Vi ved alle, at kvinder ikke er sjove. Spørgsmålet er, om mænd er det?

Ryster du på hovedet af overskriften til denne klumme? Så skulle du have læst BT for fire år siden.

Dengang stod der følgende med fede typer over forsiden: Thomas Blachman: ”Kvinder mangler humor”.

Interviewet med den sjove mand fortsatte inde i avisen, hvori han fik lov til at uddybe sin udtalelse under overskriften: "Blachman sætter krænket forsker på plads”.

Journalisten Eva Eistrup tog til genmæle på Twitter, hvor hun delte overskriften med billedet af Blachman – denne gang med hans næse overtegnet som en pik – med kommentaren: ”Til gengæld kan vi tegne”.

Den grinede jeg meget af. Det var noget tid efter, at Ole Birk Olesen havde skrevet, at kvinder er uden moral og ære og ikke i ”tilstrækkelig kontakt med deres forstand”, men det er en anden historie.

Vi har sikkert alle hørt påstanden om, at kvinder ikke har humor. Personligt synes jeg, at kvindelige stand-up’ere og tegnere er noget af det sjoveste, men hvad ved jeg?

Det har jeg tilsyneladende ikke forstand på. Jeg er jo kvinde. Og jeg er mange gange personligt blevet beskyldt for at være en krænket kvinde uden humor. Selvom jeg har let til både smil og latter, så er det åbenbart ikke dét, humor måles på.

Hvad svarer man mennesker, der beskylder en for manglende humor, og som skriver ting som: ”Fuck dig din nar. At få ondt i røven over ingen ting. Håber du får kræft. Din veganer nar”

Rikke Viemose

Beskyldningerne om min manglende humor kom især efter, at jeg i juni tweetede et billede af en sexistisk t-shirt, jeg så i Føtex med teksten ”Fars hus, fars regler” med en smiley med himmelvendte øjne.

Det var der ikke mange, der tog notits af, før Føtex’ pressechef meddelte, at de godt kunne se, det var en dum t-shirt, og at de ville trække den tilbage.

Så brød helvede løs på sociale medier.

Jeg opdagede det først, da jeg kom ud fra et møde med min redaktør. Mit feed var gået amok, hadbeskeder strømmede ind i en lind strøm på min messenger, i min indbakke, i kommentarfeltet på både Instagram, Twitter og Facebook.

Kort efter begyndte min telefon at kime, ikke mindst med opkald fra journalister, der gerne ville have en bid af ”clickbait-kagen”. Mediefolk lugter altid en god konflikt selv i dens vorden, men det stod hurtigt klart, at jeg kun ville forlænge shitstormen, hvis jeg stillede op til interviews.

Ingen af de krænkede og vrede mennesker – langt flest mænd, men også kvinder – var interesserede i dialog. Hvad svarer man mennesker, der beskylder en for manglende humor, og som skriver ting som:

”Fuck dig din nar. At få ondt i røven over ingen ting. Håber du får kræft. Din veganer nar”

”Dit lille latterlige krænkede kvindemenneske, luk røven og skrid ad helvedes til med dig din kælling-ud-i-køkkenet-hvor-du-hører-til”

”Tænk at en KÆLLING som dig kan blive krænket over en T-shirt!! Du er simpelthen ikke rigtig klog i hovedet. Hvad fanden sker der inde i hovedet på jer feminister???!”

Jeg havde svært ved at se det sjove. Ingen af kommentarerne indeholdt direkte mordtrusler. Til gengæld var der en, der mente, jeg måtte være selvmordstruet.

Men jeg var ærlig talt rystet over det store had, et så uskyldigt tweet kunne udløse mod mig som person. Ind imellem var der tweets, der gjorde nar ad mig på en mere harmløs måde, og som jeg sikkert ville have kunnet set det sjove i, hvis ikke de druknede i et hav af had, der i ni ud af ti tilfælde var leveret af mennesker under falske navne og profiler.

De fik langt flere likes end mit eget, oprindelige tweet. Og ja, lad mig være ærlig: Det skræmte mig.

Dét, disse mennesker kalder humor, handler i mine øjne udelukkende om at lukke munden på anderledes tænkende. At mobbe og skræmme andre til tavshed

Efter en uges tid stilnede stormen af, men jeg er nu udnævnt af mindst ét medie til at være ”en kendt feminist”, og hver gang jeg ytrer mig om ligestilling og blinde vinkler, er de der, de hadefulde, krænkelsesparate antifeminister. En yngre mand har desuden gjort det til en sport af sende mig en aftenhilsen med nogle dages mellemrum med kommentarer som ”hvor er du bare træls!”

Det er ubehageligt, og dét, disse mennesker kalder humor, handler i mine øjne udelukkende om at lukke munden på anderledes tænkende. At mobbe og skræmme andre til tavshed.

To ud af tre danske kvinder og halvdelen af alle mænd er meget forsigtige med at ytre sig på sociale medier på grund af den hadske tone. Det ironiske er, at de hadefulde og krænkede mennesker ofte er de samme, der igen og igen skriver om retten til ytringsfrihed og om andres krænkelsesparathed.

Men bør ytringsfrihed ikke indebære retten til at ytre sig uden at være bange for det? På trods af de hadefulde angreb, og på trods af, jeg er en kvinde, vil jeg ikke holde mund.

Jeg vil fortsat pege på de mange områder, hvor vi ikke har ligestilling, og det vil jeg blandt andet gøre med humor. Med den slags humor, der afvæbnende peger på skævheder, hykleri og selvmodsigelser i ligestillingsdebatten.

Ikke en humor, der forsøger at lukke munden på andre, men derimod en, der lægger op til dialog og debat.

Jeg gør gerne grin med den hvide mand, der har svært ved at se, han har fordele i kraft af sit køn. Men jeg diskuterer det også gerne med ham, fordi det er gennem dialogen, vi får forandring. Det kræver naturligvis, at han kan se det sjove, at han har humor.

I mine øjne har man ikke humor, hvis ikke man er i stand til at grine af sig selv. Selvironi er til gengæld et af de mest charmerende og tiltalende karaktertræk, der findes, måske fordi det vidner om en evne til selvindsigt, medfølelse og udvikling.

Om privilegieblinde mænd har de evner, vil jeg ikke udtale mig om. Jeg kunne ikke drømme om at generalisere på så stupid en måde – det gør kun mennesker, der ikke er i tilstrækkelig kontakt med deres forstand.