Debat

Tidligere PLO-formand: Problemerne med Alles Lægehus er ikke chokerende, men graden af kynisme overrasker

Forringede love og manglende interesse for borgernes behov har tilladt aktører som Alles Lægehus at bruge systemet til egen fordel. Stordriftsfordelene er ikke til fordel for patienterne, skriver Christian Freitag.

Hvis man som politiker ikke interesserer sig for, hvad borgerne bliver tilbudt af konkret lægehjælp i disse klinikker, så risikerer der at gå stordrift i lægearbejdet. Vel at mærke i den dårlige udgave af begrebet, skriver Christian Freitag.
Hvis man som politiker ikke interesserer sig for, hvad borgerne bliver tilbudt af konkret lægehjælp i disse klinikker, så risikerer der at gå stordrift i lægearbejdet. Vel at mærke i den dårlige udgave af begrebet, skriver Christian Freitag.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Christian Freitag
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Beretningerne fra DR’s 'Kontant' om forholdene i og bagved Alles Lægehuse har overrasket en del, nogle bruger endda ordet "chokeret".

Personligt er jeg ikke chokeret, men måske nok lidt overrasket over omfanget af problemerne og graden af kynisk spekulation.

Konsekvenserne af lovændringerne i blandt andet 2013 var dog til at forudse.

Læs også

Når man giver en læge lov til at eje seks forskellige klinikker overalt i landet, med hver tusindvis af patienter, så kan den læge ikke lede klinikkerne ordentligt, hverken økonomisk eller fagligt.

Jeg har været leder i én klinik i 20 år – det er fast arbejde, skulle jeg hilse og sige.

Helt uansvarlig stordrift

Hvis man som politiker ikke samtidig interesserer sig for, hvad borgerne bliver tilbudt af konkret lægehjælp i disse klinikker, så risikerer der at gå stordrift i lægearbejdet. Vel at mærke i den dårlige udgave af begrebet.

Stordriften går på følgende: Man finder en læge, der er villig til at stå anført som "ejer" af klinikken, mere behøver lægen ikke bidrage med. Vedkommende modtager et særdeles rundhåndet honorar for denne underskrift.

Stordriften går på følgende: Man finder en læge, der er villig til at stå anført som "ejer" af klinikken, mere behøver lægen ikke bidrage med.

Christian Freitag
Praktiserende læge og tidligere formand, PLO

Klinikkerne får ofte nye ejere, men Alles Lægehus bevarer kontrollen.

Dertil finder man en gruppe læger, der i kortere eller længere tid er tilknyttet klinikken. Nogle skal bare være et navn på et stykke papir for at loven overholdes, andre arbejder reelt i klinikken.

Kravet er, at der skal være en læge tilstede i klinikken, så er det en lægeklinik – uanset om der er 1.600 eller 16.000 patienter tilmeldt.

Det er helt uansvarligt.

Dermed kan man nedbringe den største udgift som en lægeklinik har: Udgiften til lægens løn. Hvis du melder dig som vikar i en Regions- eller Koncernklinik får du typisk mellem 7.000 til 8.000 kroner om dagen.

Det er betydeligt mere end jeg tjener som praktiserende læge. Hvordan kan det gå op, når Alles Lægehus samtidig skal tjene penge til sig selv?

Det sker ved at minimere brugen af læger og erstatte dem med andre faggrupper, oplagt sygeplejersker.

Lægefortyndede klinikker

Det interessante er, at bestyrelsesformanden for Alles Lægehuse, Thomas Helt, med rette kan påstå, at han blot gør som Regionerne opfordrer lægerne til: Ansæt noget personale og uddeleger lægernes arbejde til dem.

Der er ikke nødvendigvis tale om dårlige sygeplejersker eller læger.

Christian Freitag
Praktiserende læge og tidligere formand, PLO

Så ja, loven modvirkede lægeløse patienter, men patienterne fik i stedet lægefortyndede klinikker til det yderste.

Resultatet ser vi så i 'Kontant'.

Der er ikke nødvendigvis tale om dårlige sygeplejersker eller læger. Jeg ved, at mange af dem er både dygtige og ansvarsfulde, men en vigtig del af opgaven i klinikken går på at spare lægetid og lede patienterne hen til andet personale.

Den procedure har Alles Lægehus været enormt dygtige til og udført til næsten det ekstreme.

Det kan man ikke gennemføre, uden at det får konsekvenser for klinikkens patienter. Desværre er mange af patienterne samtidig dem, der har mest behov for en fast læge, som de kender, og som kender dem.

Gør det attraktivt

De sundhedsmæssige problemer af den øvelse kan der skrives en hel disputats om. Hvem taler om ulighed i sundhed?

Hvis vi skal hjælpe disse borgere til en bedre lægeadgang i fremtiden, kræver det to ting:

  1. Læger og koncerner skal ikke kunne eje seks kæmpestore klinikker med tusindvis af patienter. Ejeren på papiret skal have den daglige ledelse og det faglige og økonomiske ansvar.
    Loven skal derfor laves om, gerne gradvist, så vi ikke får lægeløse patienter i mellemtiden.
  2. Samtidig skal regionerne sammen med kommunerne og gerne under en national ledelse sørge for at tiltrække faste læger, der reelt nedsætter sig i området.
    Der er mange muligheder for at forbedre den del.

Ja, det koster mere end en læge i storbyen. Til gengæld skal vi ikke bruge så mange læger som i storbyen.

Hvis politikerne mener det alvorligt med "det nære sundhedsvæsen", så bliver man nødt til at gøre det mere attraktivt, end at være løst ansat lægevikar.

Ellers fortsætter problemet - måske ikke under navnet 'Alles Lægehus', men mon ikke at der så er en forretningsmand, der finder på et andet?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Freitag

Fhv. formand, PLO, speciallæge i almen medicin
cand.med. (Københavns Uni. 1995)

0:000:00