Tidligere ældrechef: Her er fem forhindringer, der kan stå i vejen for ældrereformens success

Mere selvbestemmelse, samme udbud af ydelser

Lidt kækt har regeringen kommunikeret, at brugerne af ældreplejen er gamle nok til selv at bestemme.

Så hvis brugeren en dag hellere vil have en snak med hjemmehjælperen, end at få gjort rent, så skal der være mulighed for det.

Sådan har det lydt fra regeringen – med en noget tåkrummende retorik.

Men når de økonomiske rammer for ældreområdet ikke bliver ændret, så vil brugerne i praksis ikke fravælge de ydelser, de er visiteret til.

Det vil den ene milliard, der følger med ældrereformen ud til kommunerne, ikke ændre på.

Afbureaukratisering i småtingsafdelingen

Udspillet til ældrereformen indeholder også nogle afbureaukratiseringsforslag.

Et er at give borgere adgang til nogle få basale hjælpemidler uden ansøgning, eksempelvis rollatorer og badebænke.

Kommunerne kæmper med snævre økonomiske rammer. Den udfordring bliver, som nævnt, ikke løst med reformen. 

Thorkild Sloth Pedersen
Fhv. ældrechef, Varde Kommune

Det giver borgerne en hurtigere adgang til hjælpemidler. Det vil også, i et beskedent omfang, frigøre tid i kommunernes visitationsenheder.

Der er dog ingen grund til at gøre sig forhåbninger om, at den sparede tid vil komme brugerne til gode.

I stedet vil effekten af ændringen bidrage til at finansiere de tre milliarder kroner, kommunerne skal reducere deres administrationsudgifter med.

Et andet forslag handler om omlægning af tilsyn. Også her løber regeringen en åben dør ind.

Alle er enige om, at der har været en uhensigtsmæssig knopskydning af tilsyn på ældreområdet. Men hånden på hjertet: Det er få promiller af den samlede arbejdstid, der bruges på tilsyn.

Derfor kan det undre, at det er dette eksempel, KL igen og igen har peget på, når man har identificeret det vildtvoksende bureaukrati. Eksemplet er relevant nok, men betydningen er til at overse.

Et tredje forslag er, at pleje og omsorg fremover ikke skal dokumenteres.

Et forslag, der måske lyder som lidt af en revolution, men som flugter med en praksis, der er indført i nogle kommuner: at der kun dokumenteres afvigelser fra den planlagte pleje.

At forslagene til afbureaukratisering er lidt tyndbenede, kan skyldes, at en stor del af det regelværk, kommunerne er snøret ind i, er en selvskabt plage. En midtvejsevaluering af kommunernes forsøg med frisættelse på ældreområdet viste, at i 47 ud af 53 forsøgsaktiviteter var de regler, forsøgskommunerne ønskede at frigøre sig fra, nogle de selv havde skabt.

Hvis opgaven med afbureaukratisering skal lykkes, er det altså i høj grad den enkelte kommune, der skal sanere i regler, den selv har indført.

Når regeringen ønsker afbureaukratisering, er det i øvrigt værd at bemærke, at der lægges op til en ny model for afregning af private leverandører.

En model, som kan blive en kompliceret affære, der giver ekstra administration for både kommuner og staten.

Den pris er regeringen tilsyneladende villig til at betale, for at imødekomme den private servicesektor, der har svært ved at levere service til det omkostningsniveau, der er i kommunerne.

Forhandlinger under pres

Ældreområdet har i de seneste år oplevet, at møgsager i pressen har ført til øget regulering.

I regeringens udspil ligger der en befriende erkendelse af, at en fortsættelse af den praksis ikke er vejen frem mod en bedre ældrepleje.

I stedet vil man vise kommunerne tillid.

Det bliver spændende at følge, hvor længe de gode intentioner holder i praksis.

Hermed er vejen banet for, at der bliver et A- og et B-hold på plejehjem. En markant ændring af årtiers praksis i det danske velfærdssystem.

Thorkild Sloth Pedersen
Fhv. ældrechef, Varde Kommune

Allerede under forhandlingerne om reformen er standpunktet under pres. Både fra oppositionen og Ældre Sagen. 

Måske kan en flertalsregering stå imod presset. Men hvad sker der, nu når vi igen har en mindretalsregering? Kan Christiansborg påvirke kulturen, uden økonomien følger trop?

Uanset hvor god ældreplejen er, så kan – og bør – man altid i en hjemmepleje og på et plejehjem arbejde på at skabe endnu bedre relationer til brugere og pårørende, involvere brugerne mere, og være endnu mere opmærksom på den enkeltes behov.

Udspillet til ældrereform adresserer dette. Dels ved at sende signaler om, hvilke værdier ældreplejen skal arbejde ud fra. Dels ved stille krav om, at hjemmeplejen skal organiseres i faste teams.

Men helt ærligt: hvor meget kan man, fra Christiansborg, påvirke kulturen på de enkelte arbejdspladser?

Kommunerne kæmper med snævre økonomiske rammer. Den udfordring bliver, som nævnt, ikke løst med reformen.

Man kæmper også med at tiltrække og fastholde medarbejdere. Regeringen vil derfor importere arbejdskraft fra Indien og Filippinerne.

Om det bliver en løsning på længere sigt, har vi til gode at se.

I en ideel verden, bør disse udfordringer ikke stå i vejen for, at enhver kommune konstant forsøger at styrke en kultur, hvor hver enkelt medarbejder hele tiden er opmærksom på at møde den enkelte borgers aktuelle behov. Men i den virkelige verden er dette vanskeligt.

Ovenfor har jeg nævnt fem grunde til, at man skal være forsigtig med at forvente store forbedringer af ældreplejen, som følge af den kommende ældrereform.

Men det er også værd at hæfte sig ved et andet element i udspillet.

Et opgør med årtiers praksis i velfærdssystemet

Det, der måske bliver den største ændring som følge af ældrereformen, er opgøret med universelle ydelser.

Ændringen er en del af forslaget om lokalplejehjem.

Her åbner regeringen op for tilkøbsydelser på kommunale plejehjem. Folk med penge på kontoen kan fremover købe sig til bedre service, end det kommunalt fastlagte niveau.

Hermed er vejen banet for, at der bliver et A- og et B-hold på plejehjem. En markant ændring af årtiers praksis i det danske velfærdssystem. 

Regeringen ønsker grundlæggende forandringer og forbedringer af ældreplejen.

Der kan nok forventes forbedringer. Hvor grundlæggende de bliver, afhænger af hvorvidt kommunerne vil gøre op med egne regler, styrings- og dokumentationskrav.

Graden af forbedring afhænger også af kommunernes muligheder for at arbejde med kulturændringer i en kontekst, hvor de er presset af snævre økonomiske rammer og har vanskeligt ved at rekruttere medarbejdere.

Og endelig afhænger det af regeringens – og kommende regeringers – vilje til at fastholde tilliden til kommunernes ældrepleje – også når der dukker møgsager op i pressen.

Måske bliver det mest markante resultat af reformen øget ulighed på den sidste station i livet for mange mennesker: Plejehjemmet.