Søren Espersen: Danmarks kollektive vanvid er på vej mod helbredelse

Det synes mig, som om det kollektive vanvid, som indledtes i 1983 ved vedtagelsen af den landsskadelige udlændingelov, er på vej mod en lyksalig helbredelse.

Men tænk engang på, hvor mange ulykker Danmark kunne have været sparet for, hvis man havde lyttet til os. Tænk, hvis man i tide havde lyttet til Søren Krarup, til Mogens Glistrup, til Pia Kjærsgaard, til Ole Hasselbalch, til Lars Hedegaard, til Jesper Langballe, til de såkaldte omegns-borgmestre, til Mogens Camre. Ja, tænk, hvis man dog havde lyttet - frem for med humanistisk-himmelvendte øjne at sparke os til side og dømme os ikke-stuerene.

Men foråret så sagte kommer…! I dagens Danmark er Dansk Folkepartis indædte og uforsonlige hovedmodstander igennem årtierne efter 1983 - Socialdemokratiet stort set begyndt at sige det samme som os.

Det afgørende er konstateringen af, at de nu er begyndt at trykke på de rigtige knapper, når der skal stemmes i Folketingssalen. Indikationen for mig på, at vi i Dansk Folkeparti rent faktisk kan lave forretninger med Mette Frederiksen.

Ja, tænk, hvis man dog havde lyttet - frem for med humanistisk-himmelvendte øjne at sparke os til side og dømme os ikke-stuerene.

Søren Espersen

Det forår, som nu så sagte kommer, er spændende, lovende, inspirerende og i dén grad lykkeligt for det danske folk, som igennem 34 år har gået så gruelig meget igennem.

Nu skuer jeg i horisonten alt det, som folket har sukket efter:

At Danmarks grænser atter permanent bevogtes af politi og toldere. At der indføres regler om øjeblikkelig udvisning af illegale migranter. At flygtninge repatrieres. At de modbydelige islamiske friskoler, samt mange af de lige så usle moskéer lukker. At der kort sagt kommer styr på indvandringen - som vi kendte det før 1983.

Jeg ser gerne, at alt dette gennemføres i en ubrydelig aftale mellem Folketingets tre største partier – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Uanset hvem af de tre partier, som leverer statsministerposten. Først da bliver der ”ro på”. Skulle andre ønske at være med i en sådan grundlæggende ændring af vore systemer, er de velkomne.

Ja, selv om mit parti i hvert fald ikke på nogen som helst måde kan lastes for den alvorlige situation, landet står i, så bliver det alligevel os, som kommer til at normalisere Danmark.

Og dette er værd at understrege: Det er det normale, vi skal på vej tilbage til, når det gælder udlændingepolitikken. I stedet for det unormale - det abnorme - kaos – der fra midt i 1980'erne og frem pludselig blev dagligdag herhjemme.

Og det er altså unormalt, at fremmede kan drøne ind i landet med 90 kilometer i timen uden at vise pas eller visum.

Det er altså unormalt, at politiet giver sig til at afspærre motorveje for danske bilister, sådan at i tusindvis af mellemøstlige muslimer kan bruge dem som vandrestier.

Det er unormalt, at vi afspærrer offentlige svømmehaller for at give plads til kvinder i burkinier.

Det er unormalt, at flæskesteg, frikadeller, medisterpølser, leverpostej og andre herlige nordiske retter er blevet forbudt i mange børnehaver…

Det er unormalt, at chauvinistiske, muslimske bander nu frækt styrer store dele af ”Wonderful Copenhagen” - eller hvad vi nu så poetisk kaldte vor elskede hovedstad dengang, hvor politifolk havde så rigeligt med tid til at hjælpe en flok hyggelige ænder over Vesterbrogade.

Ja, det normale er ved at blive tvunget ud af Danmark. Og vi vil faktisk rigtigt gerne tilbage til det normale.

Normalisering er at sige farvel til det forskruede.

Normalisering er at vende ekstremismen ryggen.

Normalisering er at holde op med at leve i en fantasiverden.

Normalisering er igen at få begge ben ned på jorden.

Efter 34 år er Danmark igen så småt ved at finde sine ben. Så længe tog det altså at styre mod tøbrud. Og, jo, jeg synes altså det lysner. Foråret så sagte kommer!
--------

Søren Espersen (MF, Dansk Folkeparti) er bl.a. formand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.