Forsker: Anbringelsesområdet er et ukontrolleret eksperiment

Af Anne-Dorthe Hestbæk
Seniorforsker, Vive

Nu løftes sløret snart for regeringens udspil om anbragte børn kaldet "Børnene først."

Der har været varmet op til udspillet siden statsministerens nytårstale sidste år, hvor udsatte børn blev bragt helt frem som high politics. Her kom et tydeligt signal om, at regeringen ønsker, at kommunerne af hensyn til barnets bedste griber stærkere og tidligere ind i familier med store udfordringer.

Siden nytårstalen har der været en levende debat blandt politikere og professionelle. "Vi ønsker ikke...", "Man kan ikke…", "Det hjælper ikke…".

Debatten har desværre nogle gange handlet mere om, hvad vi ikke ønsker, frem for hvad vi gerne vil have mere af. Og en af grundene er, at vi står på et skrøbeligt vidensfundament, når vi skal handle.

I Vive forsker vi rigtig meget på anbringelsesområdet. Mit ønske er, at vi får et samlet overblik over, hvad der findes af viden, og hvor der mangler opdateret viden, der kan understøtte praksis og politikudvikling på området og derved gøre en forskel. 

Det er ikke tilstrækkeligt med flere bortadoptioner på grund af store sociale problemer. Eller brug af tvang i flere sager. For med den viden, vi har nu, kan vi ikke garantere, at det er det, der skal til for at sikre barnet eller den unge en god udvikling.

Anne-Dorthe Hestbæk
Seniorforsker, Vive

Hvad udgør de største problemer for børn, forældre og kommuner? Hvordan oplever børn og unge at være anbragt uden for hjemmet? Hvordan kan vi hjælpe forældrene til at bliver en ressource for barnet frem for at blive oplevet som en modspiller, der forhaler den kommunale proces?

Ét stort ukontrolleret eksperiment
Det er ikke tilstrækkeligt med flere bortadoptioner på grund af store sociale problemer. Eller brug af tvang i flere sager. For med den viden, vi har nu, kan vi ikke garantere, at det er det, der skal til for at sikre barnet eller den unge en god udvikling. 

De kan være nødvendige i nogle sager, hvor der er et stærkt skadeligt opvækstmiljø. Men langtfra I alle sager.

Jeg har som forsker koketteret med, at man kan se anbringelsesområdet som et stort, ukontrolleret eksperiment. 

Vi anbringer for milliarder, hjemgiver, kombinerer med forebyggelse, finder særlige skoler, genanbringer og så videre. Og stadig kan vi konstatere, at unge voksne, der har været anbragt, i gennemsnit har enorme efterslæb på stort set alle områder. 

Vives nyeste rapport fra forløbsundersøgelsen af anbragte viser, at de har en langt dårligere eksamen fra grundskolen, hvis de overhovedet har aflagt prøve. De er oftere faldet ud af en ungdomsuddannelse, eller har aldrig været optaget på en. 

De har markant større ledighed, et dårligere helbred, og mange ryger tidligt ud af arbejdsmarkedet. Det lykkes nogen at kæmpe sig vej ind i et godt voksenliv, men alt for få. Det er forfærdeligt for det enkelte menneske, og det er samfundsøkonomisk ressourcespild.

Viden søges
Hvis vi skal gøre noget ved det, har vi brug for langt mere solid viden om udsatte og anbragte børn. 

Meget af den viden, der produceres på nuværende tidspunkt, er atomiseret. Denne og hin indsats evalueres i et lille antal kommuner; der gennemføres interviewundersøgelser blandt anbragte børns forældre, der indsamles spørgeskemasvar fra unge anbragte og så videre. 

Alle sammen gode initiativer, men vi samler og aggregerer ikke vores viden tilstrækkeligt. Bringer den ikke op på et niveau, hvor vi også får analyseret de overordnede trends på anbringelsesområdet.

Derfor har vi ikke svar på vigtige spørgsmål som, hvilke anbringelsesformer og behandlingsformer, der virker bedst for hvilke børn og unge. Hvorfor det står så skidt til med anbragte børns skolegang. Hvad det betyder, at 2/3 af alle anbragte nu er i familiepleje, for hvem er det fantastisk, og hvem mangler et specialiseret behandlingstilbud?

Eller hvordan vi allerbedst hjælper tidligere anbragte over i et godt voksenliv, og hvilken støtte er der brug for? Og mange flere spørgsmål.