Venstre: Kulturministeriet bør opprioritere idrætten

Idræt er kultur, men idræt er også noget i sig selv – noget særegent og noget andet end kunst, litteratur og folkeoplysning.

Hvorom idræt udgør en ligeså stor del af danskernes dannelse og udgør en markant del af grundlaget for sammenhængskraften, er balancen mellem de æstetiske fag og idrætten i kulturministeriet alt for skæv.  

Tanken om en idrætsminister er interessant, og drøftelsen af forslaget har sin berettigelse. Det er ikke dermed sagt, at løsningen er et ministerium, hvor det nødvendigvis ville være småt og symbolsk. Snarere ville det være at foretrække, hvis idrætsområdet blev prioriteret højere i ministeriet og af ministeren.  

Folkelig, men uden finesse
En kulturminister skal kunne omfavne både finkulturen og det folkelige; museer, teatre fodbold og fægtning.

Det er en fin balance, hvor idrætten og sporten ofte bliver glemt. I den udstrækning, vores nuværende kulturminister, Joy Mogensen (S), har skullet virke folkelig, har det været fremstillet gennem et opsamlingsalbum fra 1990'erne, ønsker om flere musicaler på det kongelige teater og hendes begejstring for håndbold. Givetvis folkeligt, men uden finesse og reel forståelse for et komplekst ressortområde. 

Vi kan sagtens gøre mere for at understøtte både bredde- og eliteidrætten og for at garantere øget bevægelse i vores skolesystem, herunder at udnytte idrættens engagement ind i folkeskolen

Stén Knuth (V)
Idrætsordfører

Kulturen og idrætten er udtrykket for, hvad der samler os efter arbejde, efter skole, og som vi kan fordybe os i alene, eller sammen med venner, børn og familie. I og med at vi lever kulturen individuelt efter smag og interesser, er det svært at favne det hele ligeligt under én minister.

Hvor man kan diskutere betydningen af personlige egenskaber i en ministerpost, har det også en konkret påvirkning på den førte politik, og hele kultur- og idrætsområdet er sårbart, hvis ikke den rette minister findes, hvilket vi desværre har set.   

Hvis coronakrisen og den gradvise, ekstremt kluntede genåbning over foråret i år har vist noget, er det, at der er behov for en opprioritering af idrætten i ministeriet.

Genåbningen af i særdeleshed idrætten har været kluntet, rodet og præget af en dårlig dialog med aktørerne og de tusindvis af frivillige, der understøtter foreningsidrætten.

Det gælder også ved eliteidrætten, hvor det virkede som om, at de eneste, der blev vist hensyn til, var fodbolden, eller hvor man slet ikke har differentieret nok i genåbningen af indendørs- og udendørs aktiviteter. Hvis aktørerne i idrætslivet har følt sig svigtet, så har det været berettiget.  

Bred opprioritering havde være ønskelig
Bevares, festivalarrangørerne kan sige det samme. Museerne, musikerne, ja, nærmest alle grene af ressortområdet under kulturministeren kan sammenstemmende klage over en sløset behandling.

Kulturlivet, inklusiv idrætten, har, som DGI har påpeget i Altinget, formået at samle sig i ly af krisen; men en god politisk behandling af kulturområdet forudsætter differentiering.

I genåbningen har der været for lidt opmærksomhed på udfordringerne, på forskellene mellem de forskellige former for bevægelse og sport, hvor en bred opprioritering af idrætsområdet havde været ønskelig.  

En opprioritering af idrætten i Kulturministeriet bør også indebære flere ambitioner og større visioner for området. I Altingets temadebat om et idrætsministerium har DIF og DGI stillet sig kritiske til forslaget. Jeg forstår godt, hvis de er lunkne ved tanken.

Sjældent har politisk fokus på ét område bidraget til mindre regulering, færre regler og mere frihed. Vores stærke idrætsliv og vores civilsamfund er gennem tiden kun blevet stærkere af, at vi politisk har holdt os på afstand.

Selvom armslængdeprincippet er vigtigt, er der stadig plads til en visionær tilgang til idrætten. Danmark er blandt de fremmeste i verden i forhold til at aktivere unge til bevægelse og til sport.

Kan sagtens gøre mere
Vi har et væld af idræts- og sportstilbud, både organiseret i privat regi og i foreningslivet, og vi er gode til at understøtte vores eliteidrætsudøvere, hvor arbejdet er at skabe hele mennesker – ikke kun idrætsvindere.

Men der kan godt gøres mere. Nye idrætsformer som eksempelvis esport har oplevet en markant organisk udvikling i de seneste år og kræver nu større politisk fokus.

Og vi kan sagtens gøre mere for at understøtte både bredde- og eliteidrætten og for at garantere øget bevægelse i vores skolesystem, herunder at udnytte idrættens engagement ind i folkeskolen.

Alt det kræver ikke nødvendigvis en ny minister så meget, som det kræver én kulturminister, der tilgår alle dele af ressortområdet med respekt for de forskellige måder at være kreativ og bevæge sig på og med en tydelig vision for kultur- og idrætslivet.