Mødrehjælpen: Drop skurkeretorikken om de biologiske forældre i anbringelsesudspil

Forleden skrev Thomas de Oliveira i et debatindlæg i Politiken meget rammende om sin egen anbringelse som barn: "Det er ikke nødvendigvis altid dårligt at have en relation til sine dårlige forældre".

I indlægget viser Oliveira et dilemma, som for udenforstående kan være svært at forstå: Selv om man som barn kan være blevet svigtet af sine forældre, så har langt de fleste børn et stærkt ønske om at bevare relationen dem.

Samlet set er der mange gode elementer i regeringens udspil på anbringelsesområdet, ”Børnene først”. Elementer, der uden tvivl vil kunne forbedre forholdene for anbragte børn og unge. Men Oliveiras vigtige pointe er der ikke blevet givet megen plads til, tværtimod.

Det er ganske enkelt mod bedre vidende, at der i udspillet ikke er større anerkendelse af det behov, mange anbragte børn har for at bevare tilknytningen til sine forældre.

Ninna Thomsen
Direktør i Mødrehjælpen

I udspillet tegner regeringen et skarpt billede af forældre til anbragte børn som nogen, der skal ud af børnenes liv og desuden straffes for de omsorgssvigt, de har udsat deres børn for. Det er en firkantet og unuanceret måde at forstå anbragte børns behov på. 

Ja: Børn, der udsættes for omsorgssvigt, skal i nogle tilfælde anbringes uden for hjemmet. Det er et afgørende vigtigt værktøj i den sociale indsats. Men hjælper vi de udsatte børn ved at male fjendebilleder af forældrene?

Problemet løses kun halvt
Nej, naturligvis ikke. Også i familier, hvor forældreevne, overblik og overskud er forsvundet, er relationen til forældrene afgørende vigtig. 

Vi hører gang på gang anbragte børn sætte ord på dette vigtige forhold: På trods af de fortrædeligheder, børnene udsættes for, er det vigtigt for dem, at forældrene får hjælp. Den alkoholiserede mor er stadig deres mor. Den psykisk syge far er stadig deres far.  

I de igangværende forhandlinger om "Børnene først"-udspillet er det helt afgørende, at der kommer fokus på at sikre en det enkelte anbragte barn mulighed for at bevare og udvikle sin relation til forældrene. 

Udgangspunktet skal altid være barnets eget behov og ønske, og barnet skal altid inddrages i beslutningen. Men det er ganske enkelt mod bedre vidende, at der i udspillet ikke er større anerkendelse af det behov, mange anbragte børn har for at bevare tilknytningen til sine forældre.

Det vil med andre ord ikke lykkes at sikre en tryg barndom for samfundets mest udsatte børn, hvis vi ikke også styrker samarbejdet med det biologiske hjem, og samtidig med anbringelsen sætter ind med hjælp og rådgivning til forældrene både før, under og efter en anbringelse. Hvis det biologiske hjem ikke hjælpes, løser man kun problemet halvt.