Vismand: CO2-reduktion er billigst i fattige lande

Af Lars Gårn Hansen
Professor og miljøøkonomisk vismand

Der er blandt fagøkonomer verden over bred enighed om, hvordan den globale udledning af CO2 bedst sænkes, så det ikke bliver dyrere end højst nødvendigt at nå klimamålet.

Indfør global CO2-afgift
Det ideale ville være at indføre en global CO2-afgift, hvor afgiftssatsen på udledning af drivhusgasser har samme størrelse overalt i verden.

En global afgift sikrer, at verden starter med at mindske udledningen af drivhusgasser i de lande og i de sektorer, hvor det er lettest og dermed billigst at reducere udledningen.

Alternativt kunne der indføres et globalt kvotesystem, hvor kvoteprisen vil virke på samme måde som CO2-afgiften. I praksis er det relativt let at indføre en sådan afgift eller kvote for f.eks. udledninger knyttet til forbrænding af fossile brændsler, men for nogle drivhusgasser er det vanskeligere at lægge en afgift direkte på udledningen.

Det gælder f.eks. for landbrugets udledninger. En mulighed her er at lægge en afgift på produktionen svarende til den afledte udledning af drivhusgasser ved forskellige typer landbrugsproduktion.

Fordeling af CO2-reduktioner bruges som et redskab til at føre fordelingspolitik i EU. Det har medført en uhensigtsmæssig fordeling af reduktioner for de forskellige landes ikke-kvotesektorer. 

Lars Gårn Hansen
Professor og miljøøkonomisk vismand

Reduktioner er billigst i fattige lande
I Europa lever EU-ETS-systemet op til, at vi opnår den givne målsætning på den billigste måde på tværs af lande. Det gælder dog kun inden for de kvoteomfattede sektorer. For de ikke-kvoteomfattede sektorer i EU er der desværre ikke et system, som sikrer, at det er de billigste CO2-reduktioner, der vælges på tværs af de europæiske lande.

Der er i EU-Kommissionens forslag lagt op til, at Danmark i lighed med andre rige EU-lande skal stå for en relativ stor del af reduktionerne i EU's ikke-kvotesektor (39 procents reduktion i 2030 i forhold til 2005).

Mange finder det naturligt, at de rigeste europæiske lande betaler en større del af CO2-regningen.

Fordelingen af regningen er grundlæggende et politisk valg. Men hvis de samlede CO2-omkostninger for EU-landene skal være lavest mulige, er den foreslåede fordeling af reduktionerne uheldig.

Det burde i stedet være de fattige EU-lande, hvor reduktionerne er billigst, som skulle stå for de største reduktioner. Og faktisk kan man både opnå, at de rige lande i sidste ende betaler, samtidig med at reduktionerne sker i de fattige lande, hvor de er billigst.

Det kan gøres ved direkte betalinger fra de rige til de fattige EU-lande, som kompenserer for de fattige landes omkostninger ved at reducere udledningen. Dette vil kunne give en gevinst både til de rige lande og de fattige lande i EU for uændret reduktion af udledningen af drivhusgasser.

CO2-forpligtelser i alle sektorer
Danmark bør arbejde for, at reduktionerne i ikke-kvotesektorerne kan opnås på en måde, som så vidt muligt kopierer et EU, hvor der er et kvotesystem, som omfatter alle sektorer i økonomien. Det kan ske, hvis der sikres størst mulig fleksibilitet i reduktionerne på tværs af EU-lande og sektorer.

Formodentligt er den bedste måde, hvorpå der sikres mulighed for, at ikke-kvotesektoren kan opfylde sine CO2-forpligtelser, at købe CO2-kvoter i kvotesektoren.

Det gør det muligt at udnytte relativt billige reduktionsmuligheder i kvotesektoren, i stedet for dyre reduktioner i ikke-kvotesektoren.

Hvis alle lande benytter muligheden vil dette også hjælpe til ensartede reduktionsomkostninger på tværs af lande og brancher uden for kvotesektoren.

Der er allerede i EU-Kommissionens forslag lagt op til, at dette bliver muligt, men kun for nogle lande, og kun i et begrænset omfang. Disse købebegrænsninger øger omkostningerne ved den grønne omstilling og de bør derfor lempes mest muligt.

En anden måde til at sænke de samlede omkostninger, er at skabe videre rammer for at købe og sælge reduktionsforpligtelser i ikke-kvotesektorerne mellem forskellige EU-lande.

En sådan ordning vil kunne hjælpe med at udligne forskelle i reduktionsomkostninger i ikke-kvotesektorerne mellem de forskellige EU-lande.

Endelig bør man arbejde for at flere sektorer inddrages i kvotesektoren, som er et omkostningseffektivt system til at mindske udledningen af CO2 blandt de omfattede sektorer.

Mere fleksibilitet i fremtiden
Rammerne for fleksibilitet mellem lande samt kvote- og ikke-kvotesektorer er på forhandlingsbordet i EU.

Danmark arbejder allerede for, at der i den endelige aftale om CO2-mål i 2030 kommer fleksibilitet.

Forhåbentlig kommer der stor fleksibilitet i den endelige aftale. Det er vigtige reparationer af et system, som desværre ikke er helt gearet til at mindske udledningen af drivhusgasser i EU på den billigste måde.

Det skyldes grundlæggende, at fordeling af CO2-reduktioner bruges som et redskab til at føre fordelingspolitik i EU.

Det har medført en uhensigtsmæssig fordeling af reduktioner for de forskellige landes ikke-kvotesektorer.