Rasmus Nielsen: Delikat balancegang for museers mediehuse

KOMMENTAR: Kulturordførere støtter Nationalmuseet og specialmuseers ønske om at få egne mediehuse og tv-kanaler. Det er en ny udfordring for etablerede medier, der i sidste ende risikerer at svække den demokratiske samtale, skriver Rasmus Nielsen.

Direktør Rane Willerslev vil udbygge Nationalmuseet med eget mediehus, hvorved konkurrence om statens midler og seeropmærksomhed opstår med etablerede medier.
Direktør Rane Willerslev vil udbygge Nationalmuseet med eget mediehus, hvorved konkurrence om statens midler og seeropmærksomhed opstår med etablerede medier.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Rasmus Nielsen

Da Nationalmuseets karismatiske og scenevante direktør Rane Willerslev i sidste uge hér på Altinget lancerede ønsket om at få sit eget mediehus, gav det berettiget genlyd i samfundsdebatten.

Som argument for, at Nationalmuseet selv gerne vil producere børneprogrammer, dokumentarprogrammer og fiktionsserier sagde den moderne kommunikator provokerende: 

"Linse Kessler har vist vejen. Hun startede på TV3 med sit reality-show, men fandt ud af, at hun lige så godt kunne producere programmer selv – hendes skare af seere er jo ligeglade med, om det bliver vist på TV3 eller på hendes egen digitale betalingskanal."

Min første tanke var: Åh nej, vanvittig prøveballon, der aldrig bliver til noget. Og godt for det. De klassiske medier, hvad enten det er DR, dagbladene eller frie netmedier, er så pressede fra alle sider, at det truer den gode, demokratiske debat. Derfor har vi ikke brug for yderligere svækkelse af rigtige medier men brug for, at ressourcerne samler sig om de stemmer i folkestyret, der redigeres efter professionelle, presseetiske håndværkstraditioner.

Men så slog artiklens journalist, Altingets kulturredaktør Peter Pagh-Schlegel til igen. Han kom i sin tid til os uden et navn i kulturverdenen, men det fik han hurtigt slået fast, fordi han har talent for at finde nyheder og sammenhænge i det farverige og selvbevidste kulturlandskab.

Nye argumenter for Willerslevs sag blev således publiceret. I artiklen "Politikere bifalder Nationalmuseets medieambitioner" citeres Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen eksempelvis:

”Det er en meget modig og ambitiøs idé, men den er vidunderlig. Jeg kan kan godt lide de store armbevægelser og kan kun bifalde initiativer, der giver et mere mangfoldigt mediebillede".

Rane Willerslev må være en glad mand for den modtagelse af sin vovede idé.

Og som om, det er ikke er nok, blev hans projekt støttet yderligere af kollegaen på kommunikationsmuseet ENIGMA, Jane Sandberg, der i en kronik - også på Altinget: kultur - bl.a. argumenterer:

"På museerne er vi bevidste om og taknemmelige for den folkelige interesse, men vi er også opmærksomme på, at vi ikke er dygtige til at ramme bredt nok. Derfor giver det god mening, at vi som branche vender os mod de brede medier for at stille vores viden til rådighed i andre formater end blot gennem den forkromede særudstilling.

Hvorfor egentlig ikke – i samarbejde med professionelle tv-producenter – udvikle for eksempel tv-formater, som kan aktualisere vores viden andre steder end i vores museumssale? Hvorfor ikke være åbne for, at forskningsresultater også kan formidles gennem for eksempel en quiz, en børneudsendelse, et debatprogram eller et historisk drama, der leverer nyerhvervet faglig ekspertviden med hjælp af tv-seriernes dramaturgi og sanselighed?"

Hun har sammen med chefredaktøren på COOPs meget læste specialmedie Samvirke, Maiken Riis Friberg, indkaldt til stormøde på tirsdag for at lodde interessen blandt andre kultur- og folkeoplysningsaktører for at få fingre i de radio- og tv-kanaler med vægt på kulturstoffet, som kulturministeren står for at udbyde som led i det seneste medieforlig.

Nationalmuseet overvejer da også selv at være med til at byde ind på den nye tv-kanal, der ser dagens lys i næste år. Kanalen, der ifølge medieaftalen skal indeholde kulturstof og folkeoplysning, udbydes med et årligt offentligt tilskud på 50 millioner kroner og med adgang til reklameindtægter. 

Hvem der skal have offentlige midler og tilladelser til at sende programmer, der i sidste instans påvirker demokratiet, er en delikat balancegang. Producerer du dokumentarprogrammer, børneprogrammer eller fiktion om Danmarks historie, påvirker du selve landets styreform.

På den ene side er det gavnligt, at langt flere end DR, der frem til TV 2s fødsel i 1988 var enerådende, får adgang til at producere og broadcaste samfundspåvirkende udsendelser.

På den anden side bør museer vel først og fremmest koncentrere sig om deres museale formidlingsopgave og overlade den klassiske, uvildige, journalistisk funderede radio- og tv-produktion til den branche, der tilsvarende er professionel på sit felt. Det er i hvert fald, hvad en anden central kulturordfører citeres for i vores dækning.

Socialdemokraternes Mogens Jensen er forhåbentlig ikke den bedste kulturminister, Danmark aldrig fik. Hvis magten skifter ved forårsvalget, bliver den i kulturverdenen respekterede kulturordfører forhåbentlig valgt til de smukke sale i Assistenshuset i Nybrogade. Han er den eneste, der i vores dækning er bekymret for, om Rane Willerslev med sin drøm om eget mediehus kommer til at smøre de i forvejen svindende bevillinger for tyndt ud:

”Generelt er det fint og godt, at Nationalmuseet vil afprøve muligheden for at formidle sin viden andre steder end de fysiske udstillinger. Det skal de endelig afprøve, men jeg kan have min tvivl om, hvor langt deres ressourcer kan række,” siger Mogens Jensen (S).

Altinget: kultur fremhæver, hvordan Nationalmuseet sidste efterår nødtvunget måtte foretage en spareøvelse, hvor man lukkede industrimuseet Brede Værk og opgav at forske i industriens, arbejdernes og fagforeningernes historie. Det mødte kritik fra Mogens Jensen, der i den sammenhæng undrer sig over museets prioriteringer.

"Jeg har lidt svært ved at se, hvorfor man skulle kaste sig over nye formidlingsopgaver, når man samtidig skærer ned på kernefortællingen."

Brødnid mellem brancher er kendt stof. For godt 20 år siden tog jeg, journalisten, initiativ til Oluf Høst Museet i Gudhjem. Sammen med Knud W. Jensen, der oprindeligt var ostegrosserer men med Louisiana endte som efterkrigstidens største danske museumsmand, inviterede vi kunsthistorikere ind i den nydannede bestyrelse. Efter et år frem til åbningen, hvor jeg som stifter af fonden også havde tjent som overvejende frivillig museumsdirektør, kom det fra en af disse kunsthistorikere, der selv oprindeligt var elektriker: "Vi kan ikke bruge sådan en tv-stjerne. Træd et skridt ned". Det var hverken taknemmeligt eller pænt sagt. 

Men tilsvarende brødnid skal vi professionelle mediefolk ikke udsætte de andre brancher for, der gerne vil ind at lege på vores boldbaner. Vi skal bare vågent holde øje med, hvad der kan være ved at ske.

DR bliver åreladt 20% af sit budget, og nu skal andre så bruge nogle af pengene på de nye  kanaler. Tv-producenterne og dramatikerne er ligeglade, hvem de arbejder for, bare de får fat i pengene og opgaverne. 

Jeg kan have større tvivl om klassiske journalister vil trives og finde reel, ultimativ vilje til deres håndværk - den kritiske uvildighed og armslængde i forhold til statsmagten - hvis de skal ansættes af museer og andre kulturaktører, der spiser af statens hånd og derfor at the end of the day ikke tør kritisere deres glade giver. Journalister og klassiske medier spiller mere på samme banehalvdel. Vi tjener helt overvejende egne, private penge og har derved ubegrænset frihed til at kontrollere den offentlige magt.

Rane Willerslevs velkomne initiativ, der altså tages op i en bredere kreds sf Jane Sandberg og Maiken Riis Friberg, risikerer at bidrage til endnu mere svækkelse af de klassiske medier: public service-tv, de landsdækkende og regionale dagblade samt de fritstående, moderne netmedier og øvrige, professionelle specialmedier. Danskernes medieforbrug kan ikke vokse ubegrænset - konkurrencen om opmærksomhed og betalingsvilje er enorm. Hvis trangen til egne mediehuse og kanaler tilfredsstilles, kan det kortsigtet gavne museers behov for at løsrive sig fra et fysisk hjemsted og blive synlige overalt. Men det risikerer at stække de professionelle medier og dermed i sidste ende den demokratiske debat, der i disse år er så udsat.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Ahrendtsen

MF (DF), medlem, Nationalbankens repræsentantskab
cand.mag. i dansk, litteratur, religion og oldgræsk (Odense Uni. 1996)

Jane Mylenberg

Formand, foreningen Brobyggerne, bestyrelsesmedlem, Ungdomsbureauet
cand.phil. i kunsthistorie (Københavns Uni. 1996), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 2001), master i kommunikation (Aarhus Uni. 2005)

Rane Willerslev

Direktør, Nationalmuseet
cand.mag. i antropologi (Aarhus Uni.), MA i visuel antropologi (University of Manchester), ph.d. (Cambridge Uni.)

0:000:00