Tidligere udviklingsminister: Christian Friis Bachs vision er fagligt rystende

I en påfaldende sammenhæng med lanceringen af sin valgkamp fremsatte Christian Friis Bach (R) i et interview 12. august 2022 i Altinget en række synspunkter og påstande om dansk udviklingspolitik, som godt nok var egnede til at tiltrække sig opmærksomhed, men som også var en illustration af den mere og mere udbredte overfladiskhed, der har ramt dette fagområde i takt med nedprioriteringen af det egentlige udviklingssamarbejde.

Derfor dette indlæg, hvor disse påstande og synspunkter vil blive imødegået. Slagnummeret var tanken om en afskaffelse af posten som udviklingsminister – og det virkede da også umiddelbart som det, der skulle til, for at den nyopstillede folketingskandidat fik god mediedækning.

Begrundelsen for dette var, at de andre forskellige ministerier skal engageres mere direkte i samarbejdet med udviklingslandene: "Sundhedsministeren skal sørge for, at der bliver tænkt sundhed i verden. Uddannelsesministeren skal sørge for, at børn kan komme i skole i Afrika. Og erhvervsministeren skal sørge for, at der kommer varer ind og ud af Niger og Afghanistan. Sådan skal fremtidens udviklingspolitik tænkes".

Under lavmålet for tidligere mininister

Den slags kunne man måske forvente fra nogen, der på baggrund af en blanding af uvidenhed og naivitet som en nyankommen i debatten ville sige noget om udviklingspolitik. Men ikke en tidligere udviklingsminister.

Det deprimerende i Christian Friis Bachs udtalelser er hans overfladiske afskrivning af udviklingspolitik som et egentligt fagområde

Poul Nielson
Forhenværende udviklingsminister (S) og EU-kommissær

Der har gennem årene været en række eksempler på inddragelse af særlige ekspertiser fra forskellige ministerier, men det har hele tiden været helt marginale bidrag til det, der er kernen i samarbejdet med modtagerlandene, nemlig den langsigtede og mere dybtgående dialog om prioriteringer og implementering af fælles besluttede strategi for samarbejdet.

Et engagement i udviklingslande betragtes typisk som en karrieremæssig omkostning snarere end en fordel. Det deprimerende i Christian Friis Bachs udtalelser er hans overfladiske afskrivning af udviklingspolitik som et egentligt fagområde.

Tomt og provokerende

Næste mærkelige punkt er hans tale om en "projektitis"-tilgang som noget, der er typisk og forkert ved den måde, bistandssamarbejdet udføres på.

Men denne tilgang var i det store og hele lavet om til bredere sektorprogrammer og budgetstøtte med samarbejdslandet i en ligeværdig og aktiv rolle allerede, mens jeg var udviklingsminister, og blev også resultatet af min reformering af EU's bistand.

Christian Friis Bach overtog som udviklingsminister noget, der var anderledes, end det, han nu kritiserer. Det er fagligt set rystende, at han "ikke ser de store forskelle i den udviklingspolitik, der bliver ført nu, og den, der blev ført, da udviklingspolitikken blev født i 50'erne og 60'erne".

Christian Friis Bach overtog som udviklingsminister noget, der var anderledes, end det, han nu kritiserer 

Poul Nielson
Forhenværende udviklingsminister (S) og EU-kommissær

Det virkede som om, at han var mere interesseret i at markere sig med en personlig profilering som "rettighedsminister". Det lød fint, men det var – og er – mere nødvendigt og realistisk med støtte til flere boringer efter vand i Sahel-området end at proklamere, at beboerne nu skulle have ret til vand. Hans diskussion om forskellen mellem begreberne rettighed og solidaritet er ganske enkelt forvrøvlet.

Faktisk kan en del af disse donorproklamerede principper, som også vedtages i massevis internationalt, virke tomme og provokerende i forhold til den mildest talt tøvende indsats på at gøre noget regulært og konkret i et forpligtende samarbejde.

Med forslaget om, at "det burde jo være en nordisk og en dansk sag at opbygge velfærdssamfund i verden. Det skal vi stille os i spidsen for og kanalisere en betydelig del af vores udviklingsbistand ind i. Og kalde det en global udligningsorden i stedet for udviklingsbistand," slipper folketingskandidaten enhver berøring med de håndtag, der er essentielle i en realpolitisk og seriøs indsats i udviklingspolitikken.

Langsigtet udviklingsarbejde er løsningen

Christian Friis Bach undrer sig i interviewet over, hvorfor han ikke havde mere fokus på handelspolitikken i forhold til udviklingslandene, da han var minister.

Det er helt rigtigt, som han anfører, at der var fokus på nødhjælpen, og her må man erklære sig enig med ham i det stærkt problematiske i, at humanitær bistand i forskellige former efterhånden er blevet dominerende i den samlede bistand.

Det er på sin vis af gode grunde, men principperne om neutralitet er ikke helt, hvad de har været, og sammenblandingen med blandt andet indvandrerpolitikken har kontamineret og svækket den egentlige, langsigtede bistand.

Handelspolitikken med udviklingslandene var og er noget, der for Danmarks vedkommende foregår gennem EU, hvilket har medført, at der stort set hverken har været særlig opmærksomhed på eller viden om dette område. Men specielt Cotonou-aftalen fra 2000 med skabelsen af regionale økonomiske partnerskaber og "Alt undtagen våben"-beslutningen har faktisk betydet en fordelagtig ordning for landene i Afrika, Caribien og Stillehavsområdet.

Christian Friis Bach slutter med at håbe, at udviklingspolitikken kan generobre dagsordenen. Det håb er vi mange, der deler med ham. Men hans forslag til ændringer bidrager bestemt ikke til en forståelse for, at more of the same – med hensyn til klassisk partnerbaseret, langsigtet udviklingssamarbejde – er det rigtige svar på den svækkelse, der beklageligvis er sket gennem en række år.