Tidligere V-rådgiver: Det stigende antal partihoppere kan svække tilliden til demokratiet. Det bør vi gøre noget ved

"Der' ingen bånd der binder mig. Og ingen holder på mig nej," lyder sangen i tegnefilmen, da Pinocchios snærende bånd bliver kappet og han endelig er fri til at gøre, som han vil.

Den samme grad af ubundethed gælder for vores folkevalgte. "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere," lyder det nemlig i Grundloven.

Den frihed gælder også friheden til at skifte parti. Det så vi igen tidligere i denne uge, hvor Bergur Løkke Rasmussen, som ellers lige er kommet til Bruxelles som suppleant på Venstres liste, skiftede til Moderaterne. Det er blot det seneste i en række partiskift, som har fået debatten om partihoppere til at blusse op igen.

For selvom formuleringerne i Grundloven er ganske klare, så kan man godt rejse spørgsmålet, om reglerne for partiskifte er tidssvarende. Det mener jeg ikke.

Uanset hvad Grundloven siger, så ser det ikke ser kønt ud, når politikere skifter parti og dermed svigter de vælgere, som har stemt på det parti, som de forlader.

Uanset hvad grundloven siger, så ser det ikke ser kønt ud, når politikere skifter parti og dermed svigter de vælgere, som har stemt på det parti, som de forlader.  

Jacob Bruun

Personligt ville jeg føle mig ført bag lyset, hvis den folketingskandidat, som jeg satte kryds ved i afstemningslokalet på Frederiksberg Rådhus 1. november, pludselig repræsenterede et helt andet parti.

De seneste år har vi set en meget markant stigning i antallet af folketingsmedlemmer, som skifter parti i utide. Alene i valgperioden 2019-2022 skiftede næsten hver tiende folketingsmedlem parti.

Blandt de mest prominente kan nævnes tidligere ministre som Lars Løkke Rasmussen, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Ida Auken, Uffe Elbæk og Inger Støjberg. Og på fem måneder siden seneste folketingsvalg har yderligere to folketingsmedlemmer skiftet parti fra Nye Borgerlige til Dansk Folkeparti. 

Forklaringerne på de mange partiskifter kan være forskellige: Faldende partiloyalitet generelt. At mange partier har næsten ens politiske dagsordener, så samme politiske kamp kan udkæmpes fra flere forskellige steder. Eller at partihopperne er i konflikt med deres parti på grund af politiske eller personlige uoverensstemmelser.

Men uanset hvad, så er risikoen, at partihopperne fremstår troløse, og opportunistiske over for de mange tusinde vælgere, som har stemt på dem. Hvis det sker, så svækker det tilliden til vores folkevalgte og potentielt til selve demokratiet.

Men kan man overhovedet gøre noget eller skal vi bare lære at leve med det? Dér bliver det straks vanskeligere.

På den ene side er Grundlovens regler helt klare og folketingsmedlemmerne står frit til at skifte parti, som de vil. Der er ingen bånd der binder dem. Og enhver ændring af Grundloven er omstændig og vanskelig, så det kommer helt sikkert ikke til at ske.

Hvis man på den anden side – som jeg – mener, at det er en bekymrende udvikling, så er det vel værd at overveje, om noget kan gøres. Også selvom det skal ske indenfor grundlovens rammer

En anden mulighed er at bruge økonomi til at bremse partiskift ved at ændre partistøttereglerne i Folketinget, så pengene til politiske medarbejdere knyttes til partierne fremfor de enkelte mandater.

Jacob Bruun

Én mulighed er direkte at forbyde folkevalgte at skifte parti. Hvis man først én gang er valgt, så bliver man siddende for det samme parti.

Men det fjerner omvendt muligheden for at melde sig ud, hvis der er "gode" grunde til det og stavnsbinder den enkelte politiker for en lang årrække. Det er næppe en farbar vej – heller ikke selvom Enhedslisten rent faktisk har et sådant forbud nedskrevet i deres vedtægter.

En anden mulighed er at bruge økonomi til at bremse partiskift ved at ændre partistøttereglerne i Folketinget, så pengene til politiske medarbejdere knyttes til partierne fremfor de enkelte mandater.

Det vil betyde, at så andre partier ikke fik en økonomisk gevinst ved at modtage partihoppere med åbne arme. Det kunne måske gøre det lidt mindre attraktivt at modtage partihoppere, men omvendt er det næppe nok til at forhindre noget som helst.

En tredje og mere vidtgående mulighed er at lade vederlaget til folketingsmedlemmer tilhøre partiet, så den folkevalgtes privatøkonomi står og falder med partiloyalitet. Melder man sig ud, så bortfalder ens vederlag.

Det forekommer at være en direkte dårlig idé, som med sikkerhed vil gøre det endnu mindre attraktivt at stille sig til rådighed som folkevalgt og endnu mindre attraktivt at være folketingsmedlem. Det er der ikke brug for.

Og endelig den sidste mulighed, som jeg umiddelbart ser mest perspektiv i, er, hvis partierne lavede en aftale med hinanden om, at de ikke vil optage afhoppere midt i en valgperiode. Et "partihopperkodeks", hørte jeg én kalde det i min radio tidligere i denne uge.

Og endelig den sidste mulighed, som jeg umiddelbart ser mest perspektiv i, er, hvis partierne lavede en aftale med hinanden om, at de ikke vil optage afhoppere midt i en valgperiode.

Efterlevede alle partier dette kodeks, så ville muligheden for at shoppe rundt mellem partier blive mindre. Dem som ikke længere kan se sig selv i det parti, som de ellers er valgt for, kan så træde ud af Folketinget og overlade pladsen til partiets suppleant. Og derefter står det jo så vedkommende frit eventuelt at opstille for et andet parti ved næste valg.

Det kunne muligvis være en del af løsningen.

Det i hvert fald ville give os vælgere større sikkerhed for, at vores stemme bliver ved det parti, som vi satte kryds ved på valgdagen.

Hvis vi ikke løbende gør noget for at fastholde den (heldigvis fortsat høje) folkelige opbakning til vores demokrati, så risikerer vi at opbakningen eroderer over tid.