Debat

SMVdanmark: Iværksætterstrategien rammer på fuld plade – bortset fra ét punkt

Det har taget lidt over 1300 dage, men nu er iværksætterstrategien landet - og den var ventetiden værd. Mange af tiltagene rammer hovedet på sømmet, hvad angår iværksætteres vilkår, skriver Kasper Munk Rasmussen.

12. juni præsenterede skatteminister Jeppe Bruus, økonomiminister Stephanie Lose, erhvervsminister Morten Bødskov og kulturminister Jakob Engel-Schmidt strategien, der sigter efter at forbedre rammevilkårene for iværksættere.
12. juni præsenterede skatteminister Jeppe Bruus, økonomiminister Stephanie Lose, erhvervsminister Morten Bødskov og kulturminister Jakob Engel-Schmidt strategien, der sigter efter at forbedre rammevilkårene for iværksættere.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kasper Munk Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så kom det endelig.

Regeringens iværksætterudspil, som der efterhånden var bygget store forventninger op til.

Udspillede skuffede heldigvis ikke men har faktisk fuld plade på initiativer, der skal gøre Danmark til et førende iværksætterland.

Strategien, som består af 41 initiativer, vil både gavne iværksættere og de små og mellemstore virksomheder, der udgør hjørnestenen i vores erhvervsliv.

Positivt med finansiering i centrum

Et af de mest lovende tiltag er den forbedrede adgang til kapital.

Med en årlig finansiering på 1,2 milliarder kroner, hvoraf to tredjedele går til skattelettelser på primært investeringer, bliver det mere attraktivt for investorer at satse på iværksættere og startups.

Uanset om man driver en håndværkervirksomhed, en frisørsalon eller en tandlægeklinik, kræver det en solid kapitalbase at komme i gang. Disse skattelettelser kan gøre det lettere for nye virksomheder at finde den nødvendige finansiering.

Derudover vil strategien åbne op for crowdfunding for anpartsselskaber; noget virksomheder i Danmark som det eneste land i Europa hidtil har været afskåret fra.

Denne ændring kan potentielt gavne næsten 130.000 danske virksomheder ved at give dem bedre adgang til finansiering og samtidig skabe nødvendig konkurrence til bankerne, der ofte er de eneste finansieringskilder for mange små virksomheder.

Det er et afgørende skridt, der kan hjælpe mange små virksomheder med at vokse.

Vi ved desuden, at crowdfunding er den investeringsform, hvor den største andel går til kvindelige iværksættere, så initiativet vil også bidrage til større mangfoldighed blandt iværksætterne i Danmark.

Vores egne tal viser, at kendskabet til crowdfunding er meget lavt blandt danskerne, så der er behov for at følge op på dette initiativ med en informationsindsats både overfor danskere og iværksættere.

Vi bekymrer os for, at EIFO er ved at blive en pengemaskine.

Kasper Munk Rasmussen
Ansvarlig for iværksætterpolitik, SMVdanmark

Et tredje initiativ i forhold til finansiering, som vi også glæder os over, er, at vækstkautionsordningen bliver gjort permanent. Det er en ordning som yder op til 75 procent tabsdækning til banker, der låner ud til virksomheder.

Over halvdelen af midlerne via ordningen går til virksomheder med under 20 ansatte og især med 2-4 ansatte, så det er virkelig en startup-venlig ordning. Ordningen drives af den statslige investeringsfond EIFO, og EIFO gør det godt.

Vi kan dog bekymre os for, at EIFO med et overskud på en milliard kroner til en vis grad er ved at blive en pengemaskine, og her opfordrer vi politikerne til at forbedre iværksættervilkårerne ved at bruge overskuddet i EIFO.

Helt oplagt er det at sænke renter og gebyr på EIFO's produkter.

Alt i alt er det positivt, at finansiering har så central en placering, da det er ét af de temaer, som vi har hørt mange medlemmer efterlyse forbedringer på.

Savner klare definitioner

En anden central del af strategien er, at den indeholder flere initiativer, der reducerer bureaukratiet for iværksættere.

Den store mængde papirarbejde og de mange regler kan ofte være en byrde, der holder potentielle iværksættere tilbage. Med den nye strategi bliver der lagt op til en mere sammenhængende og strømlinet tilgang, hvor iværksættere kan få et samlet overblik over frister, indberetninger, ansøgninger og sager i forhold til det offentlige.

Dette kan spare iværksættere for både tid og frustrationer, hvilket i sidste ende giver dem mere tid til at fokusere på at udvikle deres virksomhed.

Vores håb og opfordring er, at det samlede overblik på sigt kan favne alt fra skatte- og momsindberetninger til ansøgninger om udenlandsk arbejdskraft, fødevaregodkendelser og kommunale godkendelser om eksempelvis byggetilladelser og via et dashboard give et overblik over status og frister for sagerne.

Strategien inkluderer også væsentlige sociale forbedringer for iværksættere og selvstændige.

Mere fleksible barselsvilkår og bedre adgang til dagpengesystemet for selvstændige er længe efterspurgt af SMVdanmark. Disse tiltag er afgørende for at skabe et sikkerhedsnet, så iværksættere kan kombinere familielivet med at drive virksomhed.

En stærkere social sikkerhed kan gøre det mere attraktivt at tage springet fra lønmodtager til selvstændig.

I forhold til barsel får iværksættere en tiltrængt mulighed for at holde deres virksomheder i live under barslen. Men I SMVdanmark har vi langt større ambitioner i forhold til at skabe et iværksætter-venligt barselssystem.

I dag kommer rigtig mange selvstændige og iværksættere desværre i klemme i systemet, fordi definitionen på selvstændige er meget snæver, og det er noget af det, vi håber politikerne vil se på i den kommende tid.

Vi lever af gode idéer

Danmark skal selvfølgelig have en iværksætterstrategi.

Vi skal gøre det mere attraktivt for dem, der har de gode idéer.

Kasper Munk Rasmussen
Ansvarlig for iværksætterpolitik, SMVdanmark
Vi lever af gode idéer i Danmark, og vi skal gøre det mere attraktivt for dem, der har de gode idéer, at tage springet og starte egent virksomhed.

Selvom ikke alle bliver til milliardforetagender, spiller de mindre virksomheder en stor rolle i vores økonomi, og jeg er overbevist om, at regeringens udspil på den måde vil bidrage til Danmarks vækst og velstand.

I SMVdanmark ser vi frem til at følge implementeringen af disse initiativer og til at arbejde sammen med regeringen for at sikre, at Danmark bliver verdens bedste land for iværksættere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Munk Rasmussen

Branche- og uddannelseschef, SMVdanmark
cand.soc. (CBS 2014)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024