Børne-ngo’er: En rettighedskanon sikrer ikke anbragte børn

"Alle børn skal kende deres rettigheder". Sådan lyder overskriften på et af initiativerne i regeringens Børnene Først udspil, og vi kunne ikke være mere enige.

Desværre når afsnittet ikke helt at folde emnet fyldestgørende ud. Under overskriften kan man læse, at regeringen mener, at vejen til det nye mål kan banes med en rettighedskanon i folkeskolen, som skal sikre, at børn igennem deres skoletid undervises i centrale tekster om børnerettigheder. 

Det er en god idé, men vi mener ikke, at det isoleret set kan sikre, at udspillets intentioner bliver indfriet.

Når vi argumenterer for, at børn skal kende deres rettigheder, taler vi ikke kun for at udbrede et generelt kendskab til børnerettigheder. En særskilt indsats bør i vores optik også målrettes de mest udsatte børn, der i særlig grad har behov for at kende deres rettigheder. 

Særligt anbragte børn og unges resiliens skal styrkes yderligere gennem viden og handlekompetencer om rettigheder.

David Adrian Pedersen, Johanne Schmidt-Nielsen og Jette Wilhelmsen
Hhv. bestyrelsesformand for De Anbragtes Vilkår, generalsekretær i Red Barnet og leder af Joannahuset

Der skal gøres mere, hvis de også skal kunne gøre brug af deres rettigheder.

Anbragte børn er blevet delt nogle af livets allersværeste kort og må gennem deres barndom navigere i et system, der selv for voksne kan virke indviklet. Deres retsstilling er kompliceret og har længe været alt for svag. Derudover har anbragte børn i højere grad end andre børn også en tumultarisk barndom. Ofte med voldsomme oplevelser, der kan forstyrre deres koncentration og trivsel.

Konkret og forståeligt for barnet
Regeringens Børnene Først udspil tager første skridt mod at afhjælpe problemerne. I Barnets Lov vil man ikke bare samle, men også styrke en lang række af børnenes rettigheder og føje nye rettigheder til. 

Det gælder blandt andet ønsket om at give barnet partstatus, og dermed ret til at klage over afgørelser, fra det fylder ti år. Og det gælder ønsket om at give barnet ret til en second opinion hos Ankestyrelsen, hvis kommunen mod barnets vilje beslutter, at barnet skal skifte anbringelsessted eller hjemgives.

De mange rettigheder har anbragte børn brug for at kende. Ikke fordi, det er deres ansvar, at rettighederne bliver overholdt, det vil altid være samfundets og de voksnes. Men fordi vi stiller børnene markant stærkere ved, at de kender deres rettigheder og ved, hvornår de bliver krænket eller forbigået. 

Hvis et barn er klar over, at det har rettigheder ved magtanvendelser, vil det måske turde at sige det højt. Hvis det ved, at det kan klage over en afgørelse, vil det måske gøre det. Og hvis det er opmærksom på, at det har ret til at have en bisidder med til møder med kommunen, tør det måske fortælle, at det godt kunne tænke sig sådan en.

Et barn, som ikke har pejlemærker i forhold til et ”normalt” børneliv og ikke ved, at det har ret til en omsorgsfuld barndom, kan ikke sige fra, når det svigtes.

Børn, der er anbragt uden for hjemmet, har derfor brug for, at deres rettigheder bliver gjort konkrete og forståelige i de opgivelser, de vokser op i. Og at det er klart, hvordan der kan handles på rettighederne – både for dem selv og for de voksne, de har omkring sig.

Ret til bisidder skal styrkes
Derfor mener Red Barnet, De Anbragtes Vilkår og Joannahuset, at særligt anbragte børn og unges resiliens skal styrkes yderligere gennem viden og handlekompetencer om rettigheder.

Det gælder en lang række rettigheder, som nævnt retten til ikke at blive udsat for vold og overgreb, retten til at trygt hverdagsmiljø, men også for eksempel retten til en professionel bisidder.

Netop retten til en bisidder er alt for ukendt i dag. Derfor mener vi, at der er behov for at styrke retten, så alle børn får ret til et automatisk møde med en kvalificeret bisidder, før det afgøres, om der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse, samt før det afgøres, om en børnefaglig undersøgelse skal munde ud i en foranstaltning. 

Den samme ret til et møde med bisidder bør barnet have, når det fylder 12 (med Barnets Lov ti), 15 og 17 år, hvor nye regler og rettigheder træder i kraft for barnet. Eller hvis der skal ske store skift i barnets liv som for eksempel skift i anbringelseshjem.

På møderne kan bisidder oplyse barnet om dets rettigheder og tilbyde at følge med videre i forløbet med kommunen. Barnet kan naturligvis sige nej tak, til at bisidderen følger med videre. Men på denne måde har barnet i hvert fald muligheden og kan få en konkret indføring i de rettigheder og muligheder, barnet har på netop det næstkommende møde.

En kanon er ikke nok
Derudover kan der med fordel tænkes i andre kommunikative løsninger og indsatser, der supplerer en rettighedskanon. 

Det kan være information, rådgivning og handlingsanvisende læringsforløb rettet direkte mod børn, der er anbragt uden for hjemmet. Og som når børnene, der hvor de er, og på de tidspunkter i livet, de har behov for det.

Frem for alt håber vi, at der i processen med at virkeliggøre idéer fra Børnene Først vil komme nye initiativer til. En rettighedskanon i skolen kan ikke stå alene, når det kommer til at informere børn om deres rettigheder. 

Hvis børns rettigheder skal gøre en forskel, skal både børn og voksne være bekendte med dem. De skal vide hvordan rettighederne gør sig gældende i det miljø, børnene vokser op, så de har et udgangspunkt for at holde øje med og følge op på, om omgivelserne overholder dem. 

Først der kan fremtidens anbragte børn se og mærke, om deres ve og vel kommer først.