Tidligere chef i FE: Langt mellem ord og handling i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi

Der skorter ikke på positive ord i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der blev præsenteret 31. januar.

Strategien rummer en lang række områder og indsatser, som de fleste danskere givetvis kan spejle sig i. Virkemidler som værdidiplomati, tryghedsdiplomati, klimadiplomati, migrationsdiplomati og økonomisk diplomati er svære at være imod.

Det små 60 sider lange papir sender Danmark retur til en værdibaseret udenrigspolitik, som næppe har set sin ligemand siden Fogh-regeringens aktivistiske udenrigspolitik for små 20 år siden.

Måles på vores handlinger

I sit forord slår udenrigsminister Jeppe Kofod fast, at en værdibaseret udenrigspolitik "aldrig må blive tom symbolpolitik eller hovedløs overbudspolitik". Deri har Kofod helt sikkert ret.

Uanset om vi taler om Danmarks venner eller modstandere i udlandet, vil de først og fremmest måle os på, hvad vi gør. Vores venner, det vil sige vores værdifæller, er glade for værdifællesskabet, men vil først og fremmest være optaget af vores handlinger. Bringer vi reelt det med til festen, som vi har stillet i udsigt?

Det er nye og rigtige toner. I trusselsbilledet anno 2022 stiger vigtigheden af Nato og et styrket EU. Det er uomtvisteligt.

Jacob Kaarsbo
Fhv. chefanalytiker, Forsvarets Efterretningstjeneste

Både i statsminister Mette Frederiksens præsentation af strategien og i Kofods forord fremgår det, at strategien skal adressere en "historisk uforudsigelig verden" og et mere komplekst og skærpet trusselsbillede, end Danmark tidligere har stået overfor.

Det har ministrene helt sikket også ret i. I forhold til det trusselsbillede er det interessant at se på, hvad regeringen har puttet i den sikkerhedspolitiske værktøjskasse foruden Kofods fem diplomatiske hovedspor.

Sikkerhedspolitikken går nu på to ben

Strategien antyder et markant europapolitisk skifte i forhold til den tale, som statsministeren holdt i Udenrigspolitisk Selskab 29. oktober og i et interview her på Altinget samme dag.

Dengang kritiserede jeg statsministeren for at opstille et falsk valg mellem EU og Nato på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område. Statsministeren udlagde dengang et stærkere EU som en udfordring af Nato. Dansk stillingtagen mellem de to organisationer blev præsenteret som et nulssumsspil.

Derfor er det både lovende og glædeligt for Danmarks strategiske interesser, at regeringen på blot tre måneder har ændret kurs. Nu melder den klart ud, at vores sikkerhedspolitik skal stå på to ben. Danmark skal være både "i kernen af Nato", og "i hjertet af EU" for "at styrke EU's globale slagkraft".

Nato og EU bliver nu set som komplementære. Regeringen betoner, at "EU skal have de rette instrumenter til at gøre sin indflydelse gældende", og at styrkelsen af EU også sker "for Nato's skyld". Nu lyder det, "at et stærkt Europa i samspil med et stærkt Nordamerika giver et stærkt Vesten. Og det er det, Verden har brug for".

Det er nye og rigtige toner. I trusselsbilledet anno 2022 stiger vigtigheden af Nato og et styrket EU. Det er uomtvisteligt.

Dansk forsvarsforbehold svækker EU

Når regeringen melder klart og meget ambitiøst ud, at den vil styrke EU's instrumenter med henblik på en stærkere global rolle, ville det være naturligt, hvis den forholdt sig til det danske forsvarsforbehold. Det undlod statsministeren at komme ind på ved præsentationen.

Til gengæld gentog udenrigsminister Jeppe Kofod regeringens foretrukne talemåde ved debatmødet på Altinget dagen efter. Her lød det, at "der ikke er noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at regeringen ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, den gerne vil".

Det er selvmodsigende, når regeringen vil fastholde Danmark på Europas sikkerhedspolitiske sidelinje. Der er indtil videre langt mellem regeringens ord og dens handlinger

Jacob Kaarsbo
Fhv. chefanalytiker, Forsvarets Efterretningstjeneste

Den talemåde er en stråmand, for selvfølgelig kan regeringen føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, den gerne vil. Det virkelige spørgsmål er, om forsvarsforbeholdet har konsekvenser for, hvad vi fra dansk side kan opnå med vores udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik? Her er svaret et rungende ja. Det har store konsekvenser.

Svaret er også utvetydigt ja til, at det danske forsvarsforbehold er med til at svække Europa som global aktør. Regeringen skriver i strategien, at den "støtter udviklingen af et europæisk strategisk kompas", og at EU skal kunne "tage større sikkerhedspolitisk ansvar". I det nuværende strategiske kompas for EU fremgår blandt andet, at EU's missioner og operationer under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP) skal styrkes.

Regeringen pointerer i sin strategi, at Europa skal tage et større ansvar, blandet andet for at sikre USA's fortsatte engagement i europæisk sikkerhed. Derfor er det selvmodsigende, når regeringen vil fastholde Danmark på Europas sikkerhedspolitiske sidelinje. Samlet set er der indtil videre langt mellem regeringens ord og dens handlinger for Europas sikkerhedspolitiske udvikling.

Putin gnider sig i hænderne

Når det kommer til regeringens fortsatte prioritering af Nato, skorter det heller ikke på store ord. Danmark skal som tidligere nævnt være "i kernen af Nato". Regeringen vil endog "arbejde for et styrket Nato" for at adressere stigende geopolitisk konkurrence, et fortsat mere aggressivt Rusland, fortsat kamp mod militant islamisme og nye trusler. Det giver alt sammen god mening.

Regeringens middel til at nå derhen er en erklæring om, at "det kommende forsvarsforlig vil have Wales-målsætningerne som forudsætning". Wales-målsætningerne er fra 2014 og er kort fortalt Nato-landendes håndslag på, at de vil arbejde henimod at bruge to procent af BNP på forsvarsudgifter. Det er ikke et håndslag på at bruge to procent.

Både i strategien og i regeringstoppens efterfølgende udtalelser står det klart, at regeringen ønsker at øge forsvarsbudgettet. Det er handling. Det nuværende forsvarsforlig dækker dog 2023, så det regeringen reelt siger, er, at den fra 2024 er klar til at øge budgettet og arbejde henimod to procent.

Efterfølgende har Forsvarsminister Trine Bramsen afvist at fremrykke forhandlingerne om forsvarsforliget med henvisning til, at Forsvaret ikke skal belastes af forligsforhandlinger på grund af den tilspidsede situation med Rusland om Ukraine.

Vi kan godt regne med, at Putin og hans håndgangne mænd i Kreml er glade for at vide, at der går adskillige år, før vi i Danmark reelt vil være klar til "at styrke Nato". Her tæller kun evne og vilje til at forøge vores bidrag, både når det bliver vurderet af allierede og modstandere. Et konkret tilsagn om at forøge her og nu samt en stige til to procent inden for få år ville derimod blive hørt.

Håber regeringen sparer krudtet

Som tidligere nævnt bruger Kofod selv udtrykket "hovedløs overbudspolitik" i sit forord til strategien.

Jeg vil ikke tage konklusionerne om strategien så langt. Min vurdering er dog, at der er et stykke vej mellem de ambitiøse hensigtserklæringer i strategien, og det regeringen reelt er parat til at gøre på to sikkerhedspolitiske nøgleområder som forsvarsforbehold og forsvarsudgifter.

Alt tyder på fortsat aggressiv adfærd fra Rusland i vores nærområde. Danmark vil komme ud for flere og flere situationer internationalt, hvor værdier må vige for benhård realpolitik.

Jacob Kaarsbo
Fhv. chefanalytiker, Forsvarets Efterretningstjeneste

Hvis regeringen reelt ikke er klar til at gøre mere, end de første udtalelser antyder, havde det været bedre at melde knapt så bombastisk ud. Det er risikabelt at tale ambitioner op, hvis vi ikke matcher det med handlinger.

Derfor må vi håbe, at udtalelserne om forsvarsforbeholdet og forsvarsforliget er udtryk for, at regeringen ikke er klar til at indlede opgørene endnu, men at den sparer krudtet til de kommende drøftelser. Statsministeren har selv annonceret forhandlinger om en ny europapolitisk aftale, og det er muligt, at regeringen i lyset af Ukraine-situationen vil vise sig mere fremkommelig i forhold til forsvarsforliget.

Behov for lande med andre værdier

Som regeringen selv anfører, bliver strategien lanceret i lyset af et skærpet og mere komplekst trusselsbillede. Vi går ind i mange år med øget geopolitisk konkurrence, og alt tyder på fortsat aggressiv adfærd fra Rusland i vores nærområde. Danmark vil komme ud for flere og flere situationer internationalt, hvor værdier må vige for benhård realpolitik.

Vi fik et eksempel i sidste uge. Her opgraderede Præsident Biden Qatar til "major non-Nato ally" til USA. Hvorfor? Fordi USA og Vesten har mere brug for Qatar end nogensinde. Qatar er blandet andet central i spillet om Afghanistan, i forhold til forhandlingerne om Irans atomprogram og Irans aktiviteter i Mellemøsten, genoplivning af fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne samt som for at mindske afhængigheden af energiforsyning fra Rusland.

Samtidig er Qatar i den grad i konflikt med Kofods værdikompas. Eksemplet viser, at vi de kommende år får øget behov for at være pragmatiske. Vi får kort og godt behov for lande, som ligger langt fra vores værdier. Også i det lys kunne der være god ræson i at kravle knapt så højt op i det værdipolitiske træ.

Vi skal i hvert fald vide, at jo længere vi kravler op i træet, jo længere er der også, når vi skal ned.