Sjællandske patienter er mindst tilfredse

Region Sjælland og Region Hovedstaden scorer dårligst i regionernes nye tilfredshedsmåling. "For sølle," lyder det fra professor Jes Søgaard. Regionspolitikere vil have fokus på området.

Regionerne øst for Storebælt får dårligere karakterer af deres patienter end de tre vestdanske regioner, viser en ny måling.
Regionerne øst for Storebælt får dårligere karakterer af deres patienter end de tre vestdanske regioner, viser en ny måling.Foto: Mads Bech/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

De sjællandske regioner scorer dårligere end landets øvrige regioner i en ny undersøgelse af patienttilfredshed. 

For eksempel ligger de to regioner i bund, hvad enten der er tale om planlagt, akut indlagte eller ambulante patienter, når man placerer regionerne i forhold til det gennemsnitlige landsresultat.

Henholdsvis 83 og 85 procent af de somatiske patienter i Region Sjælland og Hovedstaden er samlet set tilfredse, mens tallet er 87 procent i Region Syddanmark og Region Midtjylland og 88 procent i Nordjylland.

De sjællandske regioner ligger også lavest i forhold til landsgennemsnittet på akut- og fødeområdet.

I psykiatrien ligger den samlede patienttilfredshed i Region Sjælland på kun 75 procent, mens Hovedstaden med 80 procent ligger på linje med Midtjylland og højere end Region Nordjylland.*

"Det er for sølle," siger professor og direktør ved CPop på Syddansk Universitet, Jes Søgaard.

Han er ikke overrasket over, at Region Sjælland performer dårligt, men undrer sig over Hovedstaden:

"Sjælland har svære betingelser med landets sygeste befolkning og rekrutteringsproblemer, men Region Hovedstaden burde jo være smørhullet. Så det er næsten pinligt, at de ikke ligger i top," siger han og gør opmærksom på, at han også var overrasket, da Hovedstaden for et par år siden fik dumpekarakterer på en række parametre. 

Gruppeformand og spidskandidat i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), ærgrer sig over målingen:

"Den kan jeg ikke være tilfreds med," siger han.

Ledelsesstil og kultur
Den årlige måling af patienttilfredsheden fortæller ikke noget om årsagerne til, at sjællandske patienter generelt set har dårligere oplevelser i mødet med sundhedsvæsenet end deres landsmænd i Jylland. 

Jes Søgaard peger på flere forklaringsmuligheder:

"Alt andet lige har der nok været mere konflikt mellem lægerne og topledelsen i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Det handler om ledelsesstil – og balladen om Sundhedsplatformen har måske også påvirket forholdet mellem klinikerne og systemet," siger han.

I Hovedstaden kan den lavere score på patienttilfredshed også skyldes, at det ikke har højeste prioritet:

"Hvis du tager Rigshospitalet, så er det nok ikke patienttilfredshed, der står øverst der. Det handler nok mere om at være helt i front på teknologi og forskning, og måske er det af og til på bekostning af det basale," vurderer Jes Søgaard.

Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen peger på, at patienternes forskellige oplevelser også kan afspejle forskellige forventninger til sundhedsvæsenet.

Samtidig noterer han sig, at der i målingen ses store forskelle helt ned på afdelingsniveau.

"Det tyder på, at meget handler om at opbygge en ordentlig kultur de steder, hvor det halter. Så det er ikke noget, man kan ændre hen over natten."

Politisk fokus
Lars Gaardhøj peger netop på en ændring af kulturen som en vej til bedre patienttilfredshed fremover.

Han vil have de afdelinger, som klarer sig godt, til at være foregangseksempler og sætte politisk fokus på området:

”Jeg vil gerne slå til lyd for, at vi skal have høje mål for det her. Meget af det handler om bløde værdier og kommunikation, så hvis vi skal ændre det, er der tale om en kulturforandring, der skal gennemsyre vores organisation. Og helt realistisk så er det noget, der kan tage tid, for vi er en kæmpe koncern.” 

Har politikere og koncernledelse i Region Hovedstaden været for optaget af at være frontløbere på andre områder end patienttilfredshed? 

”Det kan godt være, men det skal selvfølgelig ikke være enten-eller. Vi har en forpligtelse til at være med helt fremme i forhold til ny udvikling, men vi skal være et hospitalsvæsen, hvor borgerne kan komme ind og få en god behandling, både højtspecialiseret og fagligt i top, men også menneskeligt.” 

Meget af det her foregår helt ude i mødet med patienten på afdelingerne. Hvordan kan I som regionsråd sikre, at der sker forbedringer? 

”Hvis vi politikere siger, at vi vil se fremskridt på de her områder, så er det en opgave for vores hospitaler og afdelingsledelser. Og så må vi følge op på det, hvis der ikke sker en udvikling, og i yderste instans overveje, om vi har de rigtige folk til at løfte opgaven.” 

Fakta

Patienttilfredshed
LUP - Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser - måler patienttilfredshed ved hjælp af et spørgeskema, som i 2020 blev udfyldt af over 145.000 patienter på landsplan. Se alle resultater her.

Sygehusdirektør vil kigge indad
I Region Sjælland understreger Annemarie Knigge (S), formand for Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud, at langt de fleste patienter er godt tilfredse:

"Det er relativt små marginaler, der kan gøre forskellen i de her målinger, og på de fleste spørgsmål har vi over 80 procent tilfredshed."

Samtidig understreger hun, at regionsrådet har fokus på området:

"Det er noget, vi følger op på, også på det politiske niveau. For nylig har vi for eksempel vedtaget en pårørendepolitik for somatikken for at imødekomme et behov," siger hun.

For Sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital, Niels Würgler Hansen, er målingen en lejlighed til at kigge indad:

”Man skal passe på med at sige, at det handler om alle mulige udefrakommende strukturelle forhold. Vi er nødt til at kigge indad. Har vi lagt de rigtige rammer for at patienterne føler sig inddraget, og er vi gode nok til at møde deres ønsker? Målingen indikerer, at det er noget, vi skal arbejde med.” 

I hans sygehusledelse har man netop igangsat et nyt projekt med fokus på brugerinddragelse og patienttilfredshed som en del af arbejdet med det nye hospital, som skal stå færdigt i 2025. 

”Når man skal flytte ind i et nyt hospital, er det i forvejen en anledning til at genoverveje arbejdsgange og hvordan vi møder patienten og pårørende. På den måde er vi allerede i gang med en del af opgaven.” 

* I en tidligere version af denne artikel fremgik der forkerte tal for Region Hovedstaden. Blandt andet fremgik det fejlagtigt, at Region Hovedstaden havde den laveste patienttilfredshed i psykiatrien. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Annemarie Knigge

Fhv. Regionsrådsmedlem (S), Region Sjælland, Formand for Udvalget for Sygehusenes Behandlingstilbud
cand.scient.adm. (RUC 1981)

Jes Søgaard

Professor, Syddansk Uni.
cand.rer.soc. (Syddansk Uni. 1980)

Kjeld Møller Pedersen

Professor emeritus, Økonomisk Institut, Syddansk Universitet
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1974)

0:000:00