Poul Madsen: Statsministerens Nato-kandidatur svækker regeringen

Aldrig har en regering ligget så lavt i meningsmålingerne så kort tid efter den blev etableret. Og det bliver svært for Nicolai Wammen eller Peter Hummelgaard som potentiel ny statsminister at trække det risikable midterprojekt op ad dødvandet, skriver Poul Madsen.

På pressemødet i Det hvide Hus fremhævede Mette Frederiksen sig selv og Danmark. Det var det allermest opsigtsvækkende, der skete i forbindelse med besøget i Washington, skriver Poul Madsen. — På pressemødet i Det hvide Hus fremhævede Mette Frederiksen sig selv og Danmark. Det var det allermest opsigtsvækkende, der skete i forbindelse med besøget i Washington, skriver Poul Madsen.Foto: Manuel Balce Ceneta/AP/Ritzau Scanpix

Poul Madsen

Kommunikationsrådgiver og kommentator, podcastvært, foredragsholder og forfatter

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I virkeligheden ved journalisterne ingenting.

Alligevel fylder historien om Mette Frederiksens mulige kandidatur til Nato-generalsekretærposten alt i alle danske medier. Men selvom det er komplet absurd og imod alt hvad journalistik bør handle om, så er det svært at bebrejde de danske medier at spekulationer, synsninger og gætterier fuldstændig har taget over.

For prøv lige at forestil dig konsekvensen, hvis Mette Frederiksens rent faktisk bliver generalsekretær i Nato. Så skal vi have ny statsminister bare syv måneder efter, at Mette Frederiksen søsatte et af de mest risikable regeringsprojekter i danmarkshistorien.

SVM-regeringen har på ingen måde været en succes. Aldrig har en regering ligget så lavt i meningsmålingerne, så kort tid efter den blev etableret. Og hvordan skal Nicolai Wammen eller Peter Hummelgaard som ny statsminister få regeringen op ad dødvandet?

Mette Frederiksen fremstår stadig, på trods af de bank hun har taget i meningsmålingerne, som det stærkeste kort til at vende udviklingen. Og hvis hun er væk, hvad er der så tilbage?

Derfor er det rimeligt nok, at der spekuleres i "kommentatorkøbing", hvilket er et socialdemokratisk udtryk for de politiske bezzerwissere, der bestemt ikke er venligt ment, men en reference til snæversynet bysladder i en provinsby.

Prøv lige at forestil dig konsekvensen, hvis Mette Frederiksens rent faktisk bliver generalsekretær i Nato
Poul Madsen

Men selvom jeg også er træt af, at danske medier i alt for høj grad er gået over til at kommentere spillet frem for at bruge kræfterne på at grave i fakta, så er der kun èn, der kan stoppe sladderen og spekulationerne om Mette Frederiksen som mulig ny Nato-generalsekretær. Det er Mette Frederiksen selv. Og det gør hun ikke.

Mandag havde hun chancen hele seks gange på pressemødet efter hendes visit hos Joe Biden i Det hvide Hus. Seks gange blev Mette Frederiksen spurgt, og på intet tidspunkt sagde hun: "Jeg har ingen ambitioner om at blive Natos generalsekretær". Eller endnu bedre: "Jeg ønsker ikke at blive Natos generalsekretær".

I stedet sagde hun: "Jeg er glad for at være statsminister i Danmark". Ja, det håber vi da så sandelig!

Og derefter gik Mette Frederiksen i gang med at tale sig selv og Danmark op, og hvor glædeligt det er, at hun nævnes som kandidat til Nato: "Det er godt for Danmark. For en ret vigtig del i det at være statsminister, det er at repræsentere vores land og gøre vores anerkendelse gældende."

Læs også

Det er godt for alle, hvis Mette Frederiksen får job i Nato

Kommentar

Kort sagt: Mette Frederiksen vil gerne være Nato-generalsekretær, hun kan bare ikke sige det, for så ved alle, at hun mister enhver mulighed for at blive det.

Derfor er der nu udsigt til måneders spekulationsjournalistik på et komplet uoplyst grundlag. For virkeligheden er også, at inderkredsen omkring Mette Frederiksen ikke kan bruge samme taktik som de plejer ved at håndfodre kommentatorerne og de politiske journalister med godbidder, der skal få statsministeren til at fremstå stærkere og bedre.

Det vil være alt for risikabelt, for det kan få potentielle støtter blandt Nato-medlemmerne til at falde fra.

Vi så hele spillet, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2009 i måneder afviste, at han var kandidat til jobbet som Natos generalsekretær: "Jeg er ikke kandidat til nogen international post", sagde han på et pressemøde i februar 2009 og gentog en variation af samme svar de næste tre måneder, indtil han blev udnævnt til Natos generalsekretær den 4. april 2009.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvad al denne Nato-virak betyder? Ja, den styrker i hvert fald ikke en i forvejen upopulær regering.
Poul Madsen

Men jeg synes faktisk, Mette Frederiksen går længere end Anders Fogh Rasmussen gjorde. På pressemødet i Det hvide Hus fremhævede hun sig selv og Danmark, hvilket måske er det allermest opsigtsvækkende der skete i forbindelse med besøget i Washington.

Dertil skal lægges de seneste ugers næsten desperate forsøg på at vise, at Danmark vil leve op til Natos mål om, at vi skal bruge 2 procent af bruttonationalproduktet på forsvaret og et forsvarsforlig til milliarder. Det er næsten for tykt.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvad al denne Nato-virak betyder? Ja, den styrker i hvert fald ikke en i forvejen upopulær regering. Vi kan nu konstatere, at regeringen ledes af en statsminister, der hellere vil have et andet job. Det er faktum, ikke en spekulation.

Hvis det ikke er tilfældet, kunne Mette Frederiksen bare sige: Jeg er ikke i spil til Nato.

Det gør hun ikke.

Politik har aldrig været vigtigere