Virksomheder er blevet udenrigspolitiske kastebolde

Billederne fra Ukraine taler for sig selv. Taler om en krigs rædsler og om et land og dets befolkning udsat for ufattelige krigsforbrydelser, vold og tilfældige drab på civile. Hvem har ikke lyst til at tage afstand fra det og straffe de skyldige? Hvem har ikke lyst til at vise sympati med dem, der udsættes for at få ødelagt deres liv og frarøvet deres hverdag og fremtid?

Sådan tænker de fleste af os vel som mennesker. Men når det kommer til, hvordan virksomhederne og deres ledelser og bestyrelser skal agere i denne nye og meget usikre verdensorden, så åbner der sig straks en række etiske dilemmaer, nogle nuancer som ikke er helt så sort/hvide og nogle endnu sværere problemstillinger på længere sigt.

Det politisk og etisk korrekte svar som virksomhed er selvfølgelig at støtte op om de økonomiske sanktioner, der skal ramme den russiske økonomi så hårdt som muligt. Fordi vi ikke kan hjælpe Ukraine mere direkte militært uden en risiko for at udløse en tredje verdenskrig.

Vi er hurtige til at udskamme de virksomheder, som ikke med det samme har truffet beslutningen om, som det hedder, at stå på den rigtige side af verdenshistorien.

Lisbeth Knudsen

Den ansvarlige og ofte meget bekostelige beslutning, som mange virksomheder tager i disse uger, er netop at lukke ned for eller sælge og afvikle aktiviteter i Rusland. Beslutninger som aftvinger respekt og opbakning hos forbrugere, kunder og meningsdannere.

Virksomhederne har et samfundsansvar, som mange også allerede har været villige til at påtage sig. Mere end 600 virksomheder menes nu at have standset deres aktiviteter i Rusland efter krigsudbruddet.

Men virksomhederne har også et ansvar overfor medarbejdere, samarbejdspartnere og aktionærer. Medarbejdere i Rusland, som risikerer arbejdsløshed. Franchisetagere, som man er forpligtet overfor med vareleverancer, der nu udebliver. Aktionærer, der skal være villige til at se i øjnene, at de russiske aktiviteter ikke alene kan blive nationaliseret og overtaget af den russiske stat, men også at forretningspatenter kan blive kompromitteret og kopieret.

Vi er hurtige til at udskamme de virksomheder, som ikke med det samme har truffet beslutningen om, som det hedder, at stå på den rigtige side af verdenshistorien.

Forbrugerreaktioner i dag er lynhurtige. Skånselsløse og uden plads til nuancer, når først toget ruller. Men vi skal huske, hvem der opfordrede virksomhederne til at drage ud og få fat i potentialerne på fjerne markeder med dansk eksport, og hvem der nu kommer til at stå med meget langsigtede og meget bekostelige eftervirkninger af krigen.

Det har gennem årene været ministre på stribe i følgeskab med store erhvervsdelegationer, der banede vejen i både Rusland, Kina, de arabiske lande og mange andre steder for de lovpriste handelsaftaler. Og nu sidder erhvervsvirksomhederne tilbage med usikkerheden og kommer til at bære de økonomiske tab ved sanktionerne.

Bliver Kina det næste land, der skal rammes af økonomiske sanktioner, hvis det vælger at støtte Putins krigsførelse i Ukraine aktivt og ikke kun fra en passiv sidelinje? 

Putins krig i Ukraine har vist os, at den gensidige økonomiske afhængighed ikke forhindrer en krig, som vil få langvarige og store globale konsekvenser.

Lisbeth Knudsen

Hvad sker der, når krigen i Ukraine er slut? Kommer Rusland til at forblive udelukket fra et globalt handelssamarbejde i mange år fremover, eller vil Rusland have vendt vesten ryggen og satset på en tættere alliance med Kina? For Kina er det ikke nogen attraktiv situation i forhold til at kunne udvikle sin handel med andre dele af verden herunder USA.

Hvis man som virksomhedsleder har ansvaret for en global virksomhed lige nu, så er der kun tåge på forruden og behov for at fremtidssikre de markeder, der agerer nogenlunde normalt trods den internationale krise. Virksomhederne er blevet ufrivillige kastebolde i de politiske forsøg på at stoppe Putin og skade den russiske økonomi så meget, at russerne selv ser behovet for en ny kurs.

Da den kolde krig sluttede, troede vestlige regeringer og virksomheder, at stærkere globale økonomiske bånd og øget samhandel også med tvivlsomme autokratiske regimer ville føre til større stabilitet og øget demokratisering.

Virksomhederne blev tilskyndet til at investere i både Rusland og Kina og i andre regimer, som ikke havde nogle planer om at skrive under på vores vestlige frihedsidealer, menneskerettighedsprincipper og demokratiske værdier. Virksomhederne blev spydspidser i det diplomatiske arbejde med at åbne dialoger og samtidig skaffe nyttig eksport.

Globalisering blev det plus-ord, der skulle skabe investeringer og øget velstand for alle i verden og bane vejen for øget politisk dialog, kulturel forståelse og åbenhed. Godt hjulpet på vej også af den teknologiske udvikling og et globalt internet til effektiv digital kommunikation.

I årtier troede vi, at en globaliseret økonomi var en søjle i det, man kalder den regelbaserede internationale orden, og at handels- og finansielle bånd ville forhindre stormagter i at gå i krig. Hele ideen med den liberale internationale orden var, at økonomisk gensidig afhængighed ville forhindre konflikter i at eskalere.

Først pandemien og nu Ukraine-krigen skubber verden i den modsatte retning. En retning som lige nu først og fremmest karakteriseres ved en betydelig usikkerhed. Pandemien har vist os sårbarheden ved den globale økonomis logik om at søge efter det billigste produktionssted. Putins krig i Ukraine har vist os, at den gensidige økonomiske afhængighed ikke forhindrer en krig, som vil få langvarige og store globale konsekvenser.