladt det politiske arbejde. De orkede ikke.

Med ’Varslerne’ har Heidi Hele Sveen givet Norge en chance for at begynde debatten forfra på et nyt og mere oplyst grundlag.

Det er en chance, som Arbejderpartiet bør gribe, hvis det vil tages alvorligt som et parti, der faktisk forsøger at hindre seksuelle krænkelser, og som respekterer (unge) kvinders ret til at deltage i politik uden at skulle frygte krænkelser.

Man kan også sige det på en anden måde: det er nok sidste chance. 

Eller som forfatteren skriver: "Vi kommer ikke videre, før alle handler som allierede mod sexisme og krænkelser: #Metoo er ikke slut, selvom man lukker øjnene og håber."

Denne anmeldelse blev oprindeligt bragt i Altingets norske søstermedie, Altinget.no