Pædagog til regeringen: Hvis I har så stor respekt for mit fag, hvorfor viser I det så ikke?

Måske er det, fordi jeg ved, at de nye normeringer kommer med en eklatant mangel på pædagoger.

Jeg er vanvittig taknemmelig for, at vi på min arbejdsplads har fået en masse søde og engagerede unge mennesker til at dække timerne, men det ændrer ikke ved, at den pædagogiske arbejdsbyrde er uændret.

Jeg skal som primær pædagog stadig varetage alt planlægnings- og dokumentationsarbejde på stuen. Jeg skal stadig tage de svære samtaler med forældre, som enten selv er eller har et barn i krise.

Dertil skal jeg hele tiden sørge for at være et fyrtårn – have en rolig og tryghedsskabende tilstedeværelse for både børn og forældre – og til dels også for de nye ufaglærte kollegaer, vi modtager.

Måske skyldes den tomme følelse, at jeg af ovennævnte grunde ved, hvor hurtigt mine kollegaer til stadighed skal løbe.

Langtidssygemeldinger, som er forbundet med stress og psykisk arbejdsmiljø, er et meget virkeligt problem i de danske daginstitutioner.

Det er hårdt at se ens kollegaer gå ned med flaget, da de ikke føler, at de kan leve op til de rammer, der bliver stillet fra politisk side.

Det sker samtidig med, at de igen og igen må gå på kompromis med deres faglige ambitioner for at levere de bedst tænkelige rammer i en presset hverdag.

Den tomme følelse kan måske også skyldes, at de politikere, der sætter rammerne, ikke er ambitiøse nok.

Tomheden kan skyldes, at det bare mig, der har mistet optimismen efter mange år i faget.

Kasper Bøgh Larsen
Pædagog

Når det eneste reelle lovforslag vedrørende daginstitutionsområdet, der er kommet fra den nye regering, handler om regulering af skærmforbrug i vuggestuer og børnehaver, er det ikke en regering, der handler ud fra pædagogernes og ikke mindst børnenes interesser.

Der er desuden tale om et forslag, der efter min bedste overbevisning adresserer et ikke-problem og ignorerer elefanten i rummet i form af skærmbrug i skoler og i hjemmet.

Følelsen kan også måske stamme fra, at netop de politikere til stadighed ikke har forstået vægten og vigtigheden af vores faglighed. At de stadig er fanget i en tænkning om vores faggruppe, der er funderet i gårsdagens hverdagspædagogik.

Man står med følelsen af, at mange af dem er vokset op i en tid før læreplaner, dokumentation og handleplaner, når de på den ene side siger, at vi er så dygtige til at yde den fornødne omsorg og levere relevante pædagogiske aktiviteter, men samtidig har de et behov for at detailregulere vores arbejdsgrundlag med ligegyldige forslag og retningslinjer.

Jeg synes personligt, at de kan tage deres “forsigtighedsprincipper” og lægge dem på hylden. Hvis I siger, at I har så meget respekt for vores fag, så vis det.

Men måske er det også bare mig, der efter mange år i faget bare har mistet optimismen.

Jeg husker, at jeg som ung pædagogmedhjælper havde en samtale med en kammerat, der arbejdede i samme fag.

Det, vi laver, giver mening. Vi må aldrig som faggruppe sige til hinanden eller os selv, at vores arbejde ikke nytter i det lange løb.

Kasper Bøgh Larsen
Pædagog

Han havde fået at vide af en ældre kollega, at “nu skulle han jo ikke forvente, at træerne voksede ind i himmelen”.

Men det er jo lige netop det, vi skal som pædagoger, som rollemodeller og som mennesker i det fag, vi har valgt.

Ellers er det hele ligegyldigt. 

Nu sidder jeg tilbage uden stadig helt at forstå den tomme følelse i maven. Men en ting er jeg sikker på.

Det, vi laver, giver mening, og vi må aldrig som faggruppe sige til hinanden eller os selv, at det, vi laver, ikke nytter i det lange løb.

Så trods tomheden vil jeg gå i skufferne og finde ja-hatten frem. Så kan 2024 ellers bare komme an.