FOLA: Drop nu Københavns prestigeprojekter og koncentrer jer om velfærdsdriften

Så skal vi til det igen. Politikerne i København har besluttet, at de skal finde godt og vel 57 millioner kroner i kommunens budget på børne og unge området  

Spørgsmålet er bare, hvorfor vi nu skal igennem det igen? 

Politikerne behøver ikke finde pengene. Der er ingen krav om, hverken fra KL eller staten, at disse millioner skal fjernes eller spares. Det sker udelukkende, fordi de kommunale politikere elsker at lege julemænd og dele penge ud til politiske prestigeprojekter.

Jeg forstår godt, at det kan være kedeligt "bare" at lægge budget til driftsopgaver. Men faktum er, at vores børn, unge og deres forældre er rigtig glade for en grundsolid drift af vuggestuer, dagplejer, KKFO'er, børnehaver og klubber.

Benzin på bålet

Hvor stor en udfordring politikerne end mener, at de står overfor, så vil besparelserne være benzin på bålet af udfordringer, som kommunens børn og forældre dagligt står overfor.

I stedet for selv at opfinde besparelser for at kunne dele penge ud til efteråret, burde alle partier i Borgerrepræsentationen stå stammen og stemme nej til den kommende økonomiaftale mellem KL og regeringen

Signe Nielsen
Formand, FOLA

Vi hører utallige historier om børn, der bliver afhentet med røde numser, fordi ingen voksen har haft tid til at skifte dem. Vi hører om børn, der har behov for at gemme sig i hjørnerne, fordi de ikke kan rumme lydniveauet alene uden en voksen.

Vi hører endda om forældre, der vælger at arbejde deltid eller leve som hjemmegående, fordi de ikke tør indskrive deres barn institution. Vi hører også om forældre, der bliver decideret opfordret til at hente deres børn tidligt eller holde børn hjemme, fordi der ikke er kendt personale til stede.

Når der spares på området, og forældrene oplever, at der mangler pædagogisk personale, risikerer det at skade det afgørende samarbejde omkring børnene, som forældre og pædagoger har med hinanden. 

For hvis forældre hver dag skal aflevere deres barn til en ny vikar i vuggestuen eller børnehaven, bliver børnene utrygge – og den utryghed reagerer forældrene naturligvis på. 

Tilliden er afgørende i samarbejdet mellem pædagoger og forældre, og hvis forældrene først mister den, risikerer det at blive gift for det gode samarbejde og det enkelte barns trivsel.

Er det så svært at holde status quo?

Jeg vil oprigtigt gerne høre argumenterne for, hvorfor vi som organisation hvert år skal bruge enorm meget både af politikernes og vores egen tid på at bekæmpe omprioriteringsbidrag og afbøde de efterfølgende konsekvenser? Er det virkelig så svært at beholde status quo på de mennesketunge forvaltninger?